
Dansk Erhverv havde gerne set, at der var et flertal af uafhængige bestyrelsesmedlemmer i forsyningssektoren. "Vi tror, det er bedre," siger vicedirektør Ulrich Bang. - Foto: Amalie Dinesen
Bestyrelser
Dansk Erhverv foreslår uafhængigt formandskab som løsning på sektorens udfordringer
Stor udskiftning i bestyrelserne skaber et behov for kontinuitet. Dansk Erhverv foreslår krav om uafhængigt formandskab, men det skal ikke trækkes ned over hovedet på selskaberne, mener professionel bestyrelsesmedlem Kamma Eilschou Holm.
Udgivet: 08/12/2025
Skiftene på bestyrelsesposterne i forsyningssektoren er markant højere end i andre dele af erhvervslivet. Det rejser en debat om, hvordan der bedst kan skabes kontinuitet. Dansk Erhverv mener, at løsningen er et uafhængigt formandskab, mens andre tvivler på gevinsten ved at indføre faste krav.
"To tredjedele skiftes ud hvert fjerde år, så et formandskab, der er fast i 10-12 år, kan sikre kontinuitet," siger vicedirektør i Dansk Erhverv, Ulrich Bang, til NB-Forsyning & Klima.
Under titlen "Politik, skandaler og forbrugerbeskyttelse" leverede han det mest kritiske indlæg ved Tænketanken Brundtlands præsentation fredag sidste uge, hvor organisationen fremlagde sin kortlægning af de kommunalt ejede forsyningsselskabers bestyrelser.
Kamma Eilschou Holm, ekstern bestyrelsesformand i det jyske affaldsselskab Energnist samt bestyrelsesmedlem i Hillerød Forsyning, var også inviteret som oplægsholder. Hun deler dog ikke Ulrich Bangs holdning til, at et uafhængigt formandskab bør være et krav til selskaberne.
"Jeg tror, at det er vigtigt, at der er tillid og opbakning til den formand, der er. Hvis man får det presset ned over hovedet, kunne jeg godt have en frygt for, at jeg som formand ikke har mine ejers fulde mandat til at tage formandsstolen," siger hun til redaktionen i lokalerne hos Poul Schmith/Kammeradvokaten.
Selvom hun advarer mod at gøre uafhængighed til et krav, mener hun samtidig, at de eksterne medlemmer - som hende selv - kan spille en vigtig rolle i bestyrelseslokalet.
"Vi kan være med til at stille de dumme spørgsmål. Jeg har ikke noget problem med at stille dem. Man kan nogle gange også være fødselshjælper - i virkeligheden. Det ser jeg da i høj grad også som min rolle at sikre, at rummet er åbent for at få alle spørgsmål på bordet," siger hun.
Et flertal af uafhængige medlemmer
Ifølge Ulrich Bang og Dansk Erhverv er behovet for kontinuitet ikke blot en teoretisk pointe. Brundtlands kortlægning viser, at bestyrelsesmedlemmer i forsyningssektoren i gennemsnit havde siddet i bestyrelsen i tre år, da Brundtland udtrak data i slutningen af 2022 (knap et år inde i byrådsperioden), hvilket er lavere end for det øvrige erhvervsliv, hvor gennemsnittet er knap ti år.
Forskellen skyldes især, at bestyrelserne ofte udskiftes i forbindelse med et kommunalvalg. I 2021 blev 63 procent udskiftet, og efter det netop overståede valg er der udsigt til flere stoleskift i det nye år.
Dansk Erhverv foreslår derfor, at det nuværende lovkrav om to uafhængige medlemmer i varmeselskabernes bestyrelser ændres, så de to medlemmer fremover skal være formand og næstformand. Det betyder ikke, at den demokratiske bestyrelse forsvinder, understreger Ulrich Bang. Det er stadig flertallet, der bestemmer. Og derfor er det ikke et totalt opgør med den nuværende model.
"Vi forholder os til den regulering, der er. Det er jo den bane, vi spiller på. Vi havde gerne set, at der var et flertal af uafhængige bestyrelsesmedlemmer. Vi tror, det er bedre," siger vicedirektøren.
Diskussionen om uafhængighed er ikke kun gældende for varmeselskaberne. Ulrich Bang mener også, at behovet for stærkere kontrolkompetencer gælder vandselskaberne, hvor bestyrelserne også der er tæt på direktionen.
"Selskaberne bør være drevet professionelt. Det er både direktionen, men også bestyrelsen," slår han fast.
Almenvældets interesse
Forsyningsselskaberne er forskellige, og det kan derfor synes vanskeligt at lave generelle krav. Alligevel erklærer Kamma Eilschou Holm sig enig i, at en ekstern bestyrelsesformand kan være en fordel, når selskabet dækker flere kommuner.
"Jeg tror, at du kan have ret i, at det i hvert fald giver mig en neutral rolle i forhold til alle ejere. Hvis man sidder og er valgt af den ene kommune, så kræver det en lidt ekstra indsats, at de øvrige bestyrelsesmedlemmer føler, at man tager deres interesse med på samme måde," siger hun.
Det ikke er opgaver uden betydning, som selskaberne varetager, og derfor er der gode grunde til at lave krav, mener Kamma Eilschou Holm, men understreger, at ejerne skal "have det store say", altså stor indflydelse, i bestyrelseslokalet.
Bestyrelsernes fremtid var et gennemgående tema på Tænketanken Brundtlands arrangement, hvor ejernes rolle også blev udfoldet i en politisk debat mellem Jesper Petersen (S), Henrik Frandsen (M), Dina Raabjerg (K) og Søren Egge Rasmussen (EL).
Hovedindsigter i kortlægningen af Tænketanken Brundtland
Analysen viser overordnet, at der på flere områder er de nødvendige kompetencer til at udfylde den afgørende kontrol og ledelsesmæssige rolle i selskaberne, som er defineret i kodeks for god selskabsledelse i kommunale forsyningsselskaber.
76 procent har ledelseserfaring
Bestyrelsesmedlemmerne har i gennemsnit 6,4 aktive bestyrelsesposter
50 procent er uddannet inden for særligt relevante områder - og har generelt et højt uddannelsesniveau
81 procent har erhvervserfaring inden for særligt relevante brancher
Kilde: Kortlægning af bestyrelser i de kommunale forsyningsselskaber, Tænketanken Brundtland
Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:12
Temaer: Bestyrelser












































