
"Her er nok at tage fat på," lyder det fra den nye klima-, natur- og planudvalgsformand i KL, Anders Winnerskjold (S). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Klima
Aarhus-borgmester er ny formand for KL's grønne udvalg
Anders Winnerskjold (S) er ny formand for KL's Klima-, Natur- og Planudvalg i Kommunernes Landsforening.
Udgivet: 13/03/2026
"Stolt, ydmyg og enormt beæret."
Sådan lyder det fra Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S), der er ny formand for KL's Klima-, Natur- og Planudvalg og valgt til bestyrelsen.
"Her er der nok at tage fat på: Grøn Trepart, klimahandling, rent drikkevand, et boligmarked i balance og meget, meget mere," siger Anders Winnerskjold i et opslag på Facebook.
Han overtager posten efter Johannes Lundsfryd Jensen (S), der var formand for det tidligere Klima- og Miljøudvalg i KL. Han sidder nu i byrådet i Middelfart.
Anders Winnerskjold kommer selv fra posten som udvalgsformand for Sundheds- og Ældreudvalget med ressortansvar for ældreområdet.
Udpegningen af de nye formænd skete torsdag på KL's topmøde i Aalborg, hvor den nye bestyrelse for perioden 2026-2030 blev sammensat.
Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense, er ny formand for KL, mens Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg, er valgt som næstformand.
De to politikere har dermed byttet stol, efter at Radikale Venstre flyttede deres støtte fra Venstre til Socialdemokratiet.
"Jeg ser frem til sammen med resten af KL's bestyrelse at skulle stå i spidsen for vores kommunale fællesskab," siger Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vores samarbejde, sammenhold og forbundethed på tværs af kommunegrænser og partier gør os stærke. Både når vi skal levere god velfærd til borgerne, forhandle med regeringen og skabe tryghed i en urolig verden. Det skal vi værne om, og derfor bliver det en vigtig opgave for den nye bestyrelse at sikre, at forskellene på tværs af landet ikke vokser sig for store – men at alle kommuner har mulighed for at give borgerne en god service."
Herunder kan du se de nye formænd og næstformænd i KL's udvalg samt formandskab.
De nye udvalg og KL's formandskab
Arbejdsmarkeds- og Digitaliseringsudvalget
Formand: Emil Blücher (LA), borgmester Solrød Kommune
Næstformand: Serdal Benli (SF), borgmester Gladsaxe Kommune
Børne- og Undervisningsudvalget
Formand: Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester Holbæk Kommune
Næstformand: Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester Esbjerg Kommune
Internationalt udvalg
Formand: Jan Riber Jakobsen (K), borgmester Aabenraa Kommune
Næstformand: Line Krogh Lay (R), kommunalbestyrelsesmedlem Stevns Kommune
Klima-, Natur- og Planudvalget
Formand: Anders Winnerskjold (S), borgmester Aarhus Kommune
Næstformand: Kenneth Muhs (V), borgmester Nyborg Kommune
Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalget
Formand: Lone Loklindt (R), 1. viceborgmester Frederiksberg Kommune
Næstformand: Jakob Søgaard Clausen (DD), 2. viceborgmester Aarhus Kommune
Løn- og Personaleudvalget
Formand: Michael Ziegler (K), borgmester Høje-Taastrup Kommune
Næstformand: Steffen Jensen (S), borgmester Halsnæs Kommune
Socialudvalget
Formand: Lasse Frimand Jensen (S), borgmester Aalborg Kommune
Næstformand: Simon Vanggaard (DF), byrådsmedlem Ikast-Brande Kommune
Sundheds- og Ældreudvalget
Formand: Dorte West (V), borgmester Herning Kommune
Næstformand: Britt Jensen (S), borgmester Rødovre Kommune
På bestyrelsesmødet blev det desuden besluttet, hvem der skal sidde i KL’s formandskab. Formandskabet består af KL's formand og næstformand samt yderligere tre bestyrelsesmedlemmer.
Medlemmerne af KL's formandskab
Formand Peter Rahbæk Juel (A), borgmester Odense Kommune
Næstformand Martin Damm (V), borgmester Kalundborg Kommune
Sisse Marie Welling (SF), overborgmester Københavns Kommune
Lone Loklindt (R), 1. viceborgmester Frederiksberg Kommune
Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester Esbjerg Kommune
Derudover deltager Michael Ziegler (K) fra Høje-Taastrup Kommune, i sin egenskab af formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, i formandskabsmøderne.
Sidst opdateret: 17/03/2026 - 11:37
Temaer: Klima












































