- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vedvarende energi

Solceller på Rebilds kommunale tage skal være del af beredskab

Plan-, Klima- og Miljøudvalget i Rebild Kommune har valgt en model for etablering af solcelleanlæg på kommunens tage, som skal gøre det muligt at lagre energi til uforudsete hændelser.

Udgivet: 19/02/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Rebild Kommune vil gøre sig mere robuste, når det kommer til kommunens beredskab.

Det skal ske gennem solceller med batterilagring på kommunale bygninger som plejecentre, botilbud og sundheds- samt omsorgsfaciliteter.

"Vi forsøger at adressere flere dagsordner i vores proces. De geopolitiske strømninger i samfundet gør, at vi har et stort fokus på beredskabssikkerhed, men vi har også et ben i bæredygtigheden, hvor vi gerne vil have udnyttet de tagarealer, som vi har," siger Anna Oosterhof (V), der er formand i Plan-, Klima- og Miljøudvalget i kommunen, til NB-Forsyning & Klima.

Beslutningen om at undersøge kommunens tage blev truffet, da der blev åbnet for, at reglerne for selskabsudskillelse bliver lempet. Kommunens forvaltning har på baggrund af bygningsscreeningen peget på tre overordnet modeller for etablering af solcelleanlæg. De er illustreret i bunden af artiklen.

Plan-, Klima- og Miljøudvalget har valgt at gå med forvaltningens model 2, som indeholder solcelleanlæg med mulighed for at lagre energi i et batteri som et led i kommunens beredskab.

"Vi er gået videre med kombiløsningen i model 2, der er solcelleanlæg med batteriløsning. Det gør, at når solen skinner, så kan vi lagre energien og bruge den på et senere tidspunkt, hvis der skulle være strømsvigt eller i tilfælde af et cyberangreb," siger Anna Oosterhof.

Der bliver af udvalget lagt op til, at det skal være muligt at opgradere til model 3, som indeholder intelligent energistyring. Den model er særlig relevant for større bygninger med stort energiforbrug som skole- og campusbygninger samt idrætsanlæg og svømmehaller.

Bureaukrati var stopklods

"Det har juridisk og politisk været meget komplekst i forhold til at få sat den grønne omstilling i spil på de kommunale arealer."

Anna Oosterhof (V), formand for Plan-, Klima- og Miljøudvalget Foto af Rebild Kommune

Processen med at få aktiveret solceller på de kommunale tage som led i den grønne omstilling i Rebild Kommune har ifølge Anna Oosterhof været kompleks både juridisk og politisk.

"Vi har altid ønsket, at det var en mulighed for at sætte solceller på tagene, men så gik der bureaukrati i det hele," siger hun og tilføjer:

"Vi er derfor rigtig glade for, at der kommer den her mulighed, hvor det faktisk bliver muligt, da der bliver lempet på reglerne for kommuner som offentlig myndighed."

Det er Rambøll, der har lavet analysen for Rebild Kommune, hvor der er kigget på 343 ejendomme fordelt på 127 adresser. Analysen skønner, at 80 procent af tagfladerne er egnet til at kunne bære solceller.

Der er et gennemsnitligt potentiale på cirka 147 kvadratmeter solceller per adresse, mens det samlet vurderes, at Rebild Kommunes ejendomme har et årligt energiproduktionspotentiale på omkring tre gigawatt-time.

I analysen er dog ikke taget højde for blandt andet bygningstype og elforbrug, hvorfor der skal laves en nærmere analyse. Ligesom der heller ikke er sorteret bygninger fra, der allerede har etableret solcelleanlæg på taget.

Gode businesscases

Økonomiudvalget har efter Plan-, Klima- og Miljøudvalget beslutning givet grønt lys. Nu venter byrådets godkendelse, før projektet for alvor kan gå i gang.

"Vi skal kigge på, hvilke tage vi egentlig kan anvende, og så kommer vi til at lave nogle businesscases, fordi det skal også være økonomisk rentabelt," siger Anna Oosterhof om den kommende proces.

Skal projektet følge den nuværende plan, så vil der i løbet af indeværende års første og andet kvartal blive udpeget bygningstyper. Forventningen er, at igangsættelse af den første etape af etablering af solcelleanlæg på de kommunale bygningen vil ske i slutningen af 2026.

Fik du læst?

Dansk Solcelleforening ser frem til afskaffelse af bøvlede regler

Sidst opdateret: 20/02/2026 - 09:04

Temaer: Vedvarende energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]