
Landbrug & Fødevarer samt Danske Vandværker er ikke overraskede over, at landbruget er repræsenteret i bestyrelserne i de lokale vandværker. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bestyrelse
Landbrugsfolk sidder i halvdelen af lokale vandværkers bestyrelser
Landbrugsfolk er særlig repræsenteret i de forbrugerejede vandværkers bestyrelser. Det viser en ny kortlægning af over 250 vandværker.
Udgivet: 19/03/2026
Landbruget fylder i bestyrelserne i de forbrugerejede vandværker.
Mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne har en erhvervsmæssig tilknytning til landbruget.
Blandt formændene gælder det hver fjerde.
Det viser en kortlægning af Naturmonitor blandt mere end 250 vandværker.
Det er kritisabelt, at landbruget er overrepræsenteret i vandværkerne, mener Christoph Ellersgaard, der er forsker i magt ved Copenhagen Business School.
"Der er en klar interessekonflikt mellem at repræsentere landbruget og samtidig skulle beskytte grundvandet – mellem borgernes ønske om rent drikkevand og landbrugets ønske om at måtte sprøjte mere," siger han til mediet.
Landbrug & Fødevarer samt Danske Vandværker ser dog ikke, at overrepræsentationen af landbrugsfolk er et problem.
De lokale vandværker ligger typisk i de mindre samfund, hvor det er naturligt, at folk engagerer sig i det lokale.
Spørgsmålet om interessekonflikter er også adresseret i vandværkernes eget kodeks for godt bestyrelsesarbejde, der indeholder 24 anbefalinger.
En af anbefalingerne er, at bestyrelsesmedlemmer ikke stemmer i sager, hvor de selv har en interesse, forklarer Lise Lotte Toft, der er direktør i Danske Vandværker.
Samtidig peger hun på, at der i organisationen arbejdes aktivt på at indføre sprøjteforbud i sårbare grundvandsområder – også selvom vandværkers bestyrelsesmedlemmer har landbrugsbaggrund.
Sidst opdateret: 19/03/2026 - 12:12
Temaer: Vand, Bestyrelser











































