- Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Energi

Nedsat elafgift kan styrke væksten i energifællesskaber

Incitamentet for at dele grøn strøm i energifællesskaber kan vokse, hvis elafgiften er på et lavt niveau. Ligesom potentialet for energifællesskaber bliver større, hvis store virksomheder får lov at tage del i dem, mener næstforperson i Energifællesskaber Danmark.

Udgivet: 04/09/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Der er grobund for, at der kommer nye energifællesskaber, og at de nuværende får mere aktivitet, hvis elafgiften forbliver på et så lavt niveau, som finanslovsforslaget lægger op til de næste to år.

Det mener Stephan C. Krabsen, der er direktør i EBO Consult og næstforperson i den almennyttige forening Energifællesskaber Danmark. Den nuværende elafgift udfordrer nemlig de lokale energifællesskaber, fordi incitamentet til at dele den grønne energi på tværs af borgere og virksomheder ikke er stort nok.

"Man kunne forestille sig, at det (lavere elafgift, red.) kunne give anledning til hævet aktivitet og simpelthen mere omsætning i energifællesskaber," siger han til NB-Forsyning & Klima.

Regeringen foreslår at sænke elafgiften de næste to år, for at danskerne kan få mere luft i økonomien. Elafgiften sættes ned til EU's minimumssats på 0,8 øre per kilowatt. Til sammenligning er den nuværende elafgift på 72,7 øre per kilowatt eksklusiv moms. Det anslås af finanslovsforslaget, at det vil koste 140 millioner kroner i alt.

Hvordan fungerer et energifællesskab, og hvilken betydning har elafgiften? Ofte er det sådan, forklarer Stephan C. Krabsen, at man i et energifællesskab har nogle lokale aktiver. Det kan være, at man har fjernvarme, der er elbaseret med varmepumper, eller man har en lokal vindmølle. Den strøm, som aktiverne producerer, skal fordeles blandt medlemmerne af fællesskabet - og det kan resultere i mange transaktioner, som er afgiftsbelagte.

Mere aktivitet i lokale energifællesskaber kan i sidste ende lede til en bedre afbalancering af det kollektive elnet, påpeger næstforpersonen.

"Det vil komme alle forbrugere til gavn, ikke kun dem, der er udenfor, fordi det vil betyde, at man skal investere mindre i udbygning af det kollektive elnet. Og dem, der betaler for udbygningen af elnettet, er i sidste ende forbrugerne," siger Stephan C. Krabsen.

På Klimafolkemødet i MIddelfart fremhævede også klimaordfører Torsten Gejl (AL), at fjernelsen af elafgiften ville komme mindre energifællesskaber til gode:

“Regeringens fjernelse af elafgiften betyder, at det bliver meget lettere administrativt at sætte solceller på kommunale bygninger, men også at lave små, lokale energifællesskaber."

Store virksomheder skal med

Også på erhvervsområdet er energifællesskaber brugt, for at erhvervsaktører kan samarbejde om at producere, lagre og dele grøn strøm. Alt afhængig af hvilke aktiviteter, virksomhederne har, kan de også få gavn af en lavere elafgift.

"Hvis det har en betydning, kan man igen sige, at hvis der etableres et energifællesskab i et erhvervsområde, så vil det have samme effekt som for andre energifællesskaber. Min umiddelbare vurdering vil være, at det vil højne incitamentet til at lave energifællesskaber, fordi der vil være muligheder for bedre økonomisk fundamenter," siger Stephan C. Krabsen.

Momsregistrerede virksomheder kan som reglerne er i dag få hele eller en del af afgiften på energi og el tilbage, hvis det bruges til virksomhedens drift.

Men der er dog noget, der bremser energifællesskaberne på erhvervsområdet i at få en stor volumen. Virksomheder, der er karakteriseret som store, bliver holdt uden for døren. Det har blandt andet bremset et industrienergifællesskab på Avedøre Holme, hvor størstedelen af de 22 virksomheder i energifællesskabet er store. Det skyldes, at Folketinget har lavet en minimumsimplementering af EU's direktiv om fælles regler for det indre marked for elektricitet, hvilket kunne åbne døren for små og mellemstore virksomheder. Folketinget skal derfor aktivt beslutte at give store virksomheder adgang til at være med i et energifællesskab.

Fik du læst?

Kommune støtter industrivirksomheders elektrificering - men loven bremser unikt projekt

Fakta

Medlemmer af AEDE

  • Avedøre Holme (Hvidovre Kommune)

  • Business Lolland-Falster (Lolland og Guldborgsund Kommune)

  • Dansk Erhverv

  • Energifællesskaber Danmark

  • Frederikssund Erhverv (Frederikssund Kommune)

  • Green Port North (Hjørring Kommune)

  • Vejle Erhverv (Vejle Kommune)

Kilde: Energifællesskaber Danmark

De udfordringer, som store virksomheder møder, har været grundlaget for en alliance under Energifællesskab Danmark, Alliancen for Energifællesskaber i Danske Erhvervsområder (AEDE), hvor en række erhvervsområder, organisationer, erhvervsforeninger og kommuner er gået sammen. Formålet er klart: Virksomheder i alle størrelser skal have mulighed for indgå i et energifællesskab.

"Hvis de store virksomheder i et lokalområde eller erhvervsområde får lov til at dele strøm, så er der nogle kæmpe potentialer i forhold til CO2-udledning og i forhold til udbygning af VE på land og i byerne. Der er også den dimension af det, at man gør erhvervsområder til et lokalt aktiv, fordi man kan invitere borgere og andre virksomheder og aktører i lokalområdet med ind i energifællesskaber," siger Stephan C. Krabsen og tilføjer:

"De (de store virksomheder) har de finansielle muskler til at sætte anlæggene op, og så kan man pludselig give adgang til lokalproduceret grøn energi fra erhvervsområderne."

Eltariffer spiller også en rolle, når det kommer til at få gang i energifællesskaber. Det har Cerius-Radius forsøgt at imødekomme med en ny tarifmodel, der med en reduceret tarif skal optimere sammenslutninger af netkunders udnyttelse af elnettet. Modellen er dog begrænset til de kunder, der er tilsluttet lavspændingsnettet - og altså ikke de, der er tilsluttet højspænding eller flere forskellige tranformerstationer. Forsyningstilsynet godkendte modellen i juli for en to-årig periode, og forventningen er, at de første elkunder vil kunne benytte den ved årsskiftet.

Stop-go-politik

Det er ikke første gang, at elafgiften er blevet sænket. Sidste gang i 2023 var det for en periode på seks måneder sammenlignet med de to år, som regeringen nu foreslår. Men der er dog mulighed for, at det kan blive permanent - i hvert fald hvis man skal tro Troels Lund Poulsen (V). Han vil nemlig ikke udelukke det, fortæller han til TV 2.

"Nej, bestemt ikke. Hvis det stod til mig, så ville jeg da gerne fjerne elafgiften permanent. Men nu glæder jeg mig over, at det er lykkedes i to år," siger han og bliver bakket op af Lars Løkke Rasmussen (M):

"Det er jo ikke med nogen ambition om, at det skal genindføres," siger han.

Stephan C. Krabsen håber, at politikerne hurtigt vil tage stilling til, hvad der skal ske med elafgiften i fremtiden, så danskerne ved, om det blot er en "kortvarig fornøjelse".

"Det er jo helt klassisk, at man ikke skal lave sådan en stop-and-go-politik. Så skaber man usikkerhed omkring det, og så handlingslammer man jo," siger han.

Fakta

Hvem kan deltage i energifællesskaber?

Borgere, lokale myndigheder og virksomheder (mikro-, små og mellemstore) kan deltage i VE-fællesskaber. Borgere, lokale myndigheder, herunder kommuner, og små virksomheder kan deltage i borgerenergifællesskaber. 

Mellemstore virksomheder er i den forbindelse virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som ikke har en årlig omsætning på over 50 millioner euro eller en årlig samlet balance på ikke over 43 millioner euro.

Små virksomheder er i samme relation virksomheder, som beskæftiger under 50 personer og som ikke har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på over 10 millioner euro.

Mikrovirksomheder er virksomheder, som beskæftiger under ti personer og som ikke har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på over 2 millioner euro Disse definitioner og omsætningsgrænser er defineret af Kommissionen, og kommer derfor fra EU.

Kilde: Energistyrelsen

Fik du læst?

Kommuner kan tage større klimaansvar med "enorm bureaukratisk lettelse"

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 11:52

Temaer: Energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]