
Husene i Serene-projektet udleder 69 procent mindre CO2 gennem energifællesskabet end ved brug af gas som opvarmningskilde. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Energi
Lokale energifællesskaber giver besparelser – men regler spænder ben
De tekniske muligheder for at etablere løsninger i lokale energifællesskaber er på vej frem, men lovgivning forsinker processen og dermed potentialerne for grøn omstilling, mener professor Birgitte Bak-Jensen.
Udgivet: 20/01/2026
Et projekt ved et nyopført bofællesskab på Sjælland har vist, at lokale energifællesskaber kan reducere CO2-udledninger i danske husstande. Vejen dertil har dog været præget af lovgivningsmæssige benspænd.
Projektet i Hyllegård Høje i Lejre Kommune er en del af det samlede EU-projekt Serene, som Aalborg Universitet har været en del af siden 2020. Gennem et avanceret energistyringssystem er det blevet muligt at dele energi fra solceller, varmepumper og et fælles termonet. Men den nuværende lovgivning har vanskeliggjort projektet, og det var derfor nødvendigt at opstille to særskilte net.
Det gør processen for lokale energifællesskaber mere besværlig end nødvendigt, mener Birgitte Bak-Jensen, koordinator for projektet.
"Det er fuldstændigt tåbeligt, at man er nødt til at lave to særskilte net for at få et lokalt energifællesskab til at fungere, når det ikke er bagved en fælles måler," siger hun og uddyber, at der opstår et reguleringsproblem, når der er flere ejere:
"Er det bagved en fælles måler, så kan man dele så meget, man nu vil. Lad os sige, at der var en, der ejede alting, så kunne ejeren gøre det deleligt. Når det er individuelle ejere, så er det meget besværligt."
Manglende støttemuligheder
EU-projektet viser, at husene udleder 69 procent mindre CO2 gennem energifællesskabet end ved brug af gas som opvarmningskilde. Ligesom omkostningerne for opvarmning er halveret.
Serene-projektet
• Projektet har taget afsæt i to konkrete demonstrationssteder; 35 boliger (fordelt på ni rækkehuse i Hyllegård Høje i Lejre Kommune) samt en ejendom med ti lejligheder i Låsby i Skanderborg Kommune.
• Lokalt produceret strøm: 150.000 -165.000 kWh/år fra solceller i Hyllegård Høje.
• CO₂-besparelse (varme): Fra 9,4 ton til 2,9 ton pr. hus/år. Samlet cirka 273 ton/år i Hyllegård Høje (69 procent per hus beregnet ud fra forskellen mellem gasfyr og varmepumpe).
• CO₂-besparelse (transport): Ca. 2,2 ton/år (beregnet ud fra, at elbiler erstatter fossilbiler – ikke fordi energifællesskabet i sig selv ændrer opladningen).
• Varmeomkostninger: Cirka 50 procent lavere end naturgas (0,54 DKK/kWh versus 1,11 DKK/kWh).
• Fleksibilitet: I Låsby er der et termisk varmelager, som gemmer varme, når strømmen er billig. Det betyder, at op til 12,5 procent af varmebehovet kan flyttes væk fra dyre timer.
Kilde: Aalborg Universitet
Termonettet fungerer som en form for fjernvarmenet, forklarer Birgitte Bak-Jensen, der påpeger, at der ikke er de samme betingelser for at dele varme som elektricitet.
I termonettet er flere varmekilder - som varmepumper - koblet til, og på den måde kan husene få varme fra det samme net.
Men som reglerne er nu, er det ikke muligt at få støtte gennem lån og garanti til et termonet fra kommunen, ligesom man kan med fjernvarme. Det udfordrer den kollektive løsning.
"Det er en ret ny lovgivning, så der er nok ikke udsigt til, at der bliver lavet ændringer på det område. Det på trods for, at kommunerne jo netop også ser et problem i, at det ikke kan lade sig gøre," siger Birgitte Bak-Jensen.
Nye retningslinjer og gasstop
Set fra professorens perspektiv og med erfaringerne fra EU-projektet bør lovgivningen få endnu et gennemsyn. Det skal være mere simpelt at organisere lokale energifællesskaber, dele energi mellem forskellige husstande og så ændre betingelserne for termonettet.
Tarifændringer i 2026
Ved årsskiftet trådte nye eltariffer i kraft, som netop har til formål at ændre på incitamenterne i elnettet.
Ifølge interesseorganisationen Green Power Denmark vil de nye tariffer styrke den grønne omstilling og understøtte en hurtigere elektrificering af samfundet.
Det er blandt andet den såkaldte lokal kollektiv tarifering, som giver sammenslutninger af mindre netbrugere ét afregningspunkt for tariffer. Mindre individuelle kunder bliver tariferet efter energiforbrug, mens sammenslutninger fremover hovedsageligt bliver tariferet efter deres maksimale træk af effekt fra elnettet.
Kilde: Green Power Denmark
Udover lovgivningen spiller de økonomiske rammer også en rolle. De faldende gaspriser fjerner incitament til at investere i andre energiformer, mener Birgitte Bak-Jensen.
"Der sker ikke så meget i forhold til udviklingen af lokale energifællesskaber, fordi det er billigere at fastholde sin eksisterende gasforsyning, oliefyr eller anden varmeforsyning, fordi gaspriserne er faldet så meget, som de er," siger hun og tilføjer:
"Man havde jo et tidspunkt en ide om, at fra 2025 eller 2030 skulle det ikke være lovligt at etablere nye gasfyr. Den dato er jo ikke fastsat igen, så derfor er der ikke meget incitament til at etablere lokale energiselskaber lige for tiden."
Sidst opdateret: 20/01/2026 - 10:32
Temaer: Energi











































