
Borgmester i brintjubel: Mange års indsats bærer frugt
Brintrørledningen i det sydlige Jylland fremskyndes efter ny melding fra regeringen. Andre landsdele må vente længere end hidtil ventet.
Udgivet: 31/01/2025
Fredag har regeringen på et pressemøde præsenteret en ny plan for etableringen af brintrørledninger i Jylland. Mens borgmester og kommuner i trekantområdet og Nordvestjylland må væbne sig med tålmodighed og udskyde energiprojekter, skaber regeringens nye plan storglæde i Esbjerg.
"Det er en helt fantastisk nyhed for Esbjerg, at man har lyttet til os på Christiansborg og er enige med os i det kæmpe potentiale, der er her. Det er mange måneders og års indsats fra mange gode mennesker, der bærer frugt," siger Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til JydskeVestkysten.
Aftalen fremskynder etableringen af brintrøret fra Esbjerg til Tyskland med to år i forhold til den hidtidige plan, men rørledningen bliver i første omgang anlagt uden forlængelser til Holstebro eller Fredericia. Regeringens øgede milliardtilskud til brintinfrastruktur vil muliggøre, at virksomheder med power-to-X-projekter i Esbjerg-området kan blive koblet på brintnettet allerede i 2030.
Brintrøret, der i første omgang formes som et syvtal med forbindelse mellem Esbjerg og Flensborg, kan udbygges længere nordpå på et senere tidspunkt, meddeler regeringen. De næste faser vil blive belyst af et arbejde, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet "snarest muligt" vil igangsætte.
Savner konkrete svar
I Holstebro savner kommunalpolitikerne en afklaring. Karsten Filsø (SF) siger til Dagbladet Holstebro-Struer, at han føler sig "slået tilbage til start", mens borgmester H.C. Østerby (S) efterspørger en afklaring.
"Jeg tror sådan set, at virksomhederne godt kan vente. Det afgørende er ikke, om brintrøret kommer i 2032 eller 2033. Men de har brug for en afklaring. De har brug for noget konkret. Og det blev man desværre ikke klogere på, og det er noget af det, vi nu skal have drøftet med regeringen," siger Østerby efter pressemødet.
Minister Lars Aagaard (M) lancerede flere initiativer, der skal kickstarte investeringerne i havvind og brint efter en række tilbageslag. Han understregede, at beslutningen om at samle kræfterne om strækningen til Esbjerg i første omgang, handler om at få en snebold til at rulle.
"Det her er startskuddet, ikke endestationen," siger klima-, energi- og forsyningsministeren om brintstrategien.
Sidst opdateret: 18/03/2025 - 12:17
Emner: Esbjerg Kommune







































