
Rågeleje strand er en del af kyststrækningen i kystbeskyttelsesprojektet Nordkystens Fremtid. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Klimatilpasning
Danmarks største kommunale kystprojekt nærmer sig politisk afgørelse
Nordkystens Fremtid skal beskytte kysten i Halsnæs, Gribskov og Helsingør mod erosion og stormfloder. Projektet har været på vej i flere år, og nu skal sagen op i byrådene.
Udgivet: 03/09/2026
Den politiske behandling af Danmarks største fælleskommunale kystbeskyttelsesprojekt mellem Halsnæs, Gribskov og Helsingør er i gang.
To ud af de tre kommunale fagudvalg har behandlet sagen, som nu er indstillet til viderebehandling i de respektive byråd.
Kystbeskyttelsesprojektet går under navnet Nordkystens Fremtid og skal gennem strandfodring sikre kysten langs de tre sjællandske kommuner. Projektet blev igangsat efter stormen Bodil i december 2013, og siden er der foretaget undersøgelser, ført dialog med interessenter og indhentet tilladelser.
"Inden sommerferien fik vi tilladelsen til fravigelse efter kysthabitatsbekendtgørelsen i Natura 2000-område nummer 195 Gilleleje Flak og Tragten, hvilket er en vigtig milepæl, da det er en forudsætning for, at der kan opnås tilladelse til kystbeskyttelsesprojektet," oplyser Gribskov Kommune til NB-Forsyning & Klima.
Gennem strandfordring skal Nordkysten beskyttes mod erosion og stormfloder svarende til en 50-årshændelse i de kommende 50 år. Der er planlagt strandfodring med sand og ral på knap 36 kilometer af den i alt 57 kilometer lange kyst.
Sandet hentes i to marine indvindingsområder nord for Tisvilde og Hundested. Ral forventes ifølge Gribskov Kommune at blive hentet i et indvindingsområde syd for Samsø.
Det er et ud af to hovedelementer i strategien, hvor det andet hovedelement drejer sig om muligheden for en optimering af eksisterende skråningsbeskyttelse, som varetages af grundejere og kystsikringslag.
Kompenserende stenrev
Men det er ikke uden påvirkning at anlægge så stort et projekt.
Nogle steder vil kystbeskyttelsesprojektet påvirke Natura 2000-områder, fordi strandfodringen sker på stenrev, som ligger inden for de områder. I den forbindelse skal projektet etablere et kompenserende stenrev på 46 hektar.
Det kompenserende stenrev skal overvåges af virksomheden Sweco, der som totalrådgiver skal foretage marine undersøgelser kombineret med droneopmålinger. Det sker gennem en laserscanningsteknologi på mere end 1.000 hektar.
Gennem projektets 12 år lange levetid er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om kystbeskyttelse med stenrev havde været bedre end strandfodring. Det gjorde også miljøordfører Torsten Gejl (ALT) for nyligt i et spørgsmål til miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF). Det kan du læse mere om her.
Staten har givet tilsagn om, at kystbeskyttelsesprojektet vil modtage støtte på i alt 86,7 millioner kroner til initialfodringen, den første store tilførsel af sand, fra statens pulje til kystbeskyttelse.
Det er forventningen, at stenrevene kan anlægges i 2027, og strandfodringen kan gennemføres i 2028-2029.
Sidst opdateret: 03/09/2026 - 08:41
Temaer: Klimatilpasning












































