
"Når selskabet er fast forankret i sit nye ejerskab, vil det også være muligt at tage stilling til de sidste spørgsmål omkring blandt andet udrulningen i de andre byer, som stadigvæk mangler," siger Pernille Ingildsen, direktør i Odsherred Forsyning. (Genrebillede) - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Odsherred-sagen
Trods kritik af priser – ingen kompensation til fjernvarmekunder i Odsherred Varme
Odsherred Varme kommer ikke til at tilbagebetale et beløb til kunderne efter Forsyningstilsynets afgørelse. Det møder kritik fra borgerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred.
Udgivet: 26/03/2026
Fjernvarmekunder i Odsherred Varme får ikke penge tilbage i forbindelse med nye varmepriser.
Det fastslår direktør i Odsherred Forsyning, Pernille Ingildsen, over for NB-Forsyning & Klima, efter at selskabet har sat nye varmepriser på baggrund af afgørelsen.
Da afgørelsen fra Forsyningstilsynet blev offentliggjort i februar, lød det, at fjernvarmekunderne skulle have penge tilbage, hvis der var opkrævet for meget.
Den manglende tilbagebetaling møder kritik fra formand i borgerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred, Pernille Wohlfahrt.
"Vi har ventet længe på afgørelsen, men jeg kan sige med det samme, at det ikke er en glædens dag for os kunder. Vi føler os som ludobrikker, der bliver slået tilbage til start," siger hun til NB-Forsyning & Klima og tilføjer:
"En af de ting, vi især hæfter os ved, er, at de siger, at de ikke kommer til at tilbagebetale det beløb, vi har betalt for meget siden juni. Det var jo en af de ting, som Forsyningstilsynet har påbudt dem."
Sådan hænger det dog ikke sammen, forklarer direktør i Odsherred Forsyning.
"Hvis kunderne havde betalt for meget, så ville vi skulle tilbagebetale, og det vil vi selvfølgelig gøre uden diskussion. Men den takst, der er opkrævet i 2025, ligger inden for de rammer, som afgørelsen ligger for, hvad taksten må være. Så derfor kommer der ikke til at ske en efterregulering," siger Pernille Ingildsen.
Varmepriser sænkes med 20 kroner
Forsyningstilsynets afgørelse fra februar påvirker kun den del af varmeregningen, som kaldes effektbidraget. Det bliver sænket fra 70 kroner til 50 kroner per kvadratmeter. De resterende dele som abonnement, forbrugspris og eventuel leje af fjernvarmeunit påvirker afgørelsen ikke.
Odsherred Forsyning har løbende været i kontakt med Forsyningstilsynet for at sikre, at der har været en konkret tolkning af afgørelsen, når de nye varmetakster skulle fastsættes.
Pernille Ingildsen skønner, at besparelsen for de mest almindelige huse i Odsherred vil ligge på et sted mellem 1.500 og 4.000 kroner om året.
Det skyldes, at når gældsgrundlaget er reduceret, vil det være per kvadratmeter – altså på effektbidraget.
"Det er jo, fordi gælden, man kan betale tilbage, mere end halveres med tilsynets afgørelse. Ser man over de 45 år, som hele tiden har været omdrejningspunkt også i rekonstruktionen, så skulle man førhen betale den halverede gæld på 750 millioner tilbage, som er det, rekonstruktionen landede i. Nu ser vi ind i en yderligere halvering af gælden – eller i hvert fald det, der kan betales tilbage," siger Pernille Ingildsen.
Det giver en tilsvarende reduktion i udtrædelsesgodtgørelsen per kvadratmeter.
Et skridt på vejen mod et almindeligt selskab
"Håbet er, at vi på et eller andet tidspunkt kommer derhen, hvor Odsherred Varme – eller hvad det nu kommer til at hedde – bare er et almindelig selskab, hvor der er fred i relationerne, både med kreditorer og kunder."
Pernille Ingildsen, direktør i Odsherred Forsyning Foto af Odsherred Forsyning
Odsherred Forsyning har sendt en fristafbrydende klage til Energinævnet. Den skal ifølge forsyningen sørge for, at en eventuel klagesag bliver udskudt til, efter den igangværende salgsproces er gennemført.
Ser direktøren fremad, handler det nu om at få selskabet på ret kurs.
"Vi har arbejdet med det her i virkelig lang tid. Håbet er, at vi på et eller andet tidspunkt kommer derhen, hvor Odsherred Varme – eller hvad det nu kommer til at hedde – bare er et almindelig selskab, hvor der er fred i relationerne, både med kreditorer og kunder," siger Pernille Ingildsen og tilføjer:
"Det her er jo et skridt på vejen."
De næste par skridt, der skal tages, for at det lykkes, handler ifølge direktøren om, at kreditorerne skal forholde sig til de nye vilkår, og at den kommende ejer underskriver købsaftalen, sådan at der kan gennemføres en tre måneders forkøbsretsprocedure.
I den periode har kunder mulighed for at købe selskabet til de samme betingelser.
"Lige nu ser vi tre til fire måneder frem, før der kommer en endelig afklaring omkring tingene," siger Pernille Ingildsen og fortsætter:
"Når selskabet er fast forankret i sit nye ejerskab, vil det også være muligt at tage stilling til de sidste spørgsmål omkring blandt andet udrulningen i de andre byer, som stadigvæk mangler."
Tilbage står formand i borgerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred, Pernille Wohlfahrt, med en bitter smag i munden. Endnu en gang vil hun trække i arbejdstøjet for at få tilkendt en større erstatning til kunderne:
"Der er ingen tillid til forsyningen fra kundernes side. Vi føler, at man som fjernvarmekunde ikke har nogen retssikkerhed," siger hun.
NB-Forsyning & Klima har rakt ud til Forsyningstilsynet for at få en kommentar, men tilsynet er ikke vendt tilbage inden deadline.
Sidst opdateret: 26/03/2026 - 11:57
Temaer: Odsherred-sagen












































