Projektet i Aalborg Portland sigter efter at fange op mod 1,4 million ton CO2 årligt fra 2030.

Projektet i Aalborg Portland sigter efter at fange op mod 1,4 million ton CO2 årligt fra 2030. - Foto: Aalborg Portland

Energi

Aalborg Portland byder på statens pulje for CO2-fangst

Cementfabrikken Aalborg Portland indgiver bud til statens milliardpulje til CO2-fangst og lagring.

Udgivet: 03/02/2026

Del artiklen:

Aalborg Portland, Danmarks største udleder af CO2, indleverer nu officielt et bud på statens milliardstøtte til fangst og lagring af CO2.

Det oplyser cementproducenten til pressen.

Projektet har til mål at fange 1,4 million ton CO2 årligt fra 2030. Indtil videre er Aalborg Portland det eneste selskab, der officielt har indgivet et bud.

De ni resterende prækvalificerede selskaber har tidligere meddelt, at de har trukket sig.

Fristen for at indgive bud er onsdag den 4. februar, efter at den flere gange er blevet udskudt. Staten skal efterfølgende vurdere buddene, mens kontrakterne ventes at blive uddelt til april.

"Indgivelsen af et bud på den danske CCS-pulje markerer en milepæl for Aalborg Portland og vores klimaplan. Med støtte vil vi kunne tage et meget vigtigt skridt mod at kunne realisere et projekt, der ikke bare er stort i dansk sammenhæng," siger administrerende direktør Søren Holm Christensen i Aalborg Portland i pressemeddelelsen.

"Der vil være tale om et af verdens største CO2-fangstprojekter, når det efter planen idriftsættes allerede i 2030, og projektet vil dermed gøre Aalborg Portland til en af verdens første CO2-neutrale cementproducenter på egne direkte udledninger," fortsætter han.

CO2-fangstprojektet Accesion er lavet i samarbejde med Air Liquide. Det vil reducere udledningerne med 1,4 millioner ton CO2 om året, mens yderligere omkring 100.000 ton fortrænges via afledte effekter, som for eksempel udnyttelse af overskudsvarme.

Endnu en byder kræves

Fangst og lagring af CO2 fra skorstene har i årevis været udset til at spille en nøglerolle i den danske omstilling.

Rationalet er, at nogle sektorer som eksempelvis cementindustrien og affaldsforbrændingen er så svære at omstille til klimaneutrale praksisser, at man hellere vil filtrere CO2 ud af røgen fra processerne.

Her har Folketinget afsat knap 30 milliarder kroner til at støtte teknologien.

Det er dog stadig en ny og relativt uprøvet teknologi, hvor infrastrukturen med transport og lagring endnu ikke er på plads.

Det vil Aalborg Portland nu etablere.

Virksomheden går efter at skabe den værdikæde på landjorden, hvor man leder efter et passende undergrundslager til at pumpe CO2 ned i.

Dermed signalerer Aalborg Portland, at man tror mere på en hurtig etablering på land frem for til havs, hvor olieselskaber ellers kæmper for at gøre deres gamle oliefelter klar til at lagre den udledte CO2.

Den statslige støttepulje er sat til at levere 2,3 millioner ton CO2 i 2030. Men det vil kræve endnu en byder, hvilket ikke er kendt på nuværende tidspunkt.

Fik du læst?

CCS-udbud har kostet selskaber over en halv milliard

Fik du læst?

Deadline for støtte til CO2-fangst er skæbnestund for klimamål

Fakta

Sådan fanger og lagrer Aalborg Portland CO2

  • Røggassen fra Aalborg Portlands to største cementovne blandes og ledes til CO2-fangstanlægget, hvorefter røggassen afkøles i kondenserende køletårne. Ved komprimering tørres røggassen yderligere.

  • Efter yderligere køletørring af den komprimerende røggas splittes røggasstrømmen via en uorganisk proces i to; dels en CO2-fattig røggas, som efterfølgende udledes via en ny skorsten, og dels en CO2-beriget strøm, der komprimeres yderligere.

  • Den CO2-berigede strøm gennemgår herefter en proces, hvor CO2’en skilles fra de øvrige gaskomponenter ved meget lav temperatur.

  • Efter kompression kan CO2-produktet sendes direkte til en kompressorstation og pumpes via en nedgravet transmissionsrørledning til permanent lagring i den danske undergrund.

Kilde: Aalborg Portland

/ritzau/AD/JSC

Sidst opdateret: 03/02/2026 - 12:00

Temaer: Energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]