Tirsdag droppede et flertal i Aalborgs teknik- og miljøudvalg at gå videre med et milliarddyrt datacenter i kommunen.

Tirsdag droppede et flertal i Aalborgs teknik- og miljøudvalg at gå videre med et milliarddyrt datacenter i kommunen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Datacenter

Aalborg dropper milliardprojekt uden klar begrundelse

Aalborg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg besluttede tirsdag at stoppe planerne for et nyt datacenter, som havde til mål at generere 400 nye arbejdspladser. Begrundelsen er politikerne ikke helt enige om.

Udgivet: 19/03/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Et stort datacenter var under planlægning i Vodskov nord for Aalborg. Nu er det 20 milliarder kroner dyre projekt droppet af et flertal i kommunens Teknik- og Miljøudvalg.

Meldingerne har været mangeartede, for blev planerne stoppet på grund af manglende strøm i elnettet? Eller var det på grund af investeringen på 20 milliarder kroner fra en privat investor?

Ifølge udvalgsformand i Aalborgs Teknik- og Miljøudvalg, Peter Lindholt (DD), skyldes beslutningen ikke, at elnettet er fyldt op, men at der i stedet er behov for yderligere betænkningstid, inden man går videre med planerne for datacenteret.

Det var ellers netop det fyldte elnet, som Peter Lindholt først brugte som forklaring overfor blandt andre Danmarks Radio og TV 2 Nord. Medierne beskrev tirsdag, at udviklingen af elnettet i Nordjylland er gået for langsomt, og at det er grunden til, at planerne for datacenteret er blevet droppet. Nordjyske har også beskrevet sagen som "det store strømsvigt".

"Det er ikke fordi, vi vurderer, at der ikke er strøm nok lige nu. Vi er bare blevet opmærksomme på, at vi måske skal tænke os om en ekstra gang. Vi skal have et overblik – kan vi løbe ind i noget om fem-ti år, som vi ikke har set? Vi skal have belyst, om vi også om ti år kan være sikre på, at der er strøm nok i området, og så kan det jo være, at vi forsøger os med et datacenter igen. Man kan jo altid skifte mening," siger Peter Lindholt til NB-Forsyning & Klima.

NB-Forsyning & Klima har tidligere beskrevet, hvordan Energinet har svært ved at følge med efterspørgslen på strøm, så koblingen i denne sag er selvfølgelig ikke taget ud af den tomme luft. Men sagen er altså ikke helt så simpel, forklarer Peter Lindholt.

Svært at se logikken

Det var planen, at datacenteret skulle placeres ved Nordjyllandsværket i Vodskov nord for Aalborg. Datacenteret skulle skabe op mod 400 nye arbejdspladser, og det var planen, at det store datacenter skulle strække sig over 38 hektar og finansieres med 20 milliarder kroner af en privat investor.

Det er en værdi, der svarer til fem supersygehuse eller tyve renoveringer af Børsen. Altså et projekt, der virker som en stor mulighed for Nordjylland.

Men det bliver i første omgang ved drømmen for virksomheden RCON, som indtil nu har været involveret i planlægningen af det nye datacenter.

Ifølge Head of Development hos RCON, Richardt Thomsen, er meget i sagen ellers allerede belyst. Richardt Thomsen kalder det "rystende", at man har valgt at se bort fra forvaltningens indstilling om at godkende projektet.

"Vi er overraskede – for ikke at sige en smule rystede – over, at udvalget har besluttet at sige nej til det her projekt. Vi har haft et godt og tæt samarbejde med forvaltningen igennem to år, og der lå en klokkeklar indstilling om at sige ja til et projekt, der skulle skabe 400 nye nordjyske arbejdspladser, udnytte noget af al den nordjyske vedvarende energi, som i dag ikke bliver brugt, være en del af Nordjyllandsværkets grønne omstilling, fordi overskudsvarmen skulle være med til at udfase værkets brug af kul – og som skulle have sikret nordjyderne billigere fjernvarme," siger han til NB-Forsyning & Klima.

Richardt Thomsen har svært ved at se logikken i at afvise en videre proces for projektet, når 100 megawatt TSO-forsyning fra Energinet allerede var sikret og dokumenteret.

"Nu er der så sagt nej. Og vi har lidt svært ved at forstå, hvad årsagen egentlig er. Efter mødet forlød det, at det skyldtes manglen på el. Nu er argumentationen en anden. Men det vi kan forstå er, at formanden for udvalget siger, at han mangler oplysninger om projektet. Til det vil jeg bare gerne sige, at vi naturligvis er klar til at mødes – og meget gerne meget hurtigt, fordi vi er bekymrede for, at Energinets beslutning om midlertidigt at suspendere for ansøgninger om tilslutning til elnettet bliver gjort permanent. Og så har vi da først en katastrofe."

"Ingen faglige argumenter"

Projektet er blevet sat på pause af flertallet i Teknik- og Miljøudvalget. Det til trods for, at forvaltningen i Teknik og Miljø havde indstillet en godkendelse af projektet til udvalget.

Men ifølge Peter Lindholt er der nogle usikkerheder ved projektet.

"Det er jo ikke vores job at vurdere risikoen ved et sådan projekt. Men vi har nogle betænkeligheder ved projektet, som vi har brug for bliver belyst," siger han.

Til udvalgsmødet mødte fem ud af ni medlemmer op til afstemningen om det nye datacenter. Steffen Holme Helledie fra Radikale Venstre stemte som det eneste medlem for projektet.

"Der var styr på strømmen til første del af projektet – så der må være andre grunde til afslaget. De kunne ikke finde faglige argumenter – så opfandt de problemet med strømmen i elnettet," siger Steffen Holme Helledie til NB-Forsyning & Klima og uddyber:

"Der er ingen faglige argumenter for at droppe projekterne – det er ren politisk mavefornemmelse. Vi har ikke råd til at sige nej til den vækst og udvikling, som den her type investeringer kan skabe."

Hvis vi skal gøre os uafhængige af amerikansk big tech, så kræver det ifølge byrådsmedlemmet, at vi investerer i datakapacitet i Europa, helst i Danmark:

"Vi har misset en mulighed, fordi et flertal valgte at skrinlægge projektet. Med tirsdagens beslutning får vi aldrig belyst, om de 20 milliarder faktisk kunne rejses. Det ligner mest af alt en syltekrukke – og det gør ikke Aalborg attraktiv for investorer," lyder det.

Fik du læst?

To gigantiske datacentre på vej: Kan Energinet følge med?

Sidst opdateret: 29/04/2026 - 09:50

Temaer: Datacenter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]