"Vi tror, at markedet er ved at vende, og at vi er på vej tilbage på den rette kurs," siger formand for Varmepumpeindustrien Niels Peter Skov

"Vi tror, at markedet er ved at vende, og at vi er på vej tilbage på den rette kurs," siger formand for Varmepumpeindustrien Niels Peter Skov - Foto: Varmpepumpeindustrien

Varme

Formand: Når fjernvarmeområder falder rykker salget af varmepumper

Flere og flere skifter til varmepumper i stedet for olie- og gasfyr. Udviklingen kan se ud til at fortsætte med ny støttesats.

Udgivet: 29/01/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Salget af varmepumper er steget med 65 procent sammenlignet med sidste år.

16.000 luft til vand-varmepumper og jordvarmeanlæg blev installeret som et alternativ til olie- og gasfyr i 2025, viser tal fra Varmepumpeindustrien.

Varmepumpeindustrien så i løbet af 2021-22, at der var en kraftig stigning i salget blandt andet grundet krigen i Ukraine og dermed høje gaspriser. Det faldt dog til ro, i takt med at energipriserne faldt til et mere naturligt leje, forklarer formand i interesseorganisationen Niels Peter Skov.

Han er optimistisk for, at der i fremtiden vil blive installeret endnu flere varmepumper rundt om i Danmark. Det skyldes blandt andet, at en ny bekendtgørelse for støttesatsen er på vej i starten af februar.

"Vi har set nogle fjernvarmeområder falde på grund af manglende tilslutning fra borgere. I den forbindelse har man kigget efter nogle andre opvarmningsformer, som blandt andet varmepumper. Vi ser også, at nybyggeri er begyndt at efterspørge varmepumpeinstallationer endnu mere, end tilfældet har været tidligere," siger han til NB-Forsyning & Klima.

"Vi tror, at markedet er ved at vende, og at vi er på vej tilbage på den rette kurs," tilføjer han.

Fald i oliefyr

I tallene fra Varmepumpeindustrien kan der ses en sammenhæng, når antallet af varmepumper stiger, falder antallet af oliefyr.

"Gaskedelinstallationerne har vi ikke set et så stort fald i på nuværende tidspunkt, og det er der selvfølgelig mange årsager til," siger Niels Peter Skov, men han trøster sig ved, at gasprisen i starten af indeværende år er steget lidt.

Varmepumpeindustriens medlemmer tæller 23 virksomheder, mens interesseorganisationen også samarbejder med kommuner. Gennem et initiativ med et såkaldt rejsehold afholdes der arrangementer, hvor borgere kan stille spørgsmål til og få viden om forskellige opvarmningsformer.

Udviklingen af varmepumper er illustreret i nedenstående tabel, hvor udviklingen har været sigende gennem de sidste to år.

Kilde: Energistyrelsen/Varmepumpeindustrien

Ensrettet støttesats

Varmepumpepuljen er for nuværende lukket for ansøgninger, men den forventes at åbne i starten af 2026.

Samtidig bliver støttesatsen for luft til vand- eller væske til vand-varmepumpe ensrettet, når den nye bekendtgørelse træder i kraft den 5. februar.

De to nuværende satser på 17.000 kroner og 27.000 kroner bliver den samme. Fremover er støttesatsen 27.000 kroner uafhængigt af typen af varmepumpe.

Forventningen er, at den højere sats vil være med til at øge antallet af konverteringer til varmepumper. Ligesom det skal forbedre muligheden for tilskud til store varmepumper til fælles jordvarmeanlæg i bygninger, der er registreret som række- og kædehus eller dobbelthus.

Sidst opdateret: 29/01/2026 - 09:28

Temaer: Varme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]