
Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk er ejet af Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune. - Foto: Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk
Varme
Lollandsk kraftvarmeværk skal tilbagebetale 41 millioner
Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk har handlet i strid med varmelovgivningen, da det har afviklet en gæld gennem varmeprisen for sent.
Udgivet: 03/03/2026
Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk skal tilbageføre 41,1 millioner kroner til Sakskøbing Fjernvarmeselskab, Maribo Varmeværk og Lolland Varme.
Det skriver Forsyningstilsynet i en afgørelse, der er truffet den 18. februar.
Selvom afskrivningsgrundlaget, de indregnede afskrivninger og fordelingen af afskrivninger samt de indregnede advokatomkostninger er i overensstemmelse med lovgivningen, finder Forsyningstilsynet, at beløbet skal betales tilbage.
Tilsynet ser altså alene på selve håndteringen af underdækningen.
Det skyldes, at det har været i strid med varmelovgivningen, at underdækningen på 41,1 millioner kroner blev fremført og ikke afviklet rettidigt, men først reduceret og vendt til en overdækning i 2022.
Ifølge Forsyningstilsynet blev en del af underdækningen fra 2010 på 20,9 millioner kroner oprindeligt anmeldt som ikke-opkrævet, men blev så senere genindført i 2012.
Underdækningen skal efter gældende praksis afvikles i det efterfølgende regnskab eller senest det næstfølgende.
Ingen prispåvirkning
Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk siger i et skriftligt svar til Energiwatch, at afgørelsen ikke kommer til at påvirke forbrugernes varmepris.
"Refa vil regulere forholdet i kommende budget- og prisanmeldelser. Underdækningen på 41,1 mio. kr. vil blive tilbageført samtidig med, at afskrivningerne hæves tilsvarende, da afskrivningsgrundlaget giver mulighed for dette. Afgørelsen vil derfor ikke have indflydelse på varmeprisen."
Refa Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk er ejet af Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune.
Sagen hos Forsyningstilsynet blev startet efter en klage fra det forbrugerejede Sakskøbing Fjernvarmeselskab i 2022.
Sidst opdateret: 03/03/2026 - 10:20
Temaer: Varme










































