Paneldeltagere på scenen ved KL's konference om grønne partnerskaber og kulturliv.

Paneldeltagere på scenen ved KL's konference om grønne partnerskaber og kulturliv. - Foto: Luna Skovhus / NB-Kommune

Grøn kulturkonference begyndte med fællessang om viber - kultur kan rykke mennesker

Man kan ikke motivere folk til klimahandling, hvis de ikke kan forestille sig et godt liv på den anden side af klimakrisen. Og det er her, at kulturlivet kan hjælpe kommunerne på vej i den grønne omstilling. Sådan lød et af budskaberne på KL's konference om grønne partnerskaber og kulturliv.

Udgivet: 14/11/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Helsingør Kommune, der i januar vandt den europæiske Green Leaf-pris, bød onsdag indenfor til en KL-arrangeret konference om grønne partnerskaber og kulturliv.

NB-Kommune var til stede på Kulturværftet, hvor repræsentanter fra den kommunale og kulturelle verden var samlet for at blive klogere på, hvordan man kan bruge kulturen til at fremme den grønne omstilling i kommunerne.

Første punkt på programmet er fællessang af Søren Launbjergs 'For vist vil de komme'. En højskolesang om, at man kan altid kan være sikker på, at viberne vender tilbage. Hertil bemærkede en veloplagt pianist, at det ikke dog ikke er så sikkert længere, da vibebestanden er faldet markant.

Og det lille musikalske indslag i konferencen tidlige timer ender med at blive en rammende metafor for, hvorfor kulturen er en essentiel spiller, når kommunerne tager den grønne dagsorden op.

For det er gennem kulturen, at man kan få grønne budskaber ud til den brede befolkning - eller som formanden for KL's Kultur-, Erhverv-, og Planudvalg, Johan Brødsgaard (R), siger:

"Kulturen er nogle af dem, som er i berøring med stort set alle borgere, og som kan hjælpe med at prikke til nogle holdninger og handlemønstre."

Først og fremmest en fantasikrise

Et af de gennemgående budskaber på konferencen er, at det ofte er fantasien, der ender med at sætte grænser for hvad man tror, man kan iværksætte for klimaet.

En af dagens første talere, programchef i BLOXHUB Jacob Rask, pointerer, at det er svært at motivere folk til at skabe en klimabevidst verden, hvis man ikke kan forestille sig et godt liv på den anden side af klimakrisen. Og det er der, man kan bruge kulturen til aktivere den forestillingsevne, der skal til, hvis man skal gå fra en 'små skridt'-tilgang til klimahandling og åbne hele området op for nyfortolkning.

"Dengang vi besluttede os for, at vi skulle på månen, havde Tintin allerede været der. Da amerikanerne siger, at vi skal derop, så har vi allerede været der i fantasien," siger han og kalder klimakrisen for en "fantasikrise".

Direktør for Klimaakademiet Anders Holst Bodin mener, at kulturen er vigtig, når målet er at få befolkningen om bord på den grønne vogn. Han påpeger, at kommunerne i nok ikke vil stå for en massiv CO2-reduktion i det store billede, men:

“I kommer forhåbentligt til at skabe den folkelige opbakning, forståelse, dannelse og fantasi, der skal til, for at vi kan komme igennem det her," siger han.

Også han mener, at det er vigtigt, at man kan forestille sig en verden efter klimakrisen.

“Omme på den anden side af alle de katastrofer, så er der også en verden. Og det gælder om at skabe den smukkest tænkelige verden,” siger han.

Fra kunstens verden har performancekunstneren Gry Worre Hallberg et godt råd til politikerne. Hun mener, at de ville have godt af at finde ned i det 'sanselige jeg' for at åbne for en anden forståelse af, hvordan verden er organiseret og forbundet på.

'Uha' og 'Aha'.

Fra de små runde borde ved scenen følger publikum med i debatterne. De noterer på to tykke, blanke stykker papir i gul og pink med ordene 'aha' og 'uha' trykt på forsiden, når de får en tanke, der passer til et udråbene.

Ved dagens sidste programpunkt, en workshop om, hvordan kommunerne kommer videre med den grønne omstilling, får de udleveret et grønt papir til samlingen.

Tanken er, at deltagerne skal tage de tre små ark med hjem til deres kommune eller kulturinstitution, hvor de skal danne grundlag for inspiration.

Men Anders Holst Bodin håber, at det ikke kun er inspirationen, der vil fylde ved de kommunale kaffemaskiner dagen derpå. Han ser hellere, at der kommer konkret handling ud af konferencen.

"Det at gøre noget er i sig selv en håbefuld handling," siger direktøren for Klimaakademiet.

Deltagerne ved konferencen blev bedt om at notere deres tanker på disse ark.

Foto: Luna Skovhus

Sidst opdateret: 27/10/2025 - 15:08

Emner: Kultur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]