Processen om at undersøge muligheden for at udvide Testcenter Østerild.

Processen om at undersøge muligheden for at udvide Testcenter Østerild. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vedvarende energi

DTU ser økonomisk gevinst ved Østerild – lokale kritikere frygter fraflytning

Testcenter Østerild understøtter knap 66 fuldtidsjobs i lokalområdet, viser en ny analyse fra DTU. Foreningen Bevar Thy sår tvivl om tallene. En udvidelse kan få alvorlige konsekvenser for borgere og natur, advarer udvalgsformand.

Udgivet: 22/10/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

En mulig udvidelse af Testcenter Østerild i Thisted Kommune kan få store konsekvenser for lokalsamfundet.

Det mener lokale modstandere, som nu retter skarp kritik mod en ny analyse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Analysen viser, at aktiviteterne på det eksisterende testcenter i perioden 2020 til 2024 har understøttet en gennemsnitlig årlig beskæftigelse svarende til 65,9 fuldtidsjobs og en lokal værdiskabelse på 58,3 millioner kroner.

Tallene dækker Thisted, Morsø og Jammerbugt kommuner og bygger på modelberegninger, og altså ikke en egentlig optælling af nye, faste arbejdspladser.

Formand for foreningen Bevar Thy, Ulrik Iversen, er langt fra imponeret.

"Det er på tværs af tre kommuner, og det, du ikke kan sætte det op imod, er jo: Hvor mange jobs der forsvinder, hvis Østerild udvides," siger han til NB-Forsyning & Klima.

Han frygter, at eksisterende arbejdspladser i landbruget og hos lokale virksomheder vil gå tabt, hvis Testcenter Østerild får lov til at udvide.

Planen er, at centeret skal udvides med 450 meter høje havvindmøller på land, nye veje og et Power-to-X-anlæg. Udvidelsen vil brede testcenteret længere ind i klitplantagen, som er hjemsted for en række sjældne dyrearter.

Men det er ikke kun naturen, der risikerer at blive ramt.

En statslig screening har vist, at omkring 35 boliger risikerer ekspropriation og nedlæggelse som følge af udvidelsen.

Dertil kommer op til 60 boliger i Thy-Lejren, som kan blive berørt af ændrede støjvilkår. Politikerne har dog besluttet at arbejde for, at beboerne i lejren kan blive boende.

Bevar Thy har offentliggjort et modsvar til DTU's analyse, hvor foreningen kritiserer beregningerne for i for høj grad at bygge på antagelser frem for dokumenterede forhold.

DTU oplyser selv, at analysen bygger på en række antagelser og ikke tager højde for eventuel fortrængning af økonomisk aktivitet i andre erhverv.

Fakta

Om Testcenter Østerild

I 14 år har vindmøllebranchen testet deres største og mest avancerede møller på Testcenter Østerild i Thy, og dermed understøttet udviklingen og udbygningen af havvind i Danmark.

Hvert år besøger i omegnen af 50.000 turister testcenteret for at se de store møller tæt på.

"Der findes intet belæg for, at det er for at se testcenteret, eller om det er på vejen til de reelle seværdigheder i området, hvor Bulbjerg eksempelvis har 130.000-150.000 besøgende årligt. Blot for at understrege naturens betydning i relation til industriens,” siger Jens Tilma (K), der er formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune og bestyrelsesmedlem i Bevar Thy, til NB-Forsyning & Klima.

En ny analyse fra DTU, der dækker årene fra 2020 til 2024, peger på, at investeringer, drift og vedligeholdelse på testcentret hvert år bidrager til lokal produktion, værdiskabelse og beskæftigelse i de omkringliggende kommuner.

Den samlede lokale værdiskabelse svarer til 58 millioner kroner om året i gennemsnit, mens den samlede beskæftigelse svarer til 66 fuldtidsjob i Thisted, Morsø og Jammerbugt kommuner.

Rapporten er udarbejdet af DTU Wind and Energy Systems “på opfordring af politikere og borgere i området, der har efterspurgt en kvantificering af de lokale økonomiske konsekvenser af placeringen af testcenteret”.

Den oplysning efterspørger Jens Tilma dokumentation for.

“Den eneste lokalpolitiske stillingtagen til testcenteret har været en samlet kommunalbestyrelse imod udvidelsen jævnfør brev til ministeren 21. december 2023. Derimod kommer DTU’s rapport tilsyneladende ud af det blå i en påfaldende timing med igangværende arbejde på særloven, der vil kunne bane vejen for udvidelse,” siger han til NB-Forsyning & Klima.

DTU's analyse omhandler det eksisterende testcenter og opgør dermed ikke den samlede økonomiske konsekvens af en eventuel udvidelse.

Kilde: DTU - Danmarks Tekniske Universitet og Jens Tilma

Frygter store konsekvenser for lokalsamfundet

Også Jens Tilma (K), der er formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune og bestyrelsesmedlem i Bevar Thy, er stærkt kritisk over for den mulige udvidelse.

Han mener, at planerne kan få store konsekvenser for Thisted Kommune, der i forvejen er udfordret af fraflytning og en aldrende befolkning.

"Når man fjerner et sted mellem 100 og 200 mennesker, så fjerner man jo grundlaget for at kunne opretholde de samme funktioner både i velfærdssystemet og i samfundet," siger Jens Tilma til NB-Forsyning & Klima.

Han peger samtidig på, at naturen er en af kommunens vigtigste styrker, når det gælder om at tiltrække både turister og nye borgere.

"Når man får noget, der kommer til at ødelægge rigtig meget natur, så ødelægger det jo også noget af kernen i den her egn og kultur," siger han.

Miljø- og habitatkonsekvensvurderingen ventes afsluttet i slutningen af 2026. Plan- og Landdistriktsstyrelsen forventer at forelægge miljøvurderingen for aftalepartierne i begyndelsen af 2027. Det betyder ikke nødvendigvis, at den endelige beslutning træffes af Folketingets partier på det tidspunkt.

En udvidelse kræver nemlig efterfølgende en anlægslov.

Minister afviser kritikernes udlægning

I sommer fortalte Ulrik Iversen til Dagbladet Information, at han havde konfronteret by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) med konsekvenserne af den planlagte udvidelse.

Det var ved et møde den 19. marts 2024 på Christiansborg.

Ifølge Ulrik Iversen havde han ved mødet, hvor Jens Tilma blandt andet også deltog, spurgt ministeren, om hvad en for høj pris ville være for en udvidelse.

Til det svarede Signe Munk angiveligt, at "det må koste egnen".

Den udlægning kunne Signe Munk dog ikke genkende, da Information forelagde hende kritikken.

Ifølge Jens Tilma havde han "intens øjenkontakt" med Signe Munk.

"Hun sagde: Ingen pris er for høj," siger han til NB-Forsyning & Klima.

Det får ham til at stille spørgsmål ved, hvilken betydning miljøundersøgelserne får for den endelige beslutning.

"Så er det jo lige meget, hvad der kommer i en VVM-redegørelse, hvis man på forhånd har besluttet sig for, at ingen pris er for høj," siger Jens Tilma.

I sit svar til Information anerkendte Signe Munk, at udvidelsen vil være indgribende for både naturen og lokalsamfundet.

Hun understregede samtidig, at hun ser projektet som afgørende for arbejdspladserne i vindmølleindustrien bredt, og at hun ønsker at lytte til de lokales bekymringer for at imødekomme dem bedst muligt.

Fik du læst?

Thisted Kommune vinder KL's Klimapris: Thy-modellen gør alvor af nærdemokratiet

Fik du læst?

Efter drama i Thisted vil udvalgsformand levere klimapris tilbage: Det er pinligt

Sidst opdateret: 22/10/2026 - 11:15

Temaer: Vedvarende energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]