
Borgmestrene Morten Slotved (K) og Birgit S. Hansen (S) er parat til at sagsøge staten, hvis kommunerne så at sige må tage skraldet for lukning af forbrændingsanlæg. - Foto: Bo Amstrup og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Borgmestre truer med sagsanlæg, hvis de må lukke forbrændingsanlæg
Regeringen vil have lukket nogle forbrændingsanlæg, og det kan komme til at koste kommunekasserne over to milliarder kroner. Det vil kommunerne ikke finde sig i, og flere borgmestre melder sig klar til at lægge sag an mod staten om nødvendigt.
Udgivet: 03/05/2023
30 procent af kapaciteten til at brænde affald af i Danmark skal fjernes af miljøhensyn. Det mener SVM-regering og fremsætter her onsdag et lovforslag i Folketinget om det. En lovændring kan imidlertid udløse lang tids slagsmål mellem staten og kommunerne, for der bliver en regning at betale.
Regeringen lægger op til at liberalisere markedet for indsamling og forbrænding af affald. Det vil uden tvivl føre til, at nogle af de 23 forbrændingsanlæg bukker under. Eftersom de fleste af dem er kommunalt ejede, står mange kommunerne nu med risikoen for at få en større, uønsket regning ved konkurser. For kommunerne hæfter for gæld i forbrændingsværkerne.
Forbrændingsanlæggenes nuværende samlede gæld er ca. 8 milliarder kroner. Hvis man tager 30 procent af det beløb - svarende til den ønskede reduktion i kapaciteten - så bliver der gæld for rundt regnet 2,4 milliarder kroner, der skal betales fortrinsvis af kommunerne. I lovforslaget er der kun afsat 200 millioner kroner til at dække kommunernes tab ind.
Udsigten til måske at hænge på en gigantisk regning får nu flere borgmestre til at reagere i Jyllands-Posten. Og de kommer med et krav:
Enten dropper regeringen sit lovforslag; eller kompenserer kommunerne for deres tab; eller også må staten regne med et sagsanlæg for ekspropriation.
"Regeringens lovforslag medfører kæmpe tab for kommunerne, og det er regeringen nødt til at dække. Vil den ikke det, er vi nødt til at overveje, hvilke juridiske muligheder kommunerne så har. Det er vi nu ved at undersøge, og det er flere kommuner også," siger Birgit S. Hansen til Jyllands-Posten. Hun er borgmester i Frederikshavn og formand for Kommunernes Landsforenings klima- og miljøudvalg.
Hun har en meningsfælle i Morten Slotved (K). Han er borgmester i nordsjællandske Hørsholm og formand for det lokale forbrændingsfirma Norfors.
"Hvis man gennemfører loven, er det min forventning, at Norfors går konkurs. Derved vil de fem kommuner bag Norfors stå til at tabe 750 millioner kroner, som kommunerne har stillet garanti for. Men ingen borgere i Nordsjælland skal tvinges til at betale den regning, for anlægget er godkendt af Energistyrelsen," siger Morten Slotved til Jyllands-Posten.
Notat: Der kan være tale om ekspropriation
Dansk Affaldsforening, der er modstandere af at nedlægge ellers velfungerende forbrændingsanlæg, har fået udarbejdet et notat om, hvorvidt der er tale om ekspropriation eller ej. Ifølge Jyllands-Posten konkluderes det i notatet, at hvis det nuværende lovforslag vedtages, så kan der være være tale om "ekspropriation efter reglen i grundlovens § 73 i forhold til de kommunale ejere af berørte affaldsforbrændingsanlæg."
I bemærkningerne til lovforslaget skrives der også om ekspropriation:"Det er ministerens vurdering, at gennemførelse af konkurrenceudsættelse af området for det forbrændingsegnet husholdningsaffald ikke i almindelighed vil indebære ekspropriation … Det kan næppe på forhånd helt udelukkes … at det kan få karakter af ekspropriation."
Klima-, energi- og forsyningsministeriet vurderer, at man i tilfælde af uenighed mellem staten og kommunerne må indbringe det for domstolene.
Sidst opdateret: 19/03/2025 - 13:56
Emner: Hørsholm Kommune, Affald, Affaldshåndtering, affaldsindsamling, Birgit S. Hansen - formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg









































