
Brancheforeningen Danva havde helst været forsinkelsen af Vandreguleringsudvalgets anbefalinger foruden. - Foto: Danva/Allan Trolle
Vand
Anbefalinger til ny regulering kommer først til næste år
Vandreguleringsudvalgets endelige anbefalinger er forsinket. Danva frygter et potentielt modsætningsforhold mellem benchmarking og ønsket om større ansvar hos vandselskaber i anbefalingerne.
Udgivet: 22/09/2026
De endelige anbefalinger til en ny regulering af vandsektoren kommer ikke i efteråret 2026.
Forårets folketingsvalg og den efterfølgende regeringsdannelse har sat Vandreguleringsudvalgets arbejde i bero – og udvalgets anbefalinger er derfor forsinket.
Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til NB-Forsyning & Klima.
"Regeringen har besluttet, at Vandreguleringsudvalget skal fortsætte sit arbejde. For at sikre de bedst mulige faglige forudsætninger er det besluttet, at Vandreguleringsudvalget skal aflevere anbefalingerne i første halvdel af 2027," lyder det i et skriftligt svar.
Vandreguleringsudvalget blev sammensat af SVM-regeringen i sommeren 2024 med formålet om at lave et eftersyn af den økonomiske regulering af vandsektoren som følge af vandsektorloven. I juni 2025 blev en række delanbefalinger offentliggjort.
Brancheforeningen Danva havde helst været forsinkelsen foruden, men direktør Carl-Emil Larsen ser det som vigtigere, at udvalget med det nu genoptaget arbejde får tid til at sammensætte en regulering, der kan holde i mange år frem.
Til gengæld forventer han, at den ekstra tid bliver brugt på at sikre en regulering, der fungerer.
"Det her er noget, sektoren skal leve med i måske 15-20 år. Så vil vi hellere vente seks til ni måneder ekstra og få noget, der fungerer, end at få noget, der kun fungerer halvt," siger han til NB-Forsyning & Klima.
For Carl-Emil Larsen handler det grundlæggende om, at reguleringen skal skabe de nødvendige rammer, så vandselskaberne kan levere det, som samfundet ønsker på drikke- og spildevandsområdet.
Delanbefalinger foreslår nyt system
I delanbefalingerne foreslår Vandreguleringsudvalget blandt andet en ny indtægtsramme, der skal bestå af to dele: En omkostningsramme, der dækker drift og anlægsomkostninger gennem årlige afskrivninger, samt en forrentningsramme, der giver mulighed for at dække finansieringsomkostningerne.
Det skal give et system, der ikke skelner mellem nye investeringer og reinvesteringer i eksisterende anlæg.
Derudover anbefaler udvalget, at governance skal styrkes gennem krav til uafhængighed og kompetencer i bestyrelserne. Samtidig skal der være større transparens og en klarere rollefordeling mellem selskaberne og ejerne.
De fem centrale delanbefalinger
Ny indtægtsrammeopbygning, som består af en omkostningsramme til dækning af driftsomkostninger og anlægsomkostninger i form af årlige afskrivninger, samt en forrentningsramme.
Balancekravet under hvile i sig selv-princippet afskaffes, så det alene er indtægtsrammerne, der sætter rammen for selskabernes maksimale indtægter.
Periodevis genberegning af omkostningsrammen, så indtægtsrammen gradvis tilpasses udviklingen i selskabernes faktiske driftsomkostninger og anlægsomkostninger i form af årlige afskrivninger. Omkostningsrammen korrigeres for pris- og produktivitetsudvikling samt udmøntning af selskabernes beregnede resultat i den økonomiske benchmarking. Det ansøgningsbaserede tillægssystem erstattes af den automatiske genberegning.
Forrentningsrammen giver selskaberne en mulighed for at få dækket omkostningerne til finansiering og anvendes til at robustgøre selskaber med et svagt økonomisk udgangspunkt. Forrentningsrammen skal robustgøre selskaber med et stigende investeringsniveau under hensyn til, at der ikke opbygges uhensigtsmæssig og unødvendig stor egenkapital.
Styrket governance i sektoren gennem krav til uafhængighed og kompetencer i selskabsbestyrelser samt større transparens og klarere rollefordeling mellem ejere og selskab.
Det er netop balancen mellem selskabernes eget ansvar og den økonomiske benchmarking, Carl-Emil Larsen holder særligt øje med frem mod de endelige anbefalinger.
Han er bekymret for, hvorvidt intentionen om at give bestyrelser og direktioner et større ansvar bliver fulgt til dørs, hvis selskabernes økonomiske rammer fortsat i høj grad bliver bestemt gennem benchmarking.
Konkret peger Carl-Emil Larsen på et potentielt modsætningsforhold.
"Hvis man både vil have længere perioder og på papiret siger, at man vil give ansvaret tilbage til bestyrelser og direktioner, men så laver et års benchmarking, så passer tingene jo ikke sammen. Så gør man ikke det, man siger, man vil," siger han.
Sidst opdateret: 22/09/2026 - 11:51
Temaer: Vand











































