
Herlev, Egedal, Frederikssund, Ballerup, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Gladsaxe blev tirsdag påvirket af kabelfejl, som medførte, at Vestforbrændings affaldsenergianlæg slukkede. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Varme
Borgere i Region Hovedstaden mistede varmen efter fejl i elkabler
To kabler hos elnetselskabet Radius blev ramt af fejl tirsdag. Det satte fjernvarmen ud hos borgere i hovedstads- og nordsjællandske kommuner.
Udgivet: 20/01/2026
Opdateret onsdag 21.01.26
Tusindvis af borgere i en række hovedstadskommuner og kommuner i Nordsjælland blev tirsdag ramt af et nedbrud, som gjorde, at de ikke fik leveret fjernvarme.
Det skyldes, at to kabler hos elnetselskabet Radius begge har været ramt af fejl.
Fejlene blev udbedret mandag aften, og det gjorde det muligt for Vestforbrænding at starte affaldsenergianlægget op igen - og dermed levere varme til forbrugerne.
Det oplyste Vestforbrændingen til Ritzau tirsdag aften, hvor det var forventningen, at alle kunder igen onsdag morgen kunne få leveret fjernvarme.
Vestforbrænding leverer fjernvarme til Herlev, Egedal, Frederikssund, Ballerup, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Gladsaxe.
Ifølge Christopher Mortensen, der er chef for presse og public affairs hos Vestforbrænding, har størstedelen af affalds- og energiselskabets fjernvarmekunder været påvirket.
Foruden manglende fjernvarme hos tusindvis af borgere betød den manglende strøm ifølge TV 2 Kosmopol også, at Vestforbrænding ikke kunne håndtere affald. Det blev derfor omdirigeret.
/ritzau/AD
Sidst opdateret: 21/01/2026 - 11:05
Temaer: Varme










































