
Klimatopmødet er en årlig begivenhed, som har været afholdt de seneste seks år. - Foto: Klimatorium/PR
Klimatilpasning
Klimatopmøde vil "ryste" debatten om planlagt tilbagetrækning som klimahandling
Klimatilpasning ved planlagt tilbagetrækning kan være en god løsning, men det skal ske på de rigtige data, mener direktør i Lemvig Vand og Klimatorium.
Udgivet: 18/08/2026
Den stigende risiko for oversvømmelse sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt alle nuværende områder med beboelse og bebyggelse skal bestå.
Det kan derfor være nærliggende at overveje, om nogle områder skal overlades til vandet. Og om der skal indledes en langsigtet planlægning af såkaldt tilbagetrækning i områder, hvor beskyttelse ikke er realistisk på sigt.
Netop det vil Det Nationale Klimatopmøde i Lemvig sætte fokus på over to dage den 19. og 20. august. Der er nemlig behov for at nuancere debatten, mener Lars Nørgård Holmegaard, direktør i Lemvig Vand og Klimatorium, som står bag klimatopmødet.
"Vi vil gerne bringe de her ting op, fordi der ret hurtigt bliver tegnet et negativt billede, når man taler om tilbagetrækning. Men der kan faktisk også komme noget positivt ud af det," siger han og tilføjer:
"Så vi vil gerne ryste posen og sikre, at det er de rigtige data, der ligger til grund."
Planlagt tilbagetrækning kan blandt andet indebære, at beboere fraflytter bestemte områder eller ejendomme, som efterfølgende kan omdannes til natur eller indgår i klimatilpasningen.
Men værktøjet skal ikke erstatte beskyttelse.
"Der er formentlig nogle områder, som man bliver nødt til at opgive på grund af klimaforandringerne. Vi kan dog være bekymrede for, at det sker som en lemmingeffekt, hvor man tror, at noget ikke kan beskyttes, og derfor opgiver det for hurtigt," siger Lars Nørgård Holmegaard.
Korrekt datagrundlag
Hvad er planlagt tilbagetrækning?
Planlagt tilbagetrækning kræver, at der tages stilling til forskellige elementer:
Udpegning af særligt udsatte områder uden mulighed for beskyttelse
Planlægning og tidshorisont
Anvendelsesrestriktioner
Incitamenter
Fraflytningsplan
Opkøb og støtte
Andre lande, der er begyndt at arbejde med planlagt tilbagetrækning, har forskellige programmer til at understøtte det, herunder med kompensation og genhusning, for eksempel i USA, Frankrig og Storbritannien.
Kilde: Realdania, Forsikring & Pension og CIP Foundation
Netop brugen af data som grundlag for at træffe beslutninger om tilbagetrækning er central. I dag findes der ifølge Lars Nørgård Holmegaard for eksempel ingen fælles dataportal, som kommuner og andre kan opdatere med etablerede klimatilpasningstiltag.
Problemet blev tydeligt, da Lemvig Kommune for to år siden blev udråbt til landets næstmest klimaudsatte kommune af Boliga, fortæller direktøren.
"Vi kunne ret hurtigt se, at nogle af de data, der blev brugt, ikke tog højde for de klimatilpasninger, der allerede var lavet," siger Lars Nørgård Holmegaard og giver et eksempel:
"Vi har et område med 1.100 sommerhuse, hvor der er blevet drænet. Ser man på almindeligt tilgængelige data, vil man tro, at området står under vand, men der er allerede lavet en omfattende sikring."
I løbet af de to dage vil blandt andet forskere, myndigheder og kommuner diskutere emnet på klimatopmødet. Lars Nørgård Holmegaard håber, at flere facetter af klimatilpasningen kan komme på dagsordenen – og tænkes ind i flere dele af byudviklingen.
Sidst opdateret: 18/08/2026 - 11:28
Temaer: Klimatilpasning











































