
Lokal Trepart Isefjord og Roskilde Fjord er med 20 deltagende kommuner en af landets største målt på medlemmer. I starten af november blev omlægningsplanen offentliggjort, dog med dissens i forhold til Roskilde Kommunes projekter. - Foto: Lejre Kommune
Grøn trepart
Skovrejsning blev pillet ud af Holbæks omlægningsplan: "Der var meget stor modstand"
En generel randzone langs kysten og alle åer erstattede en stribe store skovprojekter i sidste fase af arbejdet med omlægningsplanen i Holbæk - til ærgrelse for kommunens repræsentant. Som et af de få steder i landet opfylder planen i indre Isefjord ikke delmålet for kvælstof i forhold til det fordelte indsatsbehov.
Udgivet: 04/12/2025
Den lokale trepart for Isefjord og Roskilde Fjord, der omfatter hele 20 kommuner, nåede som en af de sidste i mål med omlægningsplanen.
Treparten har stået med en af de mere vanskelige opgaver i landet. På tværs af hele området opfylder de fire deloplande målet for reduktionen af kvælstof på 911 ton, og planens 346 projekter skønnes at kunne mindske udledningen med 948 ton. Det svarer til en målopfyldelse på 104 procent, hvilket gør omlægningsplanen mindre robust end de fleste andre.
Holbæk Kommunes repræsentant, Karen Thestrup Clausen (EL), havde gerne set en plan gerne set, at parterne var blevet enige om en portefølje af projekter, der lå væsentligt over 100 procent.
"Så snart projekter falder fra, kan vi ikke opfylde målene. Derfor kunne jeg godt have tænkt mig, at vi fra starten af udpegede nogle flere områder," siger byrådsmedlemmet til NB-Forsyning & Klima.
I oktober fjernede treparten 4.700 hektar planlagte skitseprojekter med skovrejsning og ekstensivering fra omlægningsplanen, viser et notat fra Holbæk Kommune. Ind fra højre kom en randzone på 300 meter langs hele kysten og alle åer samt et helhedsprojekt på Orø. Samtidig blev "potentialerne for stor, sammenhængende natur reduceret og tilpasset".
Dialogen mellem kommunen, naturfredningsforeningen og landbruget førte til, at skovrejsningsprojekterne blev taget ud af de nuværende arealomlægningsplaner og udskydes til planlægning i 2026/2027 - og det gælder også i den lokale trepart for Kalundborg, hvor Holbæk Kommune også har arealer.
Dermed håndterede Holbæk Kommune landbrugets pres anderledes end i Roskilde, hvor kommunen stod fast på at inkludere skovrejsning i omlægningsplan - med det resultat, at Landbrug & Fødevarer ikke støtter planen i Roskilde, som den eneste af de 20 kommuner i den lokale trepart
Det ærgrer Karen Thestrup Clausen, at Holbæk Kommune ikke kunne få opbakning til større naturprojekter, beskyttelse af drikkevandet og prioritering af biodiversitet.
"Der var meget stor modstand mod at tage de gode jorder ud," fortæller trepartsrepræsentanten, der håber, at naturprojekter kommer tilbage på dagsordenen, når nogle af de indtegnede projekter falder ud.
"Set fra min stol skal det skabe værdi ud over kvælstof, når man bruger 43 skattemilliarder," tilføjer hun.
Opfylder ikke indsatsbehov i Isefjord
Kommunerne med jord ned til den indre del af Isefjord (primært Holbæk, Lejre og Odsherred) skulle levere næsten to tredjedele af trepartens kvælstofreduktion, men i omlægningsplanen indgår kun anvist skitseprojekter for 87 procent af det fordelte indsatsbehov i indre Isefjord.
Den manglende målopfyldelse i fjorden opvejes af større reduktioner end minimumskravet i de andre vandoplande i den lokale trepart (den ydre del af fjorden og Roskilde Fjord). Karen Thestrup Clausen "ser ikke opgaven som helt løst", i og med skovrejsning, drikkevandet og biodiversiteten er blevet underordnet første fases obligatoriske mål om kvælstof og lavbundsjorder. Samtidig pointerer, at særligt Holbæk og Odsherred kommuner har stået med en vanskelig opgave krav på grund af indsatsbehovet.
"For os i Holbæk Kommune er det ikke 15 procent af landbrugsarealet, der skal udtages, men 25 procent," siger hun.

En 300 meter bred randzone langs kysten og åerne erstattede i den endelige omlægningsplan en række skovrejsningsprojekter. Den nordlige del af kortet ligger i Odsherred Kommune, der har stået med lignende udfordringer i de arealer, der udvasker kvælstof til den indre del af Isefjord.
Foto: Den Lokale Trepart for Isefjord og Roskilde Fjord
Fordelt indsatsbehov som "rettesnor"
NB-Forsyning & Klima har spurgt Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø (SGAV), hvor mange af de 23 omlægningsplaner der ikke opfylder kvælstofkravene i alle delvandoplande. I de 19 omlægningsplaner, som SGAV i midten af november havde verificeret, er der kun to undtagelser: Knudedyb i Vadehavet og Thisted Bredning i Limfjorden.
Den indre del af Isefjord kan efter alt at dømme føjes til listen, eftersom treparten kun har anvist skitseprojekter for 87 procent af det "fordelte indsatsbehov".
I omlægningsplanen lægger den lokale trepart vægt på, at nettoindsatsbehovet - den anden målestok, som SGAV gør brug af - er opfyldt i indre Isefjord, hvor der samtidig vurderes der at være et godt potentiale for yderligere udpegninger af minivådområder. Nettoindsatsbehovet er ikke i sig selv nok til at opfylde det samlede mål for kvælstofreduktionen, da planen også skal bidrage positivt til kvælstofreduktionen i den overordnede kystvandgruppe, Kattegat.
"Det fordelte indsatsbehov er en rettesnor, der viser hvilke oplande, der har landbrugsjord og dermed mulighed for at arbejde med omlægning af landbrugsjord. Oplandet til Indre Isefjord har en særlig udfordring, fordi der er meget landbrug her," skriver den lokale trepart i omlægningsplanen.
Også i deloplandene ved Randers Fjord, Kerteminde Fjord, Kolding Fjord, Gamborg Fjord og Augustenborg Fjord opfylder ikke det fordelte indsatsbehov, viser NB-Forsyning & Klimas gennemgang - med forbehold for, at databasen MARS er ikke opdateret med alle omlægningsplaner.
Omlægningsplanen i Holbæk Kommune
Samlet set udgør omlægningsplanen 13.600 ha i Holbæk Kommune. Heraf udgør landbrugsjorden 9.128 hektarer. Dermed svarer omlægningsplanens udpegninger til 24,2 % af de 37.800 ha landbrugsjord i Holbæk Kommune. Det drejer sig om 22% af landbrugsjorden i omdrift og 40% af den landbrugsjord, der i dag henligger som permanent græs.
Ved den lokale trepart i Kalundborg og Roskilde Fjord/Isefjord har der været uenighed omkring nogle af Holbæk Kommunes foreslåede natur- og skovrejsningsprojekter i det første oplæg. Derfor har Holbæk Kommune, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening haft en lokal dialog om dette. Skovrejsningsprojekterne er som følge taget ud af de nuværende arealomlægningsplaner og udskudt til planlægning i 2026/2027.
Kilde: Dagsorden til principvedtagelsen af omlægningsplanen
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:15
Temaer: Grøn trepart













































