
Henrik Hansen, direktør i Danish Data Center Industry, og Andreas Holbak Espersen, branchedirektør og chef for digitaliseringspolitik i Dansk Industri, mener, at Energinet skal skynde sig at få ryddet op i køen af projekter og finde ud af, hvilke datacentre der reelt er "modne". - Foto: Danish Data Center Industry; Dansk Industri
Datacenter
Branchedirektører om datacentre: Man skal virkelig passe på med at blæse tal op
Siden 2015 har der været stor begejstring for at bygge datacentre i de danske kommuner. Men nu møder projekterne stigende modstand i lokalsamfundene. Energinet skal rydde op i projekterne, mener to branchedirektører.
Udgivet: 07/05/2026
30 datacentre kan være på vej til at blive bygget i en række kommuner i Danmark.
Behovet er stort, siger industrien, men nogle steder er modstanden intens og giver mindelser om kampen mod vindmøller og solceller.
Branchedirektør og chef for digitaliseringspolitik i Dansk Industri, Andreas Holbak Espersen, ser det som en vild udvikling:
"Datacentrene er et nødvendigt stykke infrastruktur for at understøtte alt det, vi gerne vil med vores samfund. Det er ikke bare Facebook, Instagram og Netflix, der skal bruge mere dataplads. Behovet stiger også i takt med, at mere og mere bliver drevet af kunstig intelligens. Udviklingen er voldsom og uforudsigelig, men også helt nødvendig," siger han til NB-Forsyning & Klima.
På tværs af USA har præsident Donald Trump nærmest givet fripas til at opføre gigantiske datacentre for at sikre USA’s totale teknologiske dominans med afsæt i kunstig intelligens.
Og i Danmark buldrer datacentrene også frem. De fleste med store internationale koncerner i ryggen.
Spørgsmålet er, om det skal være op til de enkelte udvalg og byråd, om der skal opføres datacentre i kommunerne. Eller om staten i samarbejde med en kommende regering bør lave en samlet national strategi for datacentrene, som NB-Forsyning & Klima tidligere har beskrevet.
Energinet skal rydde op
Spørger man Henrik Hansen, direktør i Danish Data Center Industry, datacentrenes brancheorganisation, hvis medlemmer blandt andet tæller Apple, Meta, Google, Microsoft og nordiske atNorth, skal beslutningen om et datacenter fortsat træffes i kommunerne.
"Det er vigtigt med den lokale forankring. Beslutningen om, hvorvidt et datacenter får tilladelse, bør være lokal med høringer og involvering af lokalsamfundet. Staten kan sætte nogle overordnede rammer, men statslig styring er ikke den rette vej at gå," siger han til NB-Forsyning & Klima.
Til gengæld skal Energinet ifølge direktøren skynde sig at få ryddet op i køen af projekter og finde ud af, hvilke datacentre der reelt er "modne". Der er ifølge direktøren slet ikke et marked til at realisere alle 30 projekter, der lige nu ligger hos kommunerne:
"Man må skelne mellem projekter med reelle planer og dem, der kun er skitser på papir. Køen hos Energinet består i høj grad af forespørgsler og dubletter – ikke konkrete projekter. De 14 gigawatt i kø er bare aktører, der håber at få strøm – ikke et udtryk for reelt behov. Først når man får ryddet op, kan man se, hvor stort det reelle behov for strøm er," lyder det.
Andreas Holbak Espersen er enig i, at ikke alle projekter bliver til noget, og at Energinet står over for en øvelse i, at rydde op i køen.
30 forespørgsler på datacentre
De seneste ti år har flere og flere datacentre bredt sig ud i de danske kommuner. Der har tidligere været stor begejstring for at bygge danske datacentre blandt borgmestre og tech-giganterne, som har fremhævet den store andel af vedvarende energi i det danske elnet som et argument for at tilvælge Danmark.
Men flere steder i landet er lokale grupper de seneste uger og måneder begyndt at samle sig imod byggerierne af nye datacentre.
I Aalborg blev et datacenter på 100 megawatt droppet tidligere i år. I Holbæk er en borgerbevægelse gået sammen imod et datacenter på 350 megawatt, som vil seksdoble kommunens elforbrug.
Og i Varde og Faxe har den nordiske virksomhed atNorth planer om at udvikle datacentre på 500 og 800 megawatt. Også i Esbjerg og på Falster er to store datacentre på vej.
Ifølge nye tal fra Energinet, som Information har beskrevet i slutningen af april, er der i løbet af de kommende år forespørgsler om at bygge flere end 30 datacentre, som sammenlagt vil få et elforbrug på op mod 14 gigawatt, hvilket svarer til det dobbelte af hele Danmarks nuværende elforbrug, når der bruges mest strøm.
De 30 projekter vil skulle godkendes i byrådene, og de vigtige beslutninger kræver ifølge flere kilder, som NB-Forsyning & Klima har talt med, at vi nu får en debat om, hvorvidt vi bør have en samlet national strategi for datacentrene.
Tech-giganter har givet 450 jobs i alt
Indtil videre har de fire tech-giganter, Apple, Meta, Google og Microsoft, ikke haft noget problem med at få stemt deres datacentre igennem i byrådene.
Da Apple i 2015 annoncerede et stort datacenter i Viborg, var den daværende borgmester, Torsten Nielsen (K), sikker på, at projektet ville sikre 10.000 jobs i Viborg.
Sådan skulle det dog ikke gå. Ifølge en optælling hos Ingeniøren har Apples datacenter omkring 50 medarbejdere ansat i dag. Microsofts datacentre i Roskilde, Køge og Høje-Taastrup har i alt omkring 130 fuldtidsansatte. Googles datacenter i Fredericia har lidt mere end 100 medarbejdere, og Metas datacenter har skabt cirka 175 jobs.
De fire tech-giganters datacentre har altså skabt i omegnen af 450 jobs i alt.
Henrik Hansen vil ikke tages til indtægt for, hvad en borgmester i Viborg har sagt for ti år siden.
"Jeg kan ikke tage ansvaret for, at en borgmester for ti år siden i et kådt øjeblik kom med urealistiske tal. De 10.000 arbejdspladser har ingen sammenhæng med virkeligheden. Det er ikke noget, vi nogensinde har påstået som industri," siger han.
I stedet er et realistisk bud på antallet af arbejdspladser i et datacenter, ifølge Henrik Hansen, typisk 150-200 medarbejdere. Forud for dette går måske op til seks-otte års byggefase, hvor der i gennemsnit kan være ansat mellem 500-1.500 medarbejdere på projektet, så det er også værd at tage med i forhold til den samfundsmæssige værdi, lyder det fra Henrik Hansen:
"Det kommer an på projekternes størrelse. Omkring halvdelen arbejder i selve datacenteret, og resten er afledte jobs hos leverandører og så videre," siger han.
Andreas Holbak Espersen mener, at de afledte jobs i datacenterindustrien er bedre end ingenting. Særligt i yderområder. Men han kommer også med en advarsel mod oppustede forventninger:
"Hvis alternativet er nul aktivitet, så er en investering med nogle jobs og afledte jobs positiv. Men man skal virkelig passe på med at blæse tal op," siger han.
Vil gerne levere gratis overskudsvarme
Når planerne om datacentrene bliver fremlagt for offentligheden lægges der typisk vægt på to ting. Arbejdspladserne og den overskudsvarme, som eksempelvis kan bruges til fjernvarme i kommunernes forsyning.
I Holbæk skal de lokale politikere i år tage stilling til, om planerne om et 350 megawatt datacenter skal føres ud i livet.
Men de 350 megawatt i Holbæk er ifølge Henrik Hansen et "maksimalt" scenarie, der måske først bliver realiseret om 10-15 år. Hvis det overhovedet sker.
"Man kan ikke regne med, at et planlagt 350 megawatt datacenter i Holbæk bliver til virkelighed i den størrelse. Man starter typisk langt mindre, for eksempel med 50 megawatt, og bygger kun ud, hvis efterspørgslen er der," siger han og tilføjer:
"Men Holbæk er en god case for overskudsvarme, fordi det lokale varmeværk er placeret tæt på det planlagte datacenter."
Datacentre er underlagt et direktiv fra EU, der pålægger operatørerne, at de skal anvende overskudsvarmen, medmindre det er teknisk og økonomisk umuligt.
"Der står ikke i EU-direktivet, at varmen skal bruges til fjernvarme. Det ville være vanskeligt, for de fleste europæiske lande har ikke fjernvarme. Men i Danmark vil vi hellere end gerne give overskudsvarmen væk, hvis forsyningsselskaberne vil stå for de nødvendige investeringer. Vi er endda åbne for modeller, hvor investeringerne deles mod en mindre betaling. Det er ikke datacentrene, der holder igen. Vi vil gerne af med varmen," siger Henrik Hansen.
Andreas Holbak Espersen, branchedirektør i DI, mener også, at datacentrene bør understøtte grøn energi:
"Vi skal som samfund stille krav: Datacentre skal bidrage til det lokale miljø og energisystem."
Sidst opdateret: 08/05/2026 - 11:17
Temaer: Datacenter










































