
"Der er givet grønt lys fra borgerne og erhvervslivet, men når det kommer til myndighedsbehandlingen, møder vi manglende og uklare regler," siger direktør Niels Mulbjerg i Filskov Energifællesskab. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Energi
Energifællesskab i venteposition – langt fra så enkelt som at bygge et hus
Det er kommet bag på direktøren i Filskov Energifællesskab, at processen for at etablere grøn strøm til byen har været så langsommelig. Dog er ambitionerne intakt.
Udgivet: 22/01/2026
Borgere og erhvervsliv er klar til at få grøn strøm gennem et lokalt energifællesskab i den sydjyske by Filskov, men uklare regler og omfattende processer har siden 2020 trukket projektet i langdrag.
Det er ærgerligt, for det er "sådan set en god historie", siger direktør i Filskov Energifællesskab Niels Mulbjerg til NB-Forsyning & Klima.
"Der er givet grønt lys fra borgerne og erhvervslivet, men når det kommer til myndighedsbehandlingen, møder vi manglende og uklare regler."
I Filskov i Billund Kommune blev arbejdet med at etablere solceller og batterier til at forsyne alle 350 husstande sat i gang i 2020. Først fik projektet nej fra kommunen til det ønskede areal, siden blev reglerne lavet om, og det blev godkendt. Også tilkobling af elnet og valg af anlæg har ligeledes givet udfordringer.
Da energifællesskabet drives af frivillige kræfter, har projektudviklingen vist sig at være mere teknisk og kompleks end først antaget.
Det er langt fra lige så enkelt "som at bygge et hus", siger Niels Mulbjerg.
"Da vi gik i gang, tænkte vi, at det skulle vi nok kunne magte, men der er rigtig mange spillere i at få det til at fungere."
"Vi har haft et rigtig godt samarbejde med kommunen, men det er først her på det sidste, at vi har fået et hul igennem og fået det godkendt. Processerne tager lang tid, selvom kommunen er villig," tilføjer han om blandt andet kommunalbestyrelsens beslutning.
Projektet i Filskov indeholder solceller på cirka fem megawatt og en batteriløsning på to megawatt.
Ingen "kogebog" at følge
Erfaringerne fra Filskov er ikke enestående. Flere opstartende energifællesskaber møder udfordringer, når planerne skal lægges - og det kan ende ud i, at projekterne bliver lagt på hylden. Det selvom der er opbakning fra lokalområdet.
I Filskov er formålet med anlægget, at det skal producere, dele og optimere grøn energi i lokalområdet. Værdien af anlægget skal blive i Filskov og komme lokalsamfundet til gode. Dialog med de lokale borgere har derfor været essentielt.
Selvom processen har været både langsom og kompleks, har barriererne ikke fjernet ambitionerne, men det er kommet bag på direktøren, at processen har været så omfattende.
"Det er vigtigt at kalde de rigtige kompetencer ind til projektet på de rigtige tidspunkter. Når der ikke rigtig er nogen eksempler eller 'kogebøger' af implementerede energifællesskaber, som man kan støtte sig til, er det vigtigt at arbejde ud fra 'hvad er det vigtigste at få styr på lige nu'-princip," siger Niels Mulbjerg.
Filskov Energifællesskab afventer nu, at det lokale energiselskab gør det muligt at få transformerne koblet op på elnettet, mens den samlede investering skal gennemgås og der skal laves administrativt arbejde i form af udkast til vedtægter og de juridiske aspekter.
Sidst opdateret: 22/01/2026 - 11:59
Temaer: Energi











































