"Når der er begrænset plads i elnettet, er der nødt til at finde en prioritering sted," siger klima-, energi og forsyningsminister, Samira Nawa (R). (Arktivfoto)

"Når der er begrænset plads i elnettet, er der nødt til at finde en prioritering sted," siger klima-, energi og forsyningsminister, Samira Nawa (R). (Arktivfoto) - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Datacenter

Regeringen vil skubbe datacentre bag i køen på elnettet med akutplan

Fredag indkalder Samira Nawa Folketingets partier til drøftelser om en prioriteringsmodel af elnettet. Energinet forklarer i et interview med NB-Forsyning & Klima, hvorfor udbygningen af elnettet er så tidskrævende.

Udgivet: 18/06/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Køen til at blive koblet på det danske elnet er massiv.

Men ressourcerne er begrænsede, og derfor vil regeringen prioritere hårdere og foreslår en akutplan til elnettet, som skal skubbe de store internationale, strømslugende datacentre bagerst i køen.

Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) til Ritzau.

"Vi vil vægte samfundshensyn øverst, og så må udenlandske datacentre stille sig bagerst. Vi vil prioritere områder som forsvar og sundhed, men også helt almindelige husstande og familier, der køber en elbil og skal have en ladestander," siger hun.

Med planen vil det blive muligt for Energinet og elselskaberne selv at vælge, hvem der skal kobles på elnettet. Indtil videre er køen blevet afviklet efter først til mølle-princippet.

Folketingets partier skal drøfte udfordringen fredag, hvor formålet er at finde en form for prioriteringsmodel. Forhåbningen er ifølge Ritzau, at det munder ud i et lovforslag efter sommerferien.

"Det er ikke et forbud mod datacentre. Men vi må ikke ende med, at danske virksomheder ikke kan få plads i elnettet. Når der er begrænset plads i elnettet, er der nødt til at finde en prioritering sted," siger Samira Nawa.

Elnettet vil bryde sammen

Energinet står for at udbygge centrale dele af det danske elnet, men har ikke gjort det hurtigt nok, hvilket har vakt udbredt kritik, fordi det bremser den grønne omstilling.

I forvejen har Energinet advaret om, at virksomheder kan komme til at vente i fem til ti år på at blive tilsluttet.

Lige nu ligger der henholdsvis 34.989 megawatt forbrug og 24.252 megawatt produktion i Energinets kø til tilslutning.

Til sammenligning er hele det nuværende danske maksimale forbrug, altså den time vi bruger mest strøm, på godt 7.500 megawatt.

Ifølge Jakob Rosenberg Nielsen, områdeleder i Strategisk Projektudvikling i Energinet, er der tekniske begrænsninger på, hvor meget af de store kV-luftledninger, Energinet kan lægge ned i jorden. For hvis man udelukkende lægger alt i jorden, så bryder elnettet sammen.

Det betyder, at Energinet skal udbygge luftledninger i hele landet, og den slags tager lang tid.

"Når man har in mente, at det tager et sted mellem 10 og 15 år at udbygge et stort projekt, så er der en asymmetri, i forhold til hvor lang tid det tager vores store kunder om at være klar til at skulle på elnettet," siger Jakob Rosenberg Nielsen til NB-Forsyning & Klima.

"Meget utilfredsstillende"

I april gav Rigsrevisionen en beretning, hvor de samlet vurderede, at Energinets styring af udbygningen er "meget utilfredsstillende".

Ifølge Rigsrevisionen er omkring 70 procent af Energinets projekter forsinkede.

"Det tager tid at udbygge, fordi vi naturligvis bruger tid på at finde ud af, hvad og hvor der skal bygges. Det er nogle meget store investeringer, vi taler om. Den klart længste tid går med, at vi skal have godkendelserne på plads og få inddraget borgernes og kommunernes ønsker i planlægningen," siger Jakob Rosenberg Nielsen og tilføjer:

"Vi skal have godkendelse fra politisk side, og bagefter skal vi have dialoger med kommunerne og med lodsejerne om placeringen af vores anlæg og opnå de fornødne tilladelser. Den proces er bare lang, og der er jo helt naturligt bekymringer fra de borgere, der skal bo tæt på projekterne."

Det er ifølge Jakob Rosenberg Nielsen et politisk spørgsmål, hvordan krisen løses i Energinet.

"Vi er ejet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og agerer på de regler, der fastsættes," siger han og tilføjer:

"Ingen havde forudset den voldsomme vækst i efterspørgslen efter plads i elnettet, som vi har oplevet de seneste to år. Hvis vi skulle have været klar til den efterspørgsel om tilslutning til elnettet, vi oplever i dag, så skulle vi for år siden have vist, at de kom og have begyndt udbygningen af elnettet."

Fik du læst?

Se kortet: Næsten 35 gigawatt elforbrug står i kø på tværs af landet

Fik du læst?

Rigsrevisionen: Styring af elnet er meget utilfredsstillende

Sidst opdateret: 24/06/2026 - 13:49

Temaer: Energi, Datacenter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]