- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Affald

Kommunernes nye affaldsordninger slår igennem – men arbejdet er ikke færdigt

De nationale affaldstal viser mindre husholdningsaffald og mere udsortering. Men kommunerne kommer ikke i mål med udrulningen alene, lyder vurderingen fra Brancheforeningen Cirkulær.

Udgivet: 17/09/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunernes arbejde med at indføre nye affaldsordninger kan nu aflæses i de nationale affaldstal.

Mængden af husholdningsaffald er faldet, mens der bliver indsamlet mere madaffald og plastemballageaffald til genanvendelse, viser Energistyrelsens Affaldsstatistik 2024.

Og med tanke på at statistikken bygger på halvandet år gamle tal, forventer Nana Winkler, specialkonsulent i Brancheforeningen Cirkulær, at effekten af de nye ordninger vil fortsætte i de kommende års opgørelser.

"Vi forventer, at vi i de kommende to statistikker stadigvæk vil kunne se en effekt af udrulningen af fraktioner som madaffald og plastik," siger hun til NB-Forsyning & Klima og tilføjer:

"Men vi kommer ikke i mål med kun at have lavet den her udrulning. Man kan derfor kaste sine kærlige øjne på lidt mere marginale fraktioner."

Det er allerede under udvikling, påpeger Nana Winkler og nævner bleanlægget i Hvidovre og det større fokus på genanvendelsen af madrasser. Det største potentiale ligger dog i at få mere ud af de ordninger, som kommunerne allerede har.

"Vi kan se, at borgerne desværre ikke udsorterer alt i fraktionerne, som de ellers har fået mulighed for. Så det største potentiale er stadigvæk i samarbejdet med borgerne at komme frem til endnu mere udsortering."

Etageboliger halter efter

En del af forskellene i genanvendelsen mellem kommunerne kan ifølge Nana Winkler hænge sammen med kommunernes sammensætning af boligtyper.

"Især i etageboliger eller i boliger med delte affaldsbeholdere bliver der ikke udsorteret lige så meget til genanvendelse, som der bliver i enfamilieboliger, som har egen skraldespand," siger hun.

Kommunerne kan imødekomme det ved at lave indsatser ned på det enkelte ejendomsniveau og skabe motivation hos den enkelte gennem kommunikation.

"Vi skal få den maksimale gevinst ud af alle de spande, som vi har trillet ud," siger Nana Winkler.

Samtidig er den samlede mængde husholdningsaffald faldet.

Mængden af affald fra husholdninger er nemlig faldet siden 2020 fra 3,57 millioner ton til 3,19 millioner ton. Og det er på trods af, at der er blevet flere borgere i Danmark.

Reduktionen er størst for restaffald og brændbart affald fra genbrugspladserne.

Bygge- og anlægsbranchen topper

Udviklingen i husholdningernes affaldsmængder står i kontrast til den samlede danske affaldsmængde, der er steget. Husholdningsaffald udgjorde ifølge Cirkulær 25 procent af den samlede affaldsmængde i 2024 mod 30 procent i 2020.

Særligt bygge- og anlægssektoren bidrager til den stigende affaldsmængde.

"Igen i 2024 er bygge- og anlægssektoren med længder den branche, der smider mest affald ud, nemlig 5,29 mio. tons – ny kedelig rekord. I alt smed Danmark 12,96 mio. tons affald i 2024, også ny rekord," lyder vurderingen af tallene på Cirkulærs hjemmeside.

Fakta

Hovedresultater i Affaldsstatistik 2024

  • Den samlede andel affald indsamlet til genanvendelse1 lå på 53 procent i 2024. Andelen af affald indsamlet til anden endelig materialenyttiggørelse faldt fra 24 procent i 2023 til 21 procent i 2024. Andelen af affald til forbrænding var på 23 % og andelen af affald til deponi lå på 4 procent i 2024.

  • Den samlede andel affald indsamlet til genanvendelse fra husholdninger var 59 procent

  • Servicebranchens samlede andel affald indsamlet til genanvendelse steg fra 57 procent i 2023 til 62 % i 2024

  • Industrisektorens samlede andel affald indsamlet til genanvendelse steg fra 72 procent i 2023 til 74 procent

  • Mængden af importeret affald til forbrænding på de danske forbrændingsanlæg steg fra 688.000 ton i 2023 til 777.000 ton i 2024

  • Den nationale reelle genanvendelsesprocent af husholdnings- og husholdningslignende affald (Municipal Waste) steg fra 42 procent i 2023 til 46 procent i 2024

  • I 2023 var mængden af husholdnings- og husholdningslignende affald 765 kg pr. indbygger. I 2024 faldt mængden til 757 kg pr. indbygger

Kilde: Energistyrelsens affaldsstatistik for 2024

PDF åbnes i et nyt vindue

Læs Affaldsstatistikken her

Fik du læst?

Analyse: Ingen systematisk forskel på pris mellem offentlige og kommercielle aktører

Sidst opdateret: 16/09/2026 - 12:25

Temaer: Affald

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]