Skandalen i Odsherred Varme har på grund af en omstridt selvskyldnerkaution betydet, at moderselskabet Odsherred Forsyning A/S i august blev begæret konkurs. Sideløbende med selskabets krise bygges et nyt domicil til selskabet i Vig.

Skandalen i Odsherred Varme har på grund af en omstridt selvskyldnerkaution betydet, at moderselskabet Odsherred Forsyning A/S i august blev begæret konkurs. Sideløbende med selskabets krise bygges et nyt domicil til selskabet i Vig. - Foto: Arkiv: Jakob Nørmark, NB-Medier

Odsherred-sagen

"Urimelig" prisforhøjelse: Tilsyn lægger op til at sænke varmeprisen i Odsherred

Forsyningstilsynet vurderer i udkastet til afgørelse om Odsherred Varme, at store dele af udgifterne til den fejlslagne fjernvarmeudrulning ikke kan anses for at være nødvendige efter varmeforsyningsloven. Tilsynet trækker en streg i sandet ved bestyrelsesmødet 20. april 2022.

Udgivet: 25/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Forsyningstilsynet lægger op til at tvinge varmepriserne ned i Odsherred Varme. Det fremgår af Forsyningstilsynets udkast til en afgørelse, som NB-Forsyning & Klima har fået aktindsigt i.

Tilsynet vurderer, at en væsentlig del af udgifterne til den fejlslagne fjernvarmeudrulning ikke var nødvendige efter varmeforsyningsloven og derfor kan ikke indregnes i den fremtidige varmepris.

Desuden konkluderer tilsynet, at de kraftige prisstigninger, som trådte i kraft 1. juni i år, "er urimelige efter varmeforsyningsloven bl.a. som følge af deres størrelse" og "den pludselighed og uventethed", som har ramt forbrugerne.

Forsyningstilsynet har en indgrebsbeføjelse og kan give varmeselskaber pålæg om at ændre priser, der er urimelige eller i strid med varmeforsyningsloven.

Tilsynet fastsætter i afgørelsen, hvad varmeprisen skal være fremover, men beregningerne og konklusionen er mørklagt i den version af udkastet, NB-Forsyning & Klima har modtaget.

Forsyningstilsynets mulige afgørelse kaster samtidig et uvist lys over selskabets fremtid og rekonstruktionsaftalen, som 1. juli blev indgået med den præmis, at varmekunderne over 45 år med forhøjede takster ville sikre de to finansielle kreditorer - Nordea og Kommunekredit - næsten 60 procent af deres garanti. Med rekonstruktionen blev næsten halvdelen af Odsherred Varmes gæld på samlet 1,48 milliarder kroner nedskrevet.

Nødvendigheden

Overordnet set vurderer Forsyningstilsynet, at omkostninger til fjernvarmeudrulningen kan indregnes i varmeprisen, men at de "ikke fuldt ud kan anses for nødvendige".

Tilsynet udpeger 20. april 2022 som det afgørende tidspunkt, hvor bestyrelsen traf de beslutninger, som gør, at dele af omkostningerne i det videre forløb ikke kan anses for at være nødvendige.

På bestyrelsesmødet 20. april godkendte bestyrelsen i Odsherred Varme projektet med udrulning i fem byer i den sydlige del af kommunen. Det er på dette møde, at selskabet ifølge tilsynet senest må eller burde "have indset, at det oprindelig budget ikke længere var realistisk, at der ville være en betydelige risiko ved at videreføre projektet, og at projektet på dette tidspunkt burde være aflyst eller dog i det mindste standset med henblik på genberegning af projekt- og forbrugerøkonomien."

En genberegning af forbruger- og projektøkonomien ville have aflyst projektet, vurderer tilsynet, der understreger, at det ikke ses, at forbrugerøkonomien ikke blev belyst i bestyrelsen i det videre forløb, hvor anlægsudgifterne løb løbsk.

Ved ikke at reagere tilstrækkeligt på selskabets viden om stigende priser, der allerede havde ført til en fordobling af anlægsomkostninger på fjernvarmeudrulningen i Rørvig, krydsede Odsherred Varme ifølge tilsynet grænsen for, hvornår omkostninger kan anses for at være nødvendige.

"Forsyningstilsynet finder således, at Odsherred Varme A/S ikke i tilstrækkelig grad har handlet økonomisk forsvarligt og ud fra et forsigtighedsprincip uden for store risici i de dispositioner, der er foretaget".

Det er værd at bemærke, at Forsyningstilsynet i afgørelsen skriver, at "havde Odsherred Varme den 20. april truffet beslutning om at standse anlægsprojektet, ville der kunne have været sikret en årlig varmepris et stykke under det generelle forbrugerprisloft på fjernvarme". Tilsynet antager, at der efter projektgodkendelsen var flere muligheder for at justere eller aflyse projektet og dermed begrænse tabet.

Fakta

Tilsynets vurdering af omkostningernes nødvendighed

Forsyningstilsynet vurderer:

  • At Odsherred Varme ikke fulgte nødvendighedsbetingelsens princip om at handle økonomisk forsvarligt i og med, at selskabet ikke (20. april 2022, red.) traf beslutning om at aflyse projektet eller standse dette med henblik på en genberegning af projekt- og forbrugerøkonomien.

  • At Odsherred Varme ved ikke at træffe denne beslutning undlod at handle ud fra nødvendighedsbetingelsens forsigtighedsprincip om, at virksomhederne bør i de dispositioner, der foretages.

  • At Odsherred Varme ved ikke at træffe denne beslutning undlod at handle ud fra nødvendighedsbetingelsens princip om, at virksomhederne bør iagttage forudsigelige og stabile priser frem for muligheden for lavere priser ved mere risikobetonede beslutninger.

Forsyningstilsynet anerkender, at forsyningsselskabet blev ramt af udefrakommende faktorer, som ligger uden for Odsherred Varmes kontrol - i form af prisstigninger og en ugunstig renteudvikling.

"Dette fører dog ikke til en ændring af tilsynets samlede vurdering," fastslår Forsyningstilsynet.

I beregningen af fremtidens varmepris kan Odsherred Varme på grund af de udefrakommende faktorer få et tillæg på op til 5 pct. "til at dække tabet på de foretagne ikke-idriftsatte anlægsaktiver, der kan ses anses for nødvendige".

Da projektet blev godkendt i bestyrelsen 20. april 2022, forventedes 2.500 nye kunder i de fem byer. I dag ventes det faktiske antal nye kunder at nå op på 350, efter at det er besluttet kun at færdiggøre projektet i dele af Fårevejle Stationsby.

Uden en nedskrivning af gælden ville prisniveauet for kunderne have nået 52.000 kroner om året for et standardhus - og det tal var endda baseret på, at der blev tilføjet 700 nye kunder. I realiteten har fjernvarmeudrulningen resulteret i halvt så mange nye kunder.

Fik du læst?

Plan for rekonstruktion offentliggjort: Kommune står til tab på over 200 millioner

Udkastet til afgørelsen har været i partshøring hos Odsherred Varme A/S, der har afgivet bemærkninger til dets indhold. Forsyningstilsynet understreges derfor, at afgørelsen ikke er endelig og kan blive ændret som følge af partshøringen.

Hvis tilsynets endelige afgørelse ikke ændrer på konklusionerne, skal Odsherred Varme "tilrettelægge og tilpasse selskabets budgetter allerede fra 2025". Samtidig lægger Forsyningstilsynet op til at afgøre, at de allerede opkrævede ikke-indregningsberettigede omkostninger skal tilbageføres til kunderne over varmepriserne.

Rekonstruktionsplanen fra juli 2025 indebærer, at fjernvarmekunder i et standardhus i de næste 45 år får hævet den årlige varmepris med 75 procent i forhold til prisniveauet i 2021-25. Den årlige pris opgør Forsyningstilsynet til 28.511 kroner, hvilket er ca. 1.700 kroner over forbrugerprisloftet i 2025.

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:25

Temaer: Odsherred-sagen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]