Minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), afviste ved et samråd onsdag flere gange Danmarksdemokraternes spekulationer om, at kvælstofreguleringen handler om at lægge solpaneler for at redde landmænd for konkurs.

Minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), afviste ved et samråd onsdag flere gange Danmarksdemokraternes spekulationer om, at kvælstofreguleringen handler om at lægge solpaneler for at redde landmænd for konkurs. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Grøn trepart

Minister afviser spekulationer: Regulering af kvælstof handler ikke om solceller

Danmarksdemokraterne spekulerer i, at kvælstofreguleringen i virkeligheden er indrettet på en måde, som skal bane vejen for solceller. Det er en konspiration, lød svaret fra Jeppe Bruus (S).

Udgivet: 22/01/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Onsdag eftermiddag var minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), indkaldt til samråd af Danmarksdemokraterne om regeringens nye model, der skal regulere landbrugets kvælstofudledning i forbindelse med den grønne trepart.

Undervejs i samrådet udtrykte Danmarksdemokraterne en stor bekymring over regeringens valg af en reguleringsmodel, som kombinerer VISA-modellen med en flad model, og partiet frygter, at kompensationen ikke vil afspejle landmændenes faktiske tab.

Men mod slutningen af samrådet, som i de første 50 minutter mest havde handlet om de ovenstående bekymringer, tog spørgsmålene en mere spekulativ drejning.

"Det virker som en tanke, og jeg skal ikke rode mig ud i konspirationsteorier, men at man nu skaber jorde, som bliver så billige, at der er en stor interesse i at gå over i VE-produktion i stedet. Den har man meget svært ved at få op at køre, fordi det er svært at få lavet god økonomi i det derude. Det er som om der mangler noget mere rigtig billig jord derude. Denne aftale virker som en, der i den grad kan skaffe det," lød det fra klima- og energiordfører Mads Fuglede (DD).

Til det svarede Jeppe Bruus: "Nu kender jeg dig godt, Mads, og jeg vil ikke anklage dig for at være konspirationsteoretiker. Men nej. Vi har ikke et ærinde om, at nu skal jordpriserne falde, fordi så kan det bedre betale sig for dem, der vil sætte VE-anlæg op."

Kort forinden havde Mads Fuglede selv på en meget rammende måde opsummeret samrådets udvikling, som i slutningen kom til at handle mere om spekulationer om solceller, end om valget af reguleringsmodellen:

"I mit gamle parti (Venstre, red.) kunne man aldrig have et møde, uden at man på et eller andet tidspunkt talte om kvælstof. I mit nyfundne parti kan man aldrig have et møde, uden at man på et eller andet tidspunkt taler om solceller. Det er et særligt kryds, jeg er endt i ved dette samråd," lød det.

Jernmarker og lækre bøffer

Det var Danmarksdemokraternes miljøordfører, Kim Edberg Andersen, som indledte spekulationerne, da der var omkring ti minutter tilbage af samrådet.

"Vil ministeren bekræfte mig i, at der er en potentiel mulighed for, at vi får skruen trykket så hårdt i bund, at der nu dør endnu flere landmænd? Er ministeren bekymret for, at det her får landmænd til at vælge at opsætte jernmarker i stedet for at lave lækre bøffer? Vil det gøre ministeren ked af det?", lød det blandt andet fra Kim Edberg Andersen.

Til det svarede Jeppe Bruus: "Ville jeg være ked af, hvis der var jernmarker over det hele? Hvis du spørger mig personligt, synes jeg ikke, at solceller er lige kønne alle steder. Men er jeg tilhænger af, at vi lader være med at bruge olie og gas fra Rusland? Ja, det er jeg kæmpestor tilhænger af. Jeg tror i virkeligheden, at solceller er et midlertidigt fænomen, fordi vi jo skal have vindmøllerne op på havet."

Mads Fuglede fulgte derefter op: "Jeg er med på, at det kan virke konspiratorisk, men vi har jo set, at regeringen har et erklæret mål om, at man vil firedoble produktionen af grøn strøm på land. Det har man meget svært ved at nå i mål med, og derfor synes jeg ikke, det er underligt, at spekulere i, om aftalen skal understøtte den udvikling."

Sidste bemærkning i samrådet stod Jeppe Bruus for. Han understregede, at "regeringen ikke er alene hjemme", og at aftalen er indgået med en række partier samt organisationer.

"Så bare for at hamre et solidt søm igennem den nervøsitet for, om vi har lavet denne kvælstofmodel med det ærinde, at sørge for at få flere solceller. Hvis der sidder nogen derude, der har den mistanke, at det kan regeringen sidde og manipulere med, så vil det indbefatte, at alle de her parter skulle have haft det samme ærinde. Det tør jeg godt sige er en konspiration," siger han.

Fakta

Baggrund for samrådet

Den 3. december 2025 indgik regeringen en delaftale med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre om en ny model for kvælstofregulering, der skal regulere landbrugets udledning af kvælstof.

Danmarksdemokraterne har i den forbindelse i det åbne samråd onsdag den 21. januar bedt minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), om at redegøre for, hvorfor valget er faldet på en reguleringsmodel, som “rammer landmændene hårdere end en ren VISA-model ville have gjort”.

Ministeren blev desuden bedt om at redegøre for, hvordan ministeren vil sikre tilstrækkelig kompensation til de landmænd, der rammes hårdest af reguleringen i kvælstofaftalen.

Derudover har udvalget bedt ministeren om at forholde sig til, om kvælstofaftalen vil øge presset på landmænd for at opstille solceller.

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Mads Fuglede (DD), Hans Kristian Skibby (DD) og Kim Edberg Andersen (DD).

Kilde: ft.dk

Sidst opdateret: 22/01/2026 - 12:22

Temaer: Grøn trepart

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]