Det vil koste omkring 130 milliarder kroner over de næste 100 år at klimasikre Danmark.

Ifølge den liberale tænketank Cepos er det en overkommelig opgave for samfundsøkonomien, men kun hvis opgaven ikke centraliseres i staten.

Det slår tænketanken fast i en ny analyse, som sætter fokus på ansvar, finansiering og ulighed mellem kommunerne i forhold til den nationale klimatilpasning.

Underdirektør i Cepos, Mette Dalsgaard, mener, at der er behov for en grundlæggende diskussion af, hvem der skal betale for at fremtidssikre Danmark mod stormfloder, skybrud og stigende have.

"Klimatilpasning er supervigtigt for Danmark. Men det skal gennemføres på en omkostningseffektiv måde. Spørgsmålet er ikke, om Danmark skal klimatilpasses, men om hvem der skal betale og efter hvilke principper," siger hun til NB-Forsyning & Klima.

Analysen bliver udgivet i en tid, hvor et bredt politisk flertal ønsker at afsætte statslige milliardbeløb til kystsikring og andre klimatilpasningsprojekter. Det er en farlig glidebane, mener Mette Dalsgaard.

"Lige nu ser vi en tendens til, at politikerne åbner statskassen og betaler for udvalgte områder. Det betyder i praksis, at skatteyderne overtager regningen for private boligejeres risiko. Det er hverken rimeligt eller samfundsøkonomisk fornuftigt," siger hun.

Mette Dalsgaard advarer mod, at staten begynder at udvælge og finansiere konkrete projekter. Hun afviser, at klimatilpasning per automatik skal finansieres af statskassen.

"Klimatilpasningen skal som udgangspunkt finansieres lokalt. Hvis staten går ind og redder for enhver pris, fjerner vi incitament til at forebygge og placere regningen hos statskassen. Det er ikke holdbart - hverken økonomisk eller principielt," siger Mette Dalsgaard.

Tre principper

Analysen peger på tre centrale principper. For det første ønsker Cepos at fastholde nytteprincippet. Dem, der har gavn af klimasikringen, skal også betale for den, lyder argumentet.

"Boligejere træffer selv beslutning om, hvor de vil bo, og må derfor også selv bære risikoen for oversvømmelse og investere i forebyggelse," siger Mette Dalsgaard.

For det andet skal staten fokusere på at fastsætte klare og stabile rammer, fjerne lovgivningsmæssige barrierer og stille data til rådighed, så kommuner og boligejere kan træffe oplyste beslutninger.

Og for det tredje foreslår Cepos, at den nationale stormflodsordning afskaffes og integreres i de private forsikringer. I dag indebærer ordningen en betydelig omfordeling mellem kommuner, hvor borgere i mindre risikofyldte områder subsidierer boligejere i stærkt udsatte områder.

"Analysen viser, at den nuværende stormflodsordning har store skævheder. I nogle kommuner får borgerne op til 16 gange mere i erstatning, end de betaler ind, mens andre, som København kun får omkring syv procent tilbage. Det er skævt. Risiko og betaling bør hænge sammen," siger Mette Dalsgaard.

Den, der har gavn, betaler

Underdirektøren tager afsæt i den nuværende finansieringsmodel, hvor nogle kommuner ifølge hende reelt er med til at betale for andre kommuners klimatilpasning. Blandt andet via den fælles stormflodsordning.

"Indbetalingerne står ikke mål med der, hvor erstatningerne udbetales. Der er en skæv fordeling mellem de kommuner, der betaler ind, og dem, der får pengene," siger hun.

Ifølge analysen skaber det en økonomisk ubalance mellem kommunerne. Mette Dalsgaard peger samtidig på, at klimarisici er geografisk ulige fordelt, og at løsningen ikke nødvendigvis er mere statslig finansiering.

"Man får de bedste løsninger, hvis finansieringen sker så tæt på problemet som muligt," siger hun.

Det betyder, ifølge Mette Dalsgaard, at kommuner og grundejere i særligt udsatte områder i højere grad selv bør finansiere klimatilpasningen.

"Som udgangspunkt er det grundejeren, der skal finansiere det, der har nytte på egen grund. Omkostningerne bør fordeles efter nytte," siger hun.

National plan efterlyses

Selvom Cepos ønsker lokal finansiering, betyder det ikke, at staten skal holde sig helt væk. Tværtimod efterlyser Mette Dalsgaard en klar national ramme.

"Der er behov for en national retning, som sætter de rigtige rammer. Ellers risikerer vi, at nogen bare sidder og afventer, at andre gør noget," siger hun.

Den eksisterende nationale klimatilpasningsplan blev fremlagt i oktober 2023 af SVM-regeringen. Den havde fokus på skader fra stormfloder, stigende grundvand og ekstrem regn. En opdateret version, som forventes at have fokus på kystsikring, lader vente på sig. Ifølge Mette Dalsgaard skaber det usikkerhed hos kommunerne.

"År efter år stiger skadesomkostningerne, hvis vi ikke forebygger. Vi skal forebygge i god tid og i de steder, hvor det er økonomisk rentabelt," siger hun.

Ensartede kriterier

Analysen bringer et eksempel på, hvor der er behov for at tænke anderledes i kommunerne. I dag anvendes såkaldte bidragsmodeller ved større klimatilpasningsprojekter for at sikre, at de ejendomsejere, der får direkte gavn af eksempelvis kystbeskyttelse, også bidrager økonomisk.

Modellerne bygger på nytteprincippet, hvor udgifter fordeles efter, hvem der opnår størst beskyttelse, og det er kommunerne, der vurderer, hvem der skal betale.

Cepos vurderer, at grundtanken er både rimelig og økonomisk ansvarlig, men efterlyser mere ensartede og gennemsigtige kriterier.

Eksempelvis viser kystsikringsprojektet Nordkystens Fremtid, hvordan der er store forskelle i kommunerne. I Halsnæs Kommune betaler grundejerne i første række 100 procent af den indledende sandfodring. I Gribskov Kommune dækker kommunen 75 procent, mens Helsingør Kommune finansierer hele udgiften.

Ifølge analysen viser det behovet for et opgør med den nuværende fordeling.