Furesø Kommune når ikke klimamålet i 2030. I stedet opdateres klimaplanen i den nærmeste fremtid.

Furesø Kommune når ikke klimamålet i 2030. I stedet opdateres klimaplanen i den nærmeste fremtid. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Klima

Furesø opgiver at nå CO2-neutralitet i 2030

Udfordringer med udrulning af fjernvarme og en længere tidshorisont på infrastrukturprojekter betyder, at Furesø Kommune misser sit mål om CO2-neutralitet i 2030.

Udgivet: 10/04/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Ambitionerne var store i Furesø Kommune.

I 2022 forpligtede 96 kommuner sig til at lave lokale klimahandlingsplaner.

Mens de fleste kommuner har sat et mål om at opnå 70 procents reduktion i CO2-udledningen i 2030, gik Furesø skridtet længere.

Her ville man være CO2-neutral.

Det har dog vist sig, at virkeligheden ikke kunne følge med ambitionerne.

Forvaltningen har onsdag den 8. april meddelt natur- og klimaudvalget i Furesø Kommune, at det ikke længere er realistisk at indfri klimamålet.

Det skyldes især uventede udfordringer med udrulningen af fjernvarme i Farum, samt en væsentlig længere tidshorisont på en række afgørende infrastrukturprojekter som for eksempel S-toglinje til Hillerød og etablering af CO2-neutralt spildevandsanlæg.

"Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke opnår de klimamål, vi satte os tilbage i 2022. Men vi har vidst i et stykke tid, at det ville blive svært, og klimaarbejdet stopper ikke, fordi nogle af vores klimahandlinger ikke lykkes. Vi arbejder videre med at reducere udledninger i kommunen, og vi vil i den kommende tid se på, hvordan klimaplanen kan styrkes. Så selvom vi ikke kommer helt i mål, skal vi komme så tæt på som muligt," siger Øjvind Vilsholm (EL), formand for Natur og Klima, i en pressemeddelelse.

Vil fastsætte et opdateret mål

Furesø Kommune vedtog i 2022 sin klimaplan som en del af DK2020-samarbejdet, hvor 95 kommuner udviklede lokale klimahandlingsplaner. Københavns Kommune udviklede sin gennem sit medlemskab i C40 Cities.

I Furesø indeholder planen 43 klimahandlinger på tværs af energi, transport, affald, natur og forbrug. Herunder planen om at gøre kommunen CO2-neutral i 2030. For de fleste andre kommuner var målet om neutralitet først i 2050.

I 2026 går Furesø Kommune i gang med en gennemgribende opdatering af klimaplanen. Opdateringen indebærer en grundig evaluering af klimahandlingerne og tidshorisonten for implementeringen.

Formålet er at udvikle klimaplanen på baggrund af de erfaringer, forvaltningen har gjort sig i kombination med den nyeste viden og teknologi.

Samtidig vil man styrke prioriteringen af de indsatser, hvor kommunen har de bedste muligheder for at reducere udledningerne. På baggrund af processen vil kommunen fastsætte et opdateret mål for CO2-reduktion.

"Da vi lagde planen, byggede den på nogle forudsætninger om udviklingen i energisystemet, som vi ikke selv styrer. Når de ændrer sig, må vi justere kursen og finde nye lokale løsninger. Det arbejde går vi i gang med nu," siger Claus Davisen (S), næstformand i Natur og Klima, i pressemeddelelsen.

Fik du læst?

Tønder dropper vejledende afstemninger for VE-projekter efter debat

Sidst opdateret: 10/04/2026 - 11:20

Temaer: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]