
KL's næstformand, Martin Damm (V), og KL's formand, Peter Rahbæk Juel (S), præsenterede torsdag økonomiaftalen for 2027 sammen med økonomiminister Pia Olsen Dyhr (SF). - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Klima
Økonomiaftalen er på plads: Udsatte kommuner får håndsrækning
KL og regeringen har fastsat anlægsrammen, hvor kommunernes egenfinansiering er fjernet. Derudover er der afsat en lånepulje til blandt andet det grønne område. Læs hovedelementerne i aftalen her.
Udgivet: 18/06/2026
Kommunernes aftalte anlægsudgifter bliver med økonomiaftalen for 2027 på 22,3 milliarder kroner.
Det er 400 millioner kroner mindre end sidste års anlægsrammen, som i 2027-niveau lød på 22,7 milliarder kroner.
Den aftalte anlægsramme giver ifølge KL's næstformand Martin Damm (V) gode muligheder.
"De fysiske rammer om velfærden er enormt vigtige, hvis vi skal kunne give vores borgere skoler, dagtilbud og veje, som lever op til deres forventninger. Anlægsrammen til næste år giver os muligheder for at investere og renovere, og særligt godt er det, at kommunernes egenfinansiering fjernes. Det betyder især noget for de kommuner, hvor pengene er små, som nu i højere grad får mulighed for at kunne føre nødvendige anlægsprojekter ud i livet," udtaler han i en pressemeddelelse.
Derudover bliver der afsat en lånepulje på 200 millioner kroner målrettet særligt vanskeligt stillede kommuners anlægsinvesteringer på blandt andet det grønne og borgernære område.
Selskabsskat og grøn trepart
En række elementer fra tidligere år går igen i økonomiaftalen.
Det er blandt andet det fælles arbejde om at håndtere kommunernes indtægter fra selskabsskatten, der forventes at stige frem mod 2027. Det arbejde blev sat i gang med økonomiaftalen for 2026, men er på grund af folketingsvalget endnu ikke færdiggjort.
Regeringen og KL er enige om at fortsætte arbejdet med at se på mulige løsningsmodeller, som blev aftalt med den tidligere økonomiaftale. Det lyder også, at parterne noterer sig en "begrænset stigning" i kommunernes selskabsskatteindtægter for 2027.
Derudover vil regeringen og KL fortsætte arbejdet med grøn trepart. Begge parter er enige om, at kommunerne spiller en central rolle i implementeringen af aftalen og vil fortsætte drøftelserne om netop det.
Herunder kan du se hovedelementerne i aftalen - samt læse hele økonomiaftalen for 2027.
Hovedelementer i aftalen
Den kommunale serviceramme løftes med 3,6 mia. kr. i 2027. Derudover skal kommunerne nedbringe administrationsudgifterne med 257 mio. kr. til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd.
Løftet af servicerammen giver muligheder for, at minimusnormeringer forlænges frem til skolestart, hvis børnene starter tidligere i SFO. Regeringen vil søge folkeskoleforligskredsens opbakning til forslaget. På den baggrund er det regeringens intention at fremsætte lovforslag med henblik på at lovkrav kan træde i kraft snarest muligt i 2027.
Anlægsrammen udgør 22,3 mia. kr. i 2027, som bl.a. giver mulighed for at investere 8 mia. kr. i renovering af folkeskoler samt bedre rammer for dag-, fritids- og klubtilbud.
Særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner forhøjes til 1,0 mia. kr. i 2027. Hertil afsættes en lånepulje til anlægsinvesteringer i særligt vanskeligt stillede kommuner på 200 mio. kr. i 2027.
Regeringen og KL er enige om at afsætte 1,8 mia. kr. i 2027 og 1,0 mia. kr. i 2028 til et midlertidigt ekstra finansieringstilskud til kommunerne. Tilskuddet udfases i 2029. Udfasningen skal bidrage til en mere bæredygtig udvikling i kommunernes samlede likviditet og samtidig understøtte stabilitet for de enkelte kommuner i de kommende år.
Ramme til modtagelse af fordrevne fra Ukraine på 1,0 mia. kr. i 2026.
Regeringen og KL er enige om, at regeringen vil søge Folketingets tilslutning til, at grundlaget for kommunernes erhvervsdækningsafgift statsgaranteres frem til og med 2028. Desuden vil parterne frem mod økonomiaftalen for 2028 se på mulighederne for at øge stabiliteten vedrørende kommunernes grundskyldsprovenuer fra erhvervsejendomme.
Parterne er enige om at fortsætte arbejdet i Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens. Regeringen og KL er bl.a. enige om, at der skal etableres én generel hjemmel, som kan udgøre det databeskyttelsesretlige grundlag for offentlige myndigheders anvendelse af AI-løsninger samt, at storskalaprojekterne skal udbredes yderligere, så løsningernes fulde potentialer kan udnyttes.
Sidst opdateret: 18/06/2026 - 11:56
Temaer: Klima












































