Esbjerg Kommune modtager 2.477.900 kroner fra staten i 2026 for opsætning af vindmøller og solceller (genrefoto).

Esbjerg Kommune modtager 2.477.900 kroner fra staten i 2026 for opsætning af vindmøller og solceller (genrefoto). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vedvarende energi

DF og DD stemmer imod milliontilskud til vedvarende energi i Esbjerg

“Blodpenge” og et “hold kæft-bolsje”. Sådan kalder Mads E. Larsen (DF) statens tilskud på knap 2,5 millioner kroner til vedvarende energi i Esbjerg Kommune. Byrådet behandlede sagen tirsdag.

Udgivet: 09/04/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

De fire byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i Esbjerg Kommune mener ikke, at kommunen skal modtage tilskud fra staten for udbygning af vedvarende energi(VE).

Et flertal i byrådet stemte dog ja til at modtage det statslige tilskud på 2.477.900 kroner ved byrådsmødet den 7. april.

Det skriver tvSyd.

En række kommuner – herunder Esbjerg Kommune – er berettigede til at modtage et tilskud i forbindelse med SVM-regeringens landdistriktsudspil "Sammenhæng og balance".

Selvom punktet var godkendt i både Plan-, By- og Samfundsudvalget samt Klima- og Erhvervsudvalget, skulle det alligevel til afstemning i Økonomi- og Bosætningsudvalget, hvor Danmarksdemokraterne stemte imod som det eneste parti.

På byrådsmødet tirsdag stemte Dansk Folkeparti også imod at modtage støtten. Her kaldte Mads E. Larsen (DF) tilskuddet for "blodpenge" og et "hold kæft-bolsje".

Pengene skal bruges på mere vedvarende energi

Tilskuddet fra staten kan potentielt fortsætte frem til 2035. Det er dog først til næste år, at kommunen ved, om den fortsat er berettiget.

Der er ingen specifikke krav til, hvordan pengene skal bruges i kommunen, fremgår det af sagsfremstillingen.

Her lyder forslaget til fordeling af midlerne i runde tal: 400.000 kroner til en VE-konsulent, 500.000 kroner til udvikling og styrkelse af energisystemer, 1,2 millioner kroner til planlægning af VE-projekter samt 380.000 kroner til et projekt målrettet solceller på kommunale tage.

Netop denne fordeling kritiserede Dansk Folkepartis Mads E. Larsen, der ikke mener, at tilskuddet skal bruges til videreudvikling af VE.

Lina Lund Lauridsen fra Danmarksdemokraterne påpegede i sin kritik, at tilskuddet gives på baggrund af eksisterende VE-anlæg på land.

"Vi mener, at den grønne omstilling skal ske med respekt for lokalsamfundet – ikke ved at presse udviklingen. Solcellerne skal op på tagene og vindmøllerne ud på havet," lød begrundelsen for Danmarksdemokraternes nej.

Flertal stemmer for at modtage pengene

Modstanden mod at tage imod tilskuddet møder undring fra byrådets resterende partier.

Heriblandt Enhedslistens Sarah Nørris, der understregede, at tilskuddet blandt andet gives på baggrund af allerede opstillede VE-anlæg.

"Det er ærgerligt ikke at modtage penge, nu når man allerede har besværet sig med at genere folk, selvom I (Danmarksdemokraterne, red.) ikke var med til det," lød det fra kommunalpolitikeren.

Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti afsluttede byrådsmødets punkt med en mindretalsudtalelse:

"Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne stemmer imod forslaget, da pengene jævnfør forvaltningens indstilling ønskes brugt til blandt andet VE-konsulent og udbredelse af nye VE-anlæg på land. Det er vi lodret imod, da det medfører gener for lokalbefolkningen og ødelægger vores natur."

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, SF, LA, Venstre, Enhedslisten samt løsgængerne Hans Erik Møller og Michael Harbøll stemte for. Ingen partier undlod at stemme.

Fik du læst?

Tønder dropper vejledende afstemninger for VE-projekter efter debat

Sidst opdateret: 09/04/2026 - 10:41

Temaer: Vedvarende energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]