Jens Bomann Christensen har været ansat i Cirkulær i syv år, først som politisk chef og siden som direktør.

Jens Bomann Christensen har været ansat i Cirkulær i syv år, først som politisk chef og siden som direktør. - Foto: Brancheforeningen Cirkulær/PR

Navnenyt

Direktør i Brancheforeningen Cirkulær stopper efter syv år

"Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal lave endnu. Det kan være noget, der lugter lidt af forsyning," siger Jens Bomann Christensen, som ved årsskiftet ikke længere skal være direktør i Cirkulær.

Udgivet: 25/08/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

(Opdateret den 25/08/2026 efter interview med Jens Bomann Christensen)

"Jeg synes, at det mest ordentlige er at give bestyrelsen en ordentlig mulighed for at finde en afløser. Det er fuldstændig min egen beslutning at stoppe."

Sådan siger direktør for Brancheforeningen Cirkulær, Jens Bomann Christensen, i et interview med NB-Forsyning & Klima om de seneste syv år, han har siddet på posten som direktør.

Ved årsskiftet stopper han, og på LinkedIn skriver han, at han er utrolig stolt og glad for sin tid i Cirkulær:

"Det har været syv år præget af store forandringer, et massivt politisk og regulatorisk pres på affaldssektoren, et vellykket navneskifte og ikke mindst et fantastisk samarbejde med engagerede medlemmer og bestyrelse."

Da Jens Bomann Christensen i 2019 begyndte som direktør i foreningen, som dengang hed Dansk Affaldsforening, kom der lynhurtigt den ene politiske aftale efter den anden, som ifølge direktøren grundlæggende har forandret affaldssektoren i Danmark.

"Der er stort set ikke et eneste hjørne af affaldssektoren i Danmark, man ikke har været inde og justere på eller ændre på i løbet af de seneste syv år," siger han.

Under et heftigt regulatorisk pres

Jens Bomann Christensen har med egne ord været direktør i en periode, hvor Cirkulærs medlemmer har været under "et ret heftigt regulatorisk pres".

"På udviklingsfronten har det været nogle vilde år at få lov til at være med i," siger han.

Det har ifølge direktøren været nogle år, hvor affaldssektoren har forsøgt at bevæge sig væk fra at tale om affaldshåndtering og mere og affaldsforebyggelse og genbrug.

"Det, at skubbe ressourcer højere op i affaldshierarkiet," siger han.

Diskussionen har ifølge direktøren handlet for meget om genanvendelse.

"Man kommer aldrig i mål med en cirkulær økonomi, hvis man kun tror, det handler om at genanvende," siger han.

"Hvis genanvendelse er det eneste, vi dyrker, så får vi aldrig noget, der er reelt cirkulært. Genbrug er ufattelig meget bedre end genanvendelse, fordi det ikke kræver energi til at omforme noget, og materialet kan bruges i præcis den samme funktion en gang til," tilføjer han.

De vigtigste sværdslag

De fleste borgere vil nok nikke genkendende til, at der har været store forandringer i affaldssektoren de seneste syv år. En almindelig husstand kan for eksempel blot tælle, hvor mange bøtter affaldet nu skal sorteres i.

"Ja, man vil som borger kunne se, at der er sket meget de seneste syv år," siger Jens Bomann Christensen.

Hvor ligger de vigtigste sværdslag fremadrettet?

"En af de allerstørste hovedpiner, man i staten og i kommunerne kommer til at få, er at få producentansvarsordningerne til at spille og leve op til sit formål," siger han.

"Der bliver nogle kampe i de kommende år mellem producentansvarsordninger, der handler meget om kroner og øre og vores evne som land til at nå EU's genanvendelsesmål," tilføjer han.

Hvad med i kommunerne?

"Udviklingen på genbrugspladserne kommer kun til at tage fart fremadrettet. Det handler om at bruge direkte genbrug - især af byggematerialer. Der har du som kommune i vækst nogle håndtag, du kan skrue på. Derudover kommer affaldsindsamlingen til at være noget, vi kommer til at diskutere i de kommende år," siger han.

Goddag og farvel til Cirkulær

Ifølge Jens Bomann Christensen har den vigtigste forandring som organisation været navneskiftet i 2023.

"Hvor vi slap Dansk Affaldsforening og sagde goddag til Cirkulær. Det var mere end bare et navneskifte. Det var en ny identitet, som ændrede, hvordan omverdenen så os," siger han.

Hvad med dig personligt? Hvad skal du lave i 2027?

"Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal lave endnu. Det kan være noget, der lugter lidt af forsyning eller infrastruktur. Det kan også blive noget helt andet," siger han.

Brancheforeningen Cirkulær skal derfor ud at finde en ny direktør. Den proces har bestyrelsen nu sat i gang.

"Affaldsbranchen spiller en nøglerolle i omstillingen til en cirkulær økonomi og har stor politisk bevågenhed, så vi håber selvfølgelig på et stærkt felt af ansøgere," siger formand Thomas Møller Nielsen på foreningens hjemmeside.

Brancheforeningen Cirkulær dækker affaldsområdet. Foreningens medlemmer er blandt andet kommuner og kommunale forsyningsselskaber.

Fik du læst?

Sjællandske byrødder udgør nyt formandskab i Cirkulær

Sidst opdateret: 25/08/2026 - 12:17

Temaer: Navnenyt

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]