
Liberal Alliances energiordfører Steffen W. Frølund og Alternativets ordfører for modstand mod sorte anlægsprojekter Torsten Gejl er enige i, at det danske elnet skal udbygges. De er til gengæld uenige om, hvilke kilder den danske strøm i fremtiden skal komme fra. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix; Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Datacenter
Grønne ordførere om prioriteringer i elnettet: Vi er afhængige af datacentre
Christiansborgs - for nuværende - eneste grønne ordførere, Steffen W. Frølund (LA) og Torsten Gejl (ALT), sætter ord på, hvorvidt det danske elnet er gearet til blandt andet nye datacentre.
Udgivet: 14/04/2026
Vi taler ofte om, at vi skal producere mere billig og grøn strøm i Danmark.
Men som situationen er lige nu, så er det danske elnet ikke engang gearet til det nuværende niveau. Faktisk er køen til elnettet så lang, at det samlede kapacitetsbehov er steget til cirka 60 gigawatt.
Det svarer til otte gange Danmarks nuværende maksimale elforbrug.
Køen og energibehovet møder stor kritik i en tid, hvor situationen i Iran potentielt kan skabe energikrise, og man taler om at blive uafhængig af Ruslands olie og gas.
Flere steder i Danmark er der lige nu ikke nok energi til produktionsvirksomheder, nye el-ladestandere til elbiler eller datacentre.
Spørgsmålene er: Har politikerne sovet i timen? Hvorfor har vi ikke udbygget elnettet? Og hvem skal stå forrest i køen?
Mens regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet, er de politiske ordførere i størstedelen af de politiske partier, i skrivende stund, endnu ikke blevet fundet.
Det er kun Liberal Alliance og Alternativet, der har udpeget deres ordførere.
Torsten Gejl (ALT) er blevet ordfører for blandt andet miljø og modstand mod sorte anlægsprojekter.
Adspurgt, om datacentre er "sorte anlægsprojekter", afviser Torsten Gejl: Datacentre er som udgangspunkt ikke et "sort" anlægsprojekt, men datacentrene er et relativt nyt fænomen, som vi er nødt til at få et overblik over i det nye energiministerium, som kommer efter en regeringsdannelse, lyder det.
"Det er nyt, at amerikanerne kigger mod Danmark, i forhold til at få grøn strøm til de enorme datacentre de bygger og har bygget. Et datacenter kan tage lige så meget strøm som en hel by. Det er vi nødt til at få et overblik over. Vi skal spørge os selv, om vi skal opstille uendelige mængder vindmøller og solcelleparker, for at amerikanerne kan tjene penge på deres datacentre. Vi ved jo ikke engang, om de firmaer betaler skat i Danmark," siger Torsten Gejl til NB-Forsyning & Klima.
Svin og kattevideoer
Et af problemerne er ifølge Liberal Alliances energiordfører, Steffen W. Frølund, at vi har designet en energipolitik i Danmark, hvor vi lægger produktionen længst væk fra forbruget.
"Vi er afhængige af at importere strøm fra Norge, Sverige og Tyskland. Det er et energisystem med ekstremt store udsving, som kræver meget store udbygninger af elnettet," siger han.
Derfor kunne man med fordel designe et energisystem, der er mindre afhængigt af en massiv udbygning af elnettet.
"Vi mener, at man bør tænke mere stabile energiformer som atomkraft ind," lyder det.
I debatten om elnettet og datacentre på dansk jord er der ifølge Torsten Gejl et indbygget dilemma.
Selvom Torsten Gejl og Steffen W. Frølund er uenige i, hvilken energitype vi skal satse på i fremtiden, er de to ordførere enige i, at vi ikke kommer udenom datacentre på dansk grund.
Vi er blevet afhængige af den data, som centrene giver, lyder det.
"Datacentrene er ikke bare ligegyldige – de er afgørende for et digitaliseret samfund. Det er ikke kun kattevideoer, det handler også om vores digitale suverænitet," siger Steffen W. Frølund.
Torsten Gejl bruger den danske svineproduktion som sammenligningsgrundlag:
"Skal vi producere 40 millioner svin for at dække den billige del af det internationale kødmarked? Det synes jeg ikke, men det vil være bedre at producere økologiske svin i Danmark end i Østeuropa. På samme måde kan jeg finde vigtigere ting at bruge vores sol- og vindenergi på, end at mætte amerikansk big tech. Men på den anden side kan vi bidrage til den globale grønne omstilling med datacentre på dansk jord. Det er altså bedre, at datacentrene ligger et sted med grøn energi end med fossil energi."
Hvem skal stå forrest?
I marts lukkede Teknik og Miljø i Aalborg Kommune ned for planerne om et nyt datacenter. Det skulle give mindst 400 arbejdspladser med en privat investering på 20 milliarder kroner, og skulle kobles på fjernvarmen i Aalborg, til gavn for både klimaet og borgerne.
Det droppede datacenter i Aalborg er langt fra det eneste datacenter, som har skabt debat. Virksomhederne slås nemlig om pladsen i det fyldte elnet, og det rejser spørgsmålet om, hvem der skal stå forrest i køen.
På få år er køen af ansøgninger fra store og små virksomheder vokset så lang, at den i dag har rundet 57 gigawatt. Det er otte gange mere end det maksimale forbrug i dag.
Problemet er, at højspændingsnettet ikke er udbygget til at kunne håndtere så meget elektrisk energi, og der kan potentielt gå lang tid, før alle kan få opfyldt deres ønsker.
Ifølge Steffen W. Frølund bliver der nødt til at være en prioriteringsliste for, hvem der får adgang til elnettet.
"Kommunerne skal fortsat have ret til at sige ja eller nej til projekter lokalt. Men man bør åbne for, at virksomheder selv kan stå for tilslutning til elnettet. Privatisering af tilslutningsopgaver kan afhjælpe flaskehalse i elnettet," siger han.
Problemet er, ifølge Torsten Gejl, at vi midt i en kæmpemæssig krise i energiforsyningen og elektrificeringen, forsinkede og fordyrede energiprojekter, oplever et gigantisk og pludseligt energibehov fra datacentre:
"Jeg ved ikke, om Danmark kan holde til det. Hvis ikke vi er dygtige, så bruger datacentrene den energi, som vi selv skulle have brugt på for eksempel at komme væk fra Putins gas. Det er en kæmpe diskussion, vi skal have nu."
Sidst opdateret: 29/04/2026 - 09:51
Temaer: Datacenter










































