Mads Fuglede (DD) har efterspurgt en fjernvarmekommission, der skal kaste lys over effektiviseringspotentialet ved en liberalisering. Lars Aagaard har ikke travlt med at revolutionere sektoren.

Mads Fuglede (DD) har efterspurgt en fjernvarmekommission, der skal kaste lys over effektiviseringspotentialet ved en liberalisering. Lars Aagaard har ikke travlt med at revolutionere sektoren. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

McKinsey-rapport spøger stadig på Christiansborg

Lars Aagaard har på det seneste besvaret en mindre byge af spørgsmål ansporet af varmeskandalen i Odsherred, hvor forsyningsselskabet onsdag blev erklæret konkurs. Han forsvarer det lokale ejerskab, men lægger samtidig op til forandringer.

Udgivet: 28/08/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Nu konkursramte Odsherred Forsyning har fyldt meget i forsyningsdebatten i mere end et år, og den ansvarlige minister har måttet besvare mange spørgsmål om, hvilke konsekvenser man på Christiansborg bør drage af skandalen på det nordvestlige Sjælland.

Blandt idéerne, som Lars Aagaard (M) er blevet stillet over for inden for de seneste måneder, er en liberalisering af fjernvarmesektoren. Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne har trukket en meget omtalt McKinsey-rapport fra 2016 op af skuffen og henviser til, at konsulenterne pegede på, at der var et potentiale for effektiviseringer på 2,3 mia. kr. i fjernvarmesektoren:

"Vil ministeren på den baggrund (Odsherred-sagen, red.) tage initiativ til at nedsætte en fjernvarmekommission, der skal belyse, hvordan fjernvarmesektoren kan blive liberaliseret på samme måde som el- og gassektoren?" spørger Fuglede.

McKinsey vurdere i 2016, at det var et potentiale for at effektivisere forsyningsområdet for 7,1 milliarder kroner om året. Flere af anbefalingerne blev efterfølgende gennemført.

Klima-, energi- og forsyningsministeren greb i sit svar ikke muligheden for at tage skridt mod en liberalisering. I stedet for nuancerer han opfattelsen af, at elsektoren er liberaliseret.

"Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at distributionsnettet i el- og gassektoren er monopolreguleret via indtægtsrammer, hvorimod handel og produktion i disse sektorer er konkurrenceudsat," skriver Lars Aagaard, som ikke lancerer nogen nyheder i svaret:

"Mit udgangspunkt er, at næste skridt i arbejdet med varmesektoren skal ske i regi af implementering af Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022."

I forhold til politikernes ambitioner om at spare på driften henviser han til Forsyningsdigitaliseringsprogrammet, som blandt andet ser på, "hvordan data og digitalisering kan bidrage til en mere effektiv forsyningssektor."

Hvile-i-sig-selv

Blandt McKinseys anbefalinger i 2016 var en afskaffelse af tilslutningspligten, hvilket blev gennemført politisk og efterfølgende har gjort det vanskeligere for varmeselskaber at samle en kritisk masse af fjernvarmekunder. Til gengæld undgik fjernvarmesektoren den indtægtsrammeregulering, som McKinsey anbefalede. Siden har Christiansborg indført et forbrugerprisloft, som kan påvirke de mindst effektive fjernvarmeselskaber.

Mads Fuglede har for nylig adresseret hvile-i-sig-selv-princippet, som McKinsey foreslog at forlade i varmesektoren, i et spørgsmål til Lars Aagaard: "Mener ministeren, i lyset af den skandaløse fjernvarmeudrulning i Odsherred Kommune, at hvile-i-sig-selv-princippet er et tidssvarende princip for at drive fjernvarmevirksomhed?"

Aagaard svarer, at hans udgangspunkt er, "at næste skridt i arbejdet med varmesektoren skal ske i regi af implementering af Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022, hvori der blandt ligger, at den omkostningsbestemte regulering af sektoren fastholdes." Med andre ord er der ikke nødvendigvis udsigt til større ændringer.

I første del af svaret fastslår ministeren, at han "ser på sagen i Odsherred med stor alvor, da det er en situation, der er endt et ulykkeligt sted for de mange berørte borgere", men tilføjer, at "fjernvarme er en lokal opgave".

"Jeg mener, at fjernvarmekunder i Danmark skal kunne regne med, at deres fjernvarmeselskab tager ansvarlige beslutninger og arbejder på at sikre konkurrencedygtige priser. Det er bl.a. derfor, at regeringen har indført et prisloft på fjernvarme samt krav til bestyrelsessammensætningen. Det skal bidrage til gennemsigtighed og mere professionel ledelse," lyder det fra Aagaard.

Fik du læst?

Sammensætningen af forsyningernes bestyrelser splitter ordførere

Kort inde i rekonstruktionsprocessen spurgte Dina Raabjerg (K) sidste efterår, om ministeren på baggrund af Odsherred-sagen ville iværksætte en generel evaluering af fjernvarmeselskabernes selskabsform.

"Jeg mener ikke, at der på nuværende tidspunkt skal igangsættes en generel evaluering, men jeg er åben over for forslag til, hvordan ledelsen af fjernvarmeselskaberne kan styrkes," lød det i svaret fra Aagaard.

Konkurs en realitet

Skifteretten i Holbæk tog onsdag Odsherred Forsyning A/S under konkursbehandling på foranledning af rekonstruktør Christian Jul Madsen, der tidligere på ugen fortalte, at han er langt i forhandlingerne med en potentiel køber af forsyningsselskabet.

Netop konsolideringer af forsyningssektoren var i øvrigt et af midlerne til at indfri effektiviseringspotentialet i McKinsey-rapporten.

PDF åbnes i et nyt vindue

McKinsey, 2016: Forsyningssektorens effektiviseringspotentiale

Fokus på udtrædelsesgodtgørelse

Fugledes partikollega, Peter Skaarup, har rettet et særligt blik på udtrædelsesgodtgørelsen, som vækker store frustration blandt de borgere i Odsherred, som har skrevet sig op til fjernvarme. Skaarup spurgte for nylig, om ministeren vil revidere lovgivningen, "så kunder ikke længere kan risikere at blive økonomisk stavnsbundet til aftaler, som ændres ensidigt og uden mulighed for at forlade fjernvarmen"

Hertil svarede Lars Aagaard, at lovforslaget, som stillede nye krav til bestyrelsessammensætningen i varmeselskaber, også indeholder en passus, der giver ministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om beregning og opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse.

Lars Aagaard oplyser, at han går efter at præsentere et oplæg til nye udtrædelsesregler i første kvartal 2026, og at dialogen branchen går i gang efter sommerferien.

"Formålet med de nye regler vil være at understøtte ensartethed og transparens, da der i dag kan være stor forskel på, hvordan de enkelte fjernvarmeselskaber anvender udtrædelsesgodtgørelse. Bemyndigelsen giver dog ikke mulighed for helt at afskære adgangen til at opkræve udtrædelsesgodtgørelse. Den handler om ensartethed og gennemsigtighed i udtrædelsesgodtgørelser," skriver Lars Aagaard i svaret til danmarksdemokraten, hvor han i øvrigt gør det klart, at Odsherred-sagen ikke har fået ham til at tvivle på de lokale fjernvarmeselskaber.

"Jeg vil understrege, at det ikke er mit indtryk, at sagen i Odsherred er udtryk for den generelle situation i varmesektoren."

Sidst opdateret: 05/09/2025 - 10:17

Temaer: Odsherred-sagen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]