"De nye byråd rundt omkring i landet har en kæmpestor opgave i at være dem, der formidler samarbejdet og er samlende, så alle folk bliver ved bordet," siger KL's klima- og miljøformand, Johannes Lundsfryd (S), om det forestående arbejde med grøn trepart.

"De nye byråd rundt omkring i landet har en kæmpestor opgave i at være dem, der formidler samarbejdet og er samlende, så alle folk bliver ved bordet," siger KL's klima- og miljøformand, Johannes Lundsfryd (S), om det forestående arbejde med grøn trepart. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Grøn trepart

De nye byråd har en stor opgave når omlægningsplaner skal blive til virkelighed

Manglende kvalifikationer er det, som KL's klima- og miljøformand Johannes Lundsfryd (S) har som største bekymring for det arbejde, som kommunerne skal i gang med i det nye år med omlægningsplaner. Formanden kommer med tre gode råd til at lette opgaven.

Udgivet: 08/01/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Potentialet er stort i omlægningsplanerne fra de lokale treparter, men det bliver ikke nødvendigvis en nem opgave for kommunerne, hvor manglende kvalificerede hænder er en realitet.

Det er den største bekymring KL's klima- og miljøformand, Johannes Lundsfryd (S), sidder med, når han kigger frem mod den implementeringsopgave, som kommunerne sidder med. Det fortalte han til NB-Forsyning & Klima i december. Der er nemlig ikke en klar model for, hvordan opgaven bedst løses. Ligesom det heller ikke er de samme udfordringer, som kommunerne står over for.

"Det er en stor bekymring lige nu, at der ikke er hænder nok til opgaven. Udover at holde på de folk, der er, så har vi brug for at få rekrutteret flere," vurderer han og tilføjer:

"Det er jo ikke, fordi der går en masse ledige folk rundt og tænker, at de kunne arbejde med udtagningsprojekter. De findes jo ikke. Så der ligger en kæmpestor opkvalificeringsopgave, altså at få onboardet rigtig mange nye medarbejdere og få dem lært op i en hulens fart, så de er klar til at kunne gå ind i produktionen i de konkrete projekter."

I nogle kommuner som for eksempel Viborg og Aalborg er der allerede erfaringer fra tidligere omlægningsprojekter at trække på, mens det for mindre kommuner bliver en helt ny opgave.

Stor opgave for nye byråd

Når arbejdet går i gang, og planerne skal blive til virkelighed, er særligt samarbejde vigtigt. Flere lokale treparter har givet udtrykt for, at det interne arbejde har fungeret godt, når de har udtalt sig om processen frem til i dag. Og det er det samarbejde, som for alvor skal vise sit værd.

Det er nemlig helt essentielt, at ambitionerne og fællesskabet bliver fastholdt, siger Johannes Lundsfryd. Han mener, at de nye byråd bærer et ansvar for, at det lykkes.

"Vi ved af erfaring, at implementeringen måske kan være en endnu sværere opgave end at lave planerne. Jeg tror, at det har en enorm stor betydning at holde sammen på landbruget, Naturfredningsforeningen og kommunerne," siger han.

"De nye byråd rundt omkring i landet har en kæmpestor opgave i at være dem, der formidler samarbejdet og er samlende, så alle folk bliver ved bordet," tilføjer han.

Det tætte samarbejde, som også inkluderer staten, har været det, som har gjort, at de lokale treparter har leveret på både tid- og ambitionsniveau, mener KL-formanden. Det er derfor også det, som er "nøglen" til at komme i mål med de enkelte projekter.

Herunder kan du læse Johannes Lundsfryds tre gode råd til, hvad der er vigtigt at gøre og huske, når opgaven er i gang.

Fakta

Tre gode råd fra KL-formanden

  1. Udnyt de eksisterende ressourcer

“Der findes meget hjælp at hente for de medarbejdere, der sidder med opgaven. det er rigtig vigtigt, at man rækker ud og får brugt den ekspertise, der er.”

Der er ifølge Johannes Lundsfryd ekspertise at hente fra KL, blandt udtagningskonsulenter og andre aktører i den grønne trepart.

  1. Fasthold samarbejdet i den lokale trepart

“Nu går man fra nogle teoretiske diskussioner til praktiske diskussioner. Det er jo der, at tingene nogle gange skal stå sin prøve. Der er det bare vigtigt at holde sammen på flokken.”

Samarbejdet mellem landbruget, Naturfredningsforeningen, kommunerne, staten og andre aktører er derfor helt essentielt, for at planerne bliver realiseret, mener KL-formanden.

  1. Hold ambitionsniveauet

“Der var mange, der rynkede på næsten og sagde, om det nu kunne lade sig gøre at være så ambitiøse og lave planerne så hurtigt. Det kunne det.”

Det sidste råd er fra Johannes Lundsfryd at holde fast i ambitionerne.

Kilde: Johannes Lundsfryd, formand for KL's Klima- og Miljøudvalg.

Sidst opdateret: 14/01/2026 - 13:54

Temaer: Grøn trepart

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]