
Novafos samarbejder med Hofor og Frederiksberg Forsyning om den nye skybrudstunnel i hovedstadsområdet. (Arkivfoto) - Foto: Novafos
Bestyrelser
Ejeraftale ændres for bestyrelsesmedlemmer – men "gentleman-aftale" består
Ejerkommunerne i Novafos vil ændre ejeraftalen, så menige medlemmer helt formelt kan få udbetalt bestyrelseshonorar.
Udgivet: 18/06/2026
Det skal være muligt for alle bestyrelsesmedlemmer i Novafos at modtage honorar for deres arbejde.
Alle ni ejerkommuner, Allerød, Ballerup, Egedal, Furesø, Frederikssund, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal, skal derfor beslutte, om de vil ændre bestemmelsen i ejeraftalen.
Det er nemlig i den oprindelige aftale fra 2017 bestemt, at menige medlemmer ikke skulle modtage honorar for bestyrelsesarbejdet i Novafos Holding A/S og serviceselskabet.
Alligevel har menige medlemmer i form af to forbrugerrepræsentanter og fem medarbejderrepræsentanter siden 2018 ifølge kommunernes dagsordens punkter fået honorar for deres bestyrelsesarbejde holding- og serviceselskabet.
Andre medlemmer har aktivt skulle frasige sig honoraret, som bunder i en uformel aftale fra 2017. Da ejerkommuner som udgangspunkt skulle udpege borgmestrene til bestyrelserne.
Gentleman-aftale fortsætter
I Novafos nuværende bestyrelse er fem af de ni ejerkommuner repræsenteret med borgmesteren. Men i Hørsholm Kommune er det Marcus Guldager (S), som er udpeget. Han er desuden formand for kommunens Klima- og Miljøudvalg.
"Som borgmester har der været en gentleman-aftale om, at man frasiger sig honoraret, fordi man allerede er fuldtidslønnet i sin funktion som borgmester, og må forvente at kunne have nogle forpligtelser i den funktion," siger Marcus Guldager (S) til NB-Forsyning & Klima.
Han kan se frem til et honorar på 30.000 kroner om året, men ifølge kommunalpolitikeren er den såkaldte gentleman-aftale stadig gældende.
"Folk må jo gøre, som de vil. Det er det, der er pointen med gentleman-aftalen. Men som udgangspunkt kommer det stadig til at være sådan, at man kraftigt opfordrer borgmestre til ikke at modtage honorar," siger Marcus Guldager.
Ændringen af ejeraftalen er allerede blevet besluttet af ejerkommunerne Ballerup, Rudersdal og Hørsholm i maj, mens det for de resterende ejerkommuner er på dagsordenen i enten kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget i disse dage.
Sidst opdateret: 17/06/2026 - 13:50
Temaer: Bestyrelser












































