Energi

Kommunale selskabers største rival får særlig status

Som første projekt i landet får Aalborg Portlands CO2-fangst-anlæg status som "strategisk nettonul-projekt", hvilket kan give virksomheden hurtigere myndighedsbehandlinger og tilladelser.

Udgivet: 25/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Aalborg Portlands planlagte CO2-fangst-anlæg anerkendes af regeringen som et strategisk nettonul-projekt. Den nye status betyder, at projektet kan komme hurtigere gennem myndighedsbehandlingen.

Cementproducenten er det eneste private selskab, der har rakt ud efter den statslige CCS-pulje på godt 28 milliarder kroner. De øvrige syv tilbageværende ansøgere er kommunale energiselskaber med affaldsforbrændingsanlæg eller varmeværker.

Andre virksomheder med projekter, der i væsentlig grad kan bidrage til Danmarks og EU’s mål om reduktion af CO2 udledninger, kan også søge om anerkendelse som strategisk nettonul-projekt, oplyser Erhvervsministeriet.

Aalborg Portlands CCS-projekt, der med et potentiale for CO2-reduktioner på 1,4 mio. ton om året er det største i puljen af ansøgere, bliver det første i Danmark, der blåstemples som et strategisk nettonul-projekt.

Med den nye status kan virksomheden søge om adgang til Erhvervsstyrelsens såkaldte One stop shop for etablering af produktionsanlæg. Derigennem kan Aalborg Portland få en fast kontaktperson, som hjælper med de nødvendige tilladelser, vejledning og en samlet procesplan. Der vil gælde et sagsbehandlingsloft på 12 eller 18 måneder afhængig af projektets størrelse.

Aalborg Portland får også adgang til finansiel rådgivning ved Net-Zero Europe Platform - et initiativ, som EU-Kommissionen har søsat.

Rød løber for endnu flere

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) siger i en pressemeddelelse, at den administrative håndsrækning til den nordjyske virksomhed er "grøn handling, der virker".

"Det skal være nemmere og hurtigere at få stablet CO2-fangst, transport og lagringsprojekter på benene i Danmark. Derfor er det godt nyt, at den røde løber nu også kan rulles ud for de projekter, der skal hjælpe os med at nå klimamålene. Det første projekt er allerede godkendt, og jeg håber, at flere vil følge trop," siger ministeren, der for nylig har udpeget CCS-udrulningen som en af de mest usikre facetter i forhold til opfyldelsen af klimamålet i 2030.

CCS-puljen antages at kunne sikre årlige CO2-reduktioner på 2,3 millioner ton i 2030. Gennemføres CO2-fangst hos Aalborg Portland, vil 60 procent af målet være indfriet, mens resten vil skulle fordeles på de kommunale ejede anlæg.

Fakta

De otte ansøgere fordelt på byer og deres målsætning

  • Næstved: AffaldPlus Affaldsenergi A/S (i samarbejde med European Energy, Ammongas og Carboncuts), 150.000 ton

  • Roskilde: ARGO CCS A/S (i samarbejde med Rambøll og Andritz), 350.000 ton

  • Esbjerg: Energnist CaptureCo A/S (med A2X), 200.000 ton

  • Odense: Fjernvarme Fyn Fangst A/S (i samarbejde med Linde Gas), 280.000 ton

  • Glostrup (Vestforbænding): Gaia ProjectCo P/S (i samarbejde med CIP), 500.000 ton

  • Aarhus: Kredsløb Holding A/S (i samarbejde med Andritz), 400.000 ton

  • København: HOFOR DSS SPV A/S (på Amagerværket med Elimini), 900.000 ton

  • Aalborg: Aalborg Portland A/S (med Air Liquide), 1.400.000 ton

Kilde: Energistyrelsen

Fik du læst?

Partier vil mindske risiko for forsinkelser med ny aftale

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:26

Temaer: Energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]