
Michael Lundgaard Thomsen - Foto: Aalborg Portland
Energi
Aalborg Portland tager gerne risikoen på sig for at få flere med
Vilkårene i statens CCS-udbud har givet store overvejelser, men på trods af det tror Aalborg Portland på selskabets CO2-fangstprojekt. En realisering vil åbne muligheder for, at affaldsenergiselskaber kan udnytte rørføring og lager, siger direktør Michael Lundgaard Thomsen.
Udgivet: 05/02/2026
Får Aalborg Portland tilført støttemidler fra statens pulje til CO2-fangst og lagring, så vil det ikke kun gavne selskabet selv, men også åbne muligheder for andre selskaber - heriblandt affaldsenergiselskaber.
Det siger direktør Michael Lundgaard Thomsen til NB-Forsyning & Klima.
"Vi lægger et bud på en hel værdikæde, som vi jo egentlig tager ansvaret og risikoen for. I den værdikæde bliver der lagt en rørføring og etaberet et lager. De bliver jo offentlige tilgængelige. Hvis vi tager udgangspunkt i de selskaber, der var prækvalificerede, så kan et selskab som for eksempel Kredsløb få adgang til både rørføring og lagre, der ligger ret tæt på Aarhus."
"I virkeligheden sender vi størstedelen af pengene videre til dem, der bygger rørføring og lagre, som hele samfundet så senere kan få gavn af," tilføjer han.
Tirsdag meddelte Aalborg Portland, at cementproducenten har søgt statens pulje for CO2-fangst og lagring, CCS. Det var sidste selskab ud af ti prækvalificerede, som manglende at bekende kulør.
Men da udbuddet op 28,7 milliarder kroner lukkede onsdag klokken 13, var der også en anden byder. Hvem er endnu uvist, men konkurrencen er i hvert fald tilbage.
Michael Lundgaard Thomsen vil ikke løfte sløret for, hvad Aalborg Portland har lagt af bud. Han vil dog gerne bekræfte, at det ikke var på baggrund af en anmodning fra det nordjyske selskab, at fristen for udbuddet blev rykket fra den 27. januar til den 4. februar i sidste øjeblik.
"Det var ikke os, der bad om det," slår han fast.
CCS er blevet fremhævet som et vigtigt værktøj til at nå målet for statens klimamål, men hvor stor en reduktion udbuddet ender med at kunne give, bliver først offentliggjort i forbindelse med kontraktarbejdet og Klimafremskrivningen i april.
Udbuddet har dog ikke indfriet det forventede mål, der var fastsat på 2,3 millioner ton CO2 reduktion årligt fra 2030.
Puljemidlerne er utrolig vigtige
Det nordjyske projekt hedder Accesion, som er en forkortelse af Aalborg Portland Carbon Capture & Storage using Infrastructure Onshore i North Jutland. Det har potentiale til at hente 1,4 millioner ton CO2 om året.
Støtten fra statens pulje er meget vigtig, hvis projektet og CCS-teknologien skal udvikles, siger Michael Lundgaard Thomsen.
"Vi taler om et tocifret milliardbeløb, der skal investeres i hele værdikæden fra energiforsyning til fangstanlægget til rørføring og lagring. Det er ikke en teknologi, som en enkelt aktør i dag kan finansiere hele værdikæden selv. Det er derfor utrolig vigtigt, at vi kan få adgang til den finansiering," siger direktøren.
Når fangstanlægget og rørføringen skal bygges, vil det ifølge direktøren tage tre til fire år. Tidsfristen for driften i 2030 er også det, som har givet Aalborg Portland flest overvejelser samt den mulige sanktionering.
Arbejdet med at lægge et bud er ikke blot bundet op på denne ansøgningsrunde. Aalborg Portland havde også overvejelser om at søge CCS-udbuddet tilbage i 2023, men endte med at falde fra. Her fik Ørsted kontrakten.
Det gav noget læring til denne omgang, forklarer Michael Lundgaard Thomsen. Ligesom de forskellige risici i udbuddets vilkår er gennemgået flere gange.
"Vi har brugt rigtig, rigtig meget tid sammen med vores samarbejdspartnere på virkelig i detalje at kigge vores tidsplaner igennem og risici i tidsplanen igennem. Der er jo risici i hele værdikæden, når der er så mange nye værdikæder, der skal bygges op," siger han og tilføjer:
"Der er også risici for, at noget som myndighedsbehandlingen kan blive forsinket. Men vi er kommet til et punkt nu, hvor vi tror på, at dem, vi arbejder sammen med, har lavet så gode og realistiske tidsplaner, at vi kan nå det."
EU-stempel giver medvind
Samarbejdet mellem Aalborg Portland og Air Liquide om projektet Accsion, er i forvejen blevet tildelt 1,6 milliarder kroner i støtte fra EU's Innovationsfond.
Den anerkendelse er med til at sikre, at projektet har den højeste prioritet, når det kommer til myndighedsbehandling, siger Michael Lundgaard Thomsen.
"Det betyder trods alt en del, at man ved, at når man afleverer en ansøgning, så skal den have højst prioritet i bunken. Det er jo en af de ting, som også gør, at vi alt andet lige har en større sandsynlighed for, at vi får en hurtig myndighedsbehandling. Det er også en af de faktorer, der er med til at sørge for, at vi har skabt en større sikkerhed," siger han.
Centrale fakta om CO2-fangstprojektet
CO2-fangst: Op til 1,4 million ton CO2 årligt fra cementproduktionen i Aalborg
Yderligere reduktioner: Cirka 100.000 ton CO2 via leverance af overskudsvarme til Aalborgs fjernvarmeforsyning.
Etableres i samarbejde med Air Liquide
Idriftsættelse: Planlagt til 2030
Lagring: Onshore lagring som del af en fuldt integreret CCS-værdikæde
Skala: Et af de største industrielle CCS-projekter i Europa og globalt
Kilde: Aalborg Portland
Sidst opdateret: 06/02/2026 - 08:09
Temaer: Energi











































