
Jesper Frost Rasmussen (V) får genvalg som bestyrelsesformand i Dansk Fjernvarme. - Foto: Jesper Voldgaard/Dansk Fjernvarme
Navnenyt
Esbjergs borgmester fortsætter som formand for Dansk Fjernvarme
For niende gang i træk pegede bestyrelsen i Dansk Fjernvarme på Jesper Frost Rasmussen (V) som formand.
Udgivet: 24/04/2026
Det er et velkendt ansigt, der er formand for Dansk Fjernvarme, efter brancheorganisationen holdt generalforsamling i Kolding torsdag.
Esbjergs borgmester og bestyrelsesmedlem i Din Forsyning, Jesper Frost Rasmussen (V), fortsætter nemlig som formand.
Det skriver Dansk Fjernvarme på brancheorganisationens hjemmeside.
Det er niende gang i træk, at bestyrelsen vælger at pege på Venstre-manden, der ifølge Dansk Fjernvarme er "en kendt person i fjernvarme- og forsyningskredse".
"Tak for tilliden til medlemmerne af Dansk Fjernvarme som i dag har valgt en ny bestyrelse og har genvalgt mig, som formand for foreningen. Jeg ser frem til det forsatte arbejde for grøn fjernvarme til danskerne og for at bidrage til den store samfundsværdi sektoren skaber," skriver han i et opslag på LinkedIn.
En række bestyrelsesmedlemmer fik også genvalg heriblandt Mads Søndergaard Thomsen fra Fjernvarme Fyn, Lars Goldschmidt fra Forsyning Helsingør samt Knud Erik Jensen fra Hadsund Fjernvarme.
Der er også kommet nye ansigter til bestyrelsen i form af Lasse Olsen fra Aalborg Varme, Jacob Brønnum fra Kerteminde Forsyning samt Anders Rønshof fra Egtved Varme.
I alt består bestyrelsen i Dansk Fjernvarme af 17 personer.
Sidst opdateret: 24/04/2026 - 10:59
Temaer: Varme










































