
"Det har vist sig at være dyrere og mere bøvlet for producenterne end forventet. Nu er vi klar med et nyt lovforslag, der giver virksomhederne den gennemsigtighed og sikkerhed om priserne, som de har efterspurgt," siger miljøminister Magnus Heunicke (S). - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Affald
Nyt lovforslag skal skære 30 procent af gebyr på glasemballage
Regeringen har sendt et lovforslag i høring, der skal sænke prisen for glasemballage med 30 procent.
Udgivet: 19/02/2026
Et nyt lovforslag er netop sendt i høring, som skal fastsætte en ny model for producentgebyret, så virksomhederne er sikret en gennemsigtig og fast pris for kommunernes håndtering af emballageaffald.
"Vi forventer med lovforslaget at sænke prisen for glasemballage med cirka 30 procent," siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.
Ordningen skal vende affaldsområdet på hovedet, så det er virksomhederne og ikke borgerne, der skal betale for, at kommunerne afhenter borgernes emballageaffald.
Den 1. oktober 2025 trådte EU-direktivet om udvidet producentansvar for emballage i kraft. Producentansvaret udspringer af EU-regler, som Danmark er forpligtet til at implementere.
"Det har vist sig at være dyrere og mere bøvlet for producenterne end forventet. Nu er vi klar med et nyt lovforslag, der giver virksomhederne den gennemsigtighed og sikkerhed om priserne, som de har efterspurgt," siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.
Derfor har regeringen besluttet at finde en model, der skal få producentgebyret til at ligge på det niveau, som var forventet, da en bred aftalekreds indgik den politiske aftale om implementering af EU's emballagedirektiv om udvidet producentansvar i 2022.
Den nye model for producentgebyret skal sikre, at producenterne skal betale den pris, der er nødvendig for at afhente emballageaffaldet, så virksomhederne ved, hvad de skal betale i producentgebyret.
Prisfald i 2026
Med modellen vil kommunerne fortsat selv kunne vælge, hvordan de vil tilrettelægge affaldsindsamlingen, og kommunerne kan stadig tilbyde borgerne yderligere service.
Det skal i overensstemmelse med den politiske aftale betales over affaldsgebyret.
Lovforslaget er en udmøntning af den politiske aftale om et serviceniveau for kommunernes affaldshåndtering og har været drøftet med partierne bag aftalen.
"Det er min klare ambition, at vi sammen med virksomhedsforummet for producentansvaret skal se på muligheden for at ændre de miljøgraduerede bidrag, så prisen falder endnu mere i 2026," siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.
Lovforslaget er sendt i høring den 17. februar 2026. Høringsperioden løber til den 17. marts 2026.
Om benchmark-modellen
Benchmark-modellen for producentgebyr, der fremgår af lovforslaget, fastsætter en maksimal pris for indsamling af emballageaffald fra husholdningerne for hver affaldsfraktion hos kommunerne. Det er de omkostninger, der er nødvendige for at indsamle emballageaffaldet.
Med modellen vil kommunerne fortsat selv kunne vælge, hvordan de vil tilrettelægge affaldsindsamlingen, og kommunerne kan stadig tilbyde borgerne yderligere service. Det skal i overensstemmelse med den politiske aftale betales over affaldsgebyret.
Kommunerne er inddelt i tre grupperinger, bykommuner, provinskommuner samt land- og ø-kommuner, og modellen tager afsæt i omkostningerne i de 20 procent billigste kommuner i hver gruppe af kommuner (dog er de billigste 10 procent af kommunerne trukket fra).
Sidst opdateret: 19/02/2026 - 11:17
Temaer: Affald












































