
Oplandet ved Aborg Minde Nor har forbindelse til Lillebælt. - Foto: Assens Kommune
Grøn trepart
Små vådområder kan rykke på kvælstofregnskabet i Assens
Assens Kommune vil sætte gang i 33 vådområdeprojekter med en fast-track-model i oplandet til Aborg Minde Nor. På sigt kan metoden bane vej for op mod 500 projekter.
Udgivet: 16/06/2026
Små vådområder kan levere op mod 50 procent af Assens Kommunes kvælstofreduktionskrav i oplandet i Aborg Minde Nor, hvis de bliver etableret i stor skala.
Derfor vil Assens Kommune nu afprøve en storskala fast-track-model i oplandet.
Vigtigst af alt er, at lodsejerne ikke selv skal lægge ud for finansieringen, hvilket tidligere har vist sig at være en barriere.
"Der var en masse bureaukrati og anlægsarbejde for lodsejerne omkring mini-vådområderne, som gjorde, at der ikke blev lavet så mange af dem, som man havde håbet på," siger Jannik Seslef, chefkonsulent for Grøn Trepart i Assens Kommune, og fortsætter:
"Med fast-track-projekterne kommer vi med en løsning, som kan bruges i meget større skala af landmændene, og som de bedre kan se sig selv i, og samtidig er de mere naturlige i landskabet."
"Det er helt vildt, hvor godt samarbejdet med landmændene har været, og hvor godt den her idé er blevet taget imod. Vi har faktisk kunnet føre det her ud i virkeligheden på meget, meget kort tid."
Jannik Seslef, chefkonsulent for Grøn Trepart Assens Kommune
Reduktion af kvælstofudledning med 60 ton
I alt er 50 områder udpeget til potentielt at kunne blive omdannet til vådområder, hvoraf 33 projekter – alle ved Aborg Minde Nor – er realiserbare.
Men havde det ikke været for samarbejdsvilligheden blandt de berørte lodsejere, så havde processen trukket i langdrag.
"Hvis vi skal undersøge 50 projekter på relativt kort tid, så havde vi simpelthen brug for lodsejernes hjælp til fysisk at grave i jorden for at finde dræn og brønde," siger Jannik Seslef.
Ifølge Jannik Seslef gør modellen det også lettere at få landmændene med i de større sammenhængende projekter, fordi de samtidig bliver tilbudt en samlet løsning på deres egne arealer, som afhjælper krav om kvælstofreduktion.
I første omgang har Assens Kommune søgt om finansiering til de første 22 vådområdeprojekter. Det er forventningen, at der med den nuværende og næste pulje af projekter kan opnås en reduktion i udledningen af kvælstof med omkring 60 ton om året.
Værditab versus jordfordeling
Det er ønsket fra Assens Kommune, at arbejdet med vådområderne skal gå hurtigt, og at der derfor kan blive indgået aftaler og givet tilladelser allerede i indeværende år, så etableringen kan gå i gang i 2027 og 2028.
I den forbindelse har kommunen også opfordret til, at der så vidt muligt bliver arbejdet med værditab som kompensation. Altså at lodsejerne får kompensation for det værditab, der følger af, at jorden bliver udtaget.
"Der kan opstå en udfordring i forhold til hastigheden, hvis landmændene siger, at de gerne vil have jordfordeling i stedet. Det trækker selvfølgelig tingene ud, fordi det kræver jo, at der er noget jord til salg et andet sted," siger Jannik Seslef.
Men det er ikke det eneste, der kan trække processen i langdrag. Den kommende kvælstofindsats spøger hos landmændene, som endnu ikke ved, hvordan den vil ramme dem helt konkret.
Det kan også være elementer, som vanskeliggør, at fast-track-metoden kan blive udbredt til andre kommuner. Det samme kan manglen på rådgivere til projektering af projekterne og kommunernes økonomi, som bliver belastet af de mange udlæg.
I Assens Kommune er de dog forskånet for de helt store udfordringer.
"Det er helt vildt, hvor godt samarbejdet med landmændene har været, og hvor godt den her idé er blevet taget imod. Vi har faktisk kunnet føre det her ud i virkeligheden på meget, meget kort tid," siger Jannik Seslef.
I Assens Kommune viser screeninger, at der potentielt kan etableres op imod 500 små projekter gennem fast-track-metoden. Lykkes modellen, kan den derfor få betydning langt ud over de første 33 projekter ved Aborg Minde Nor.
Sidst opdateret: 16/06/2026 - 11:52
Temaer: Grøn trepart












































