Borgmester Frederik Tolstrup (V) og forperson for Miljø- og Erhvervsudvalget Anne Thomas (S) ser frem mod den opgave, der venter regionskommunen med den nye aftale for Energiø Bornholm.

Borgmester Frederik Tolstrup (V) og forperson for Miljø- og Erhvervsudvalget Anne Thomas (S) ser frem mod den opgave, der venter regionskommunen med den nye aftale for Energiø Bornholm. - Foto: Bornholms Regionskommune

Energi

Bornholmske politikere vil have energiøen betalt af fælleskassen

Borgmester på Bornholm Frederik Tolstrup (V) har store forventninger til Energiø Bornholm, men han er bekymret for de økonomiske gener, byggeriet vil give.

Udgivet: 27/01/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Det er et stort projekt for Danmark, men det er et kæmpestort projekt for Bornholm.

Sådan fortæller Bornholms borgmester, Frederik Tolstrup (V), til NB-Forsyning & Klima:

"Vi kommer til at levere land til det her. Vi kommer til at opleve en masse gener i forbindelse med byggeriet. Det mindste, vores samfund kan gøre, er, at sørge for, at det her bliver betalt af fælleskassen. Derfor har vi behov for, at der er en god, varm linje til København gennem hele projektet."

Danmark og Tyskland har mandag underskrevet en aftale om at samarbejde omkring Energiø Bornholm, som bliver verdens første energiø.

Energiøen bliver med tre gigawatt Danmarks største energiprojekt, og Frederik Tolstrup ser mange positive muligheder i projektet for Bornholm. Men borgmesteren udtrykker også en bekymring for de gener, som arbejdet med at bygge 100 hektar på øen kan medføre.

"Jeg er glad for den afklaring, der er kommet med statens udmelding, men samtidig bliver det et kæmpe logistisk arbejde for Bornholm i de næste mange år," siger han.

Det betyder, ifølge borgmesteren, noget så banalt som at Bornholms veje og havn vil blive brugt mere af lastbiler i nærheden af energiøen. Medarbejderne i kommunen skal gøre det bureaukratiske arbejde klar, når der skal laves lokalplaner og gives tilladelser til at bygge. Og så kommer der et behov for at indkvartere udenlandsk arbejdskraft på øen. De har behov for at komme til for eksempel læge og til fysioterapi, og det kan ifølge borgmesteren skabe flaskehalse i Bornholms lokalsamfund.

Derfor ønsker han, at staten går ind og tager et stort økonomisk medansvar for nogle af de gener, der vil ramme Bornholm.

"Det er ikke for at stå og tude og sige, at det bare et et dødtræls projekt, det er mere sådan en 'husk os nu', når projektet går i gang. Jeg ved godt, at man på Christiansborg har både Grønland og sikkerhed i Europa på tallerkenen, men Bornholm har budt ind med en stor og vigtig del af den grønne omstilling i Danmark. Der vil komme nogle store og tunge omkostninger for os, som vi forventer, at staten vil læne sig ind i," siger Frederik Tolstrup.

"Vi skal udvikle os"

I Bornholms kommunalbestyrelse er man også optaget af statens kompensation til Bornholm og de bornholmere, der bor i området, hvor landanlægget skal placeres.

Anne Thomas (S), som er forperson for Miljø- og Erhvervsudvalget, er lettet over, at der nu er kommet en afklaring om, hvad der skal ske med Energiø Bornholm.

Der er to overordnede opgaver, som venter: Øen skal gøre sig klar til at rumme det store projekt - og så skal der findes en måde at kompensere naboerne til fangstanlægget og havvindmøllerne.

"Selvom det store anlæg står på jorden, er vi ikke med i den grønne pulje, så der er ikke noget tilbageløb til samfundet. Vi er simpelthen uden kompensation, og det berør mange af de mennesker, der bor i lokalområdet," siger Anne Thomas.

Området er ifølge forpersonen hjem for blandt andet foderproduktion til svin, men det er også et sted, hvor der er kystudsigt - og hvor lokale bornholmere bader.

"Det vil forandre vores hverdag, og det er jo klart, det gør udvikling jo. Så vi skal udvikle os, og den bold skal vi gribe på den bedst mulige måde," siger Anne Thomas og slår fast:

"Det er en stor gevinst, men det er også et tab."

Energiuafhængigt Europa

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) kalder aftalen for en "stor milepæl". Fordelingen af omkostningerne i forbindelse med Energiø Bornholm afspejler ifølge ministeriet en god balance mellem gevinsterne og den forventede fordeling af grøn strøm.

Det er forventningen, at energiøen kan forsyne millioner af huse og virksomheder i både Danmark og Tyskland samt give lavere energipriser.

"Det er vigtigt skridt i retning af et energiuafhængigt Europa med lavere energipriser, som er en hjørnesten for den europæiske industris konkurrencedygtighed. Man skal heller ikke være i tvivl om, at det er en fornuftig aftale for de danske forbrugere," siger ministeren i en pressemeddelelse.

Nu venter der et arbejde med at præsentere aftalen for partierne bag tidligere aftaler om projektet og "søge deres opbakning".

Læs mere om verdens første energiø

Aftalen om Energiø Bornholm indeholder et samarbejde mellem danske og tyske ministre, der skal sørge for, at der bliver skabt et udbud af havvind knyttet til Energiø Bornholm. Derudover er et samarbejde mellem Energinet og tyske 50Hertz.

Europa-Kommissionen har udpeget Energiø Bornholm som en af otte Energy Highways og støttet projektet med 4,8 milliarder kroner.

Energiø Bornholm skal have en samlet havvindkapacitet på 3 gigawatt (GW), mens der skal etableres elhandelsforbindelse mellem de to lande.

Projektet har været længe undervejs, og det har haft blandet fremtidsudsigter. Energistyrelsen vurderede i 2024, at projektet ville give et samfundsøkonomisk underskud på syv milliarder kroner.

De Økonomiske Vismænd har anbefalet, at planerne blev droppet. Ligesom regeringen i januar 2025 satte tempoet ned på projektet, fordi det var afhængig af tysk interesse.

Kilder: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Ritzau

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Fik du læst?

Energiø Bornholm får nyt liv efter aftale med Tyskland

Sidst opdateret: 27/01/2026 - 12:01

Temaer: Klima, Energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]