
"Fossile brændsler er stadig billigere end de grønne – ellers havde vi allerede skaleret Power-to-X," siger teknisk direktør i Skovgaard Energy, Pat Han, til NB-Forsyning & Klima. - Foto: Presse/Skovgaard Energy
Energi
Verdens første XtP-anlæg på vej i Lemvig: Det vigtige er at få demonstreret et marked
I Lemvig Kommune skal det modsatte af et Power-to-X-anlæg kunne lave strøm af grøn ammoniak til den tunge skibstransport.
Udgivet: 29/04/2026
Verdens første PtX-anlæg ligger allerede i Ramme ved Lemvig.
Nu skal anlægget udbygges og suppleres med et, der kan det modsatte af PtX-anlægget. Nemlig et såkaldt X-to-Power-anlæg.
Det har økonomi- og erhvervsudvalget i Lemvig Kommune godkendt mandag den 20. april, og sagen afgøres endeligt af Kommunalbestyrelsen på et senere møde. Der skal først laves en lokalplan for anlægget, som nu er sendt i høring i fire uger.
Det er Skovgaard Energy, som søger om lov til at opføre anlægget i forbindelse med det eksisterende PtX-anlæg.
“Hvis vi har råd til sol og vind, har vi også råd til Power-to-X – faktisk har vi ikke råd til at lade være," siger Pat Han, teknisk direktør i Skovgaard Energy, til NB-Forsyning & Klima.
Lokalplanen skal muliggøre etablering af et motorkraftværk til test og drift med grøn ammoniak i tilknytning til det eksisterende PtX-anlæg i Ramme.
Konkret skal grøn ammoniak kunne omdannes til strøm ved at blive forbrændt i en forsøgsskibsmotor, der bliver placeret i en op til 12 meter høj bygning.
Ved at blive forbrændt i motoren kan energien omdannes til strøm, der så kan bruges i ledningsnettet eller samles op i et stort batteri.
Væk fra fossile brændsler
Skovgaard Energy har på YouTube publiceret en video, som forklarer processen.
Det billigste grønne brændstof er brint, men det er svært at håndtere på et skib. Så når man ser på flydende brændstoffer, er ammoniak ifølge Pat Han det oplagte valg:
"Fossile brændsler er stadig billigere end de grønne – ellers havde vi allerede skaleret Power-to-X. Vi beskatter ikke de reelle omkostninger ved fossile brændsler, derfor er de stadig billigere," siger han og tilføjer:
“Det bliver ikke metanol, skibene skal sejle på – det kan du godt citere mig for. Metanol kræver biogent kulstof, og det er der begrænsede mængder af. Brugen af metanol på store skibe er kommercielt udfordret, fordi brændstoffet er den største omkostning over levetiden."
Hvis vi skal væk fra fossile brændsler i den tunge skibstransport, er vi altså nødt til at bruge grønne brændstoffer. Samtidig giver XtP-anlægget mulighed for at udbygge med mere vind og sol:
"Vind og sol gør elnettet meget ustabilt, og det skal balanceres. Vi bruger stadig kraftværker, der brænder træ, gas eller kul af for at balancere elnettet. Løsningen til balanceringen er fleksibel Power-to-X, som er demonstreret i Ramme, sammen med X-to-Power for at udnytte samme kabel i el-infrastrukturen," siger Pat Han.
Fremtidens eksportvare?
Det udvidede anlæg skal bruges til at udvikle og teste motorer, som kører på grøn ammoniak. Efter planen skal det ske i samarbejde med den tyske virksomhed Everllence (tidligere MAN Energy Solutions) og DTU.
Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, kalder projektet i Ramme for spændende. Der er nemlig både en klimamæssig fordel samt en fordel i forhold til vores forsyningssikkerhed.
"Der er to centrale fordele ved ammoniak. Det kan bruges uden karbon, altså uden CO2-udledning i selve produktionen. Og så kan det gøre energiforsyningen mere uafhængig af olie og gas fra ustabile regioner som Hormuz-strædet," siger han.
Det interessante ved XtP-anlægget er, at man potentielt kan vise, at man er i stand til at producere ammoniakken og den grønne strøm til den tunge, oceangående skibstransport.
Professoren forestiller sig dog ikke, at der endnu er et stort eksport-potentiale.
"Det her anlæg batter ikke i sig selv. Det vigtige er, at få det demonstreret og få skabt et marked. Når det er gjort, så kan det potentielt få gjort hele Europa uafhængig af det geopolitiske pres. Men lige nu er det en løsning, som vil være dyrere end at bruge fossile brændsler," siger Brian Vad Mathiesen.
Formanden for teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune, Bent B. Graversen (V), er stolt over, at verdens første PtX-anlæg og snart også XtP-anlæg ligger i Lemvig Kommune.
"Vi er ramt af fraflytning og faldende arbejdspladser, så vi er jo rigtig glade for, at det foregår i vores kommune," siger Bent B. Graversen.
Han ser store perspektiver i de to anlæg.
"Vi håber, det sætter os på landkortet og skaber lokale arbejdspladser. Det beskedne første skridt er at få motoren til at virke. Men det kan hurtigt stikke af i fremtiden," siger han.
Sidst opdateret: 30/04/2026 - 08:58
Temaer: Energi












































