Anders Dyrelund er en af Danmarks mest erfarne rådgivere inden for fjernvarme og energiplanlægning.

Anders Dyrelund er en af Danmarks mest erfarne rådgivere inden for fjernvarme og energiplanlægning. - Foto: Pressefoto

Varme

Energirådgiver: Udrulningen af fjernkøling går for langsomt

Kredsløb skal levere fjernkøling til store projekter i Aarhus. Det er der mange fordele ved, fortæller energirådgiver Anders Dyrelund, men udviklingen går dog for langsomt.

Udgivet: 21/04/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Om eftermiddagen torsdag den 16. april blev deltagerne ved KL's Klima & Miljø Topmøde i Aarhus inviteret på små udflugter.

Gåturen for hold 3 gik til Aarhusværket, hvor forsyningsselskabet Kredsløb i de kommende måneder skal installere otte store havvandsvarmepumper, som udnytter naturens egne kræfter til at holde Aarhus varm om vinteren og kølig om sommeren.

Processen fungerer på den måde, at varmepumperne om vinteren trækker energi ud af havvandet og omdanner det til fjernvarme.

I de varme måneder vender teknologien retning og leverer pladsbesparende og energieffektiv fjernkøling til kontorbygninger, hoteller og andre store ejendomme.

For eksempel kontorbygningen Mindet, som forventes færdigbygget i 2027. Med en højde på 141 meter, 40 etager og 48.000 kvadratmeter bliver Mindet den højeste kontorbygning i Aarhus samt Kredsløbs største kunde.

Teknologien skal gøre Aarhus både varmere og køligere, mens havvand kan blive en effektiv ressource i fremtidens bæredygtige energisystem.

Udviklingen går for langsomt

Efter udflugten hos Kredsløb har NB-Forsyning & Klima talt med Anders Dyrelund. Han er en af Danmarks mest erfarne rådgivere og har gennem sit mangeårige arbejde med energiplanlægning i henholdsvis Rambøll og Energistyrelsen rådgivet om at fremme den mest samfundsøkonomiske og bæredygtige forsyning med varme og køling i byerne.

Der er ifølge Anders Dyrelund, som er fagekspert i IDAs ekspertkorps, flere fordele end ulemper ved fjernkøling. Faktisk går udrulningen af fjernkøling for langsomt i kommunerne:

"Når bygninger kobles sammen med fjernkøling, viser erfaringen, at det samlede kapacitetsbehov bliver mindre og kan udbygges i takt med det målte behov," siger han og tilføjer:

"På den måde kan man spare kapacitet ved at udnytte eksisterende store køleanlæg på tværs af forbrugere. Det er en økonomisk fordel, da investeringerne i kølekapacitet udgør en relativt stor del af de samlede omkostninger ved køling," siger Anders Dyrelund.

Man er mange steder i gang med fjernkøling – men langt fra langt nok, mener Anders Dyrelund.

"Man burde have været længere, hvis man havde fulgt op på de rapporter som vi skrev for Dansk Fjernvarme og Dansk Industri for mange år siden."

Kredsløb skal efter planen fra 2027 levere fjernvarme- og køling til Mindet, som med 40 etager bliver den højeste kontorbygning i Aarhus.

Foto: Jeppe Sahlholdt Christensen

Adgang til havvand skaber "store synergier"

I Kredsløb, som er ejet af Aarhus Kommune, har man udarbejdet en ejerstrategi, som skal sætte retningen for udrulningen af fjernvarme- og køling:

"Ifølge strategien skal Kredsløb i størst muligt omfang bestræbe sig på at etablere bæredygtige løsninger som led i forsyningen. Herunder inden for vedvarende energi med henblik på at skabe en bæredygtig by og bane vejen for fremtidens fossilfrie energisystem," siger Casper Høgh Sønnichsen, seniorprojektleder for forretningsudvikling hos Kredsløb.

Det er ifølge Anders Dyrelund hensigtsmæssigt, at Kredsløb og Aarhus er begyndt at udrulle fjernkøling:

"Der er store synergier i at lave energiløsninger i fællesskab i byerne – blandt andet med fjernkøling. Når der er adgang til havet, kan havvand køle direkte uden brug af kompressorer en stor del af året, og resten af året kan kølekompressorerne arbejde mere effektivt og uden støj. Når der er etableret en køleakkumuleringstank, spares yderligere dyr kapacitet, og fjernkøling gør det muligt at producere køling, når strømmen er billigst, og stoppe igen, når den er dyr."

Men fordelene gælder ikke kun kystbyer – også byer inde i landet kan ifølge Anders Dyrelund opnå gevinster ved at koble bygninger sammen.

Carlsberg Byen er et præmie eksempel

Anders Dyrelund så meget tidligt, at sektorkoblinger med afsæt i fjernvarme og fjernkøling er vigtige for at opnå en omkostningseffektiv og grøn varmeforsyning til byerne.

Han nævner Carlsberg Byen i København som et præmie eksempel. I Carlsbergbyen er det HOFOR, som leverer fjernvarme, som i resten af kommunen, men Frederiksberg Forsyning, som leverer fjernkøling som kommerciel aktør.

"Carlsberg Byen er et mønster eksempel på, at en privat aktør kan skabe bedre løsninger, end kommunen har mulighed for. Løsninger, der er bedst for både samfundet og beboerne."

Carlsberg Byen er ifølge Anders Dyrelund en succeshistorie, fordi den nye bydel er en del af byen. Alle bygninger i Carlsberg Byen har fjernvarme, og halvdelen af bygningerne, som har et kølebehov, er blevet koblet på fjernkøling.

Udover Carlsberg Byen nævner Anders Dyrelund en del campusområder i offentlige og private virksomheder, som har etableret fjernkøling, herunder store virksomheder som Novo Nordisk, Bispebjerg Hospital og Danmarks Tekniske Universitet, DTU:

"DTU var forud for sin tid og fandt ud af i 1960'erne, at det var smart at samle varmen og senere kølingen, så der i dag er etableret fjernkøling i tunnelerne mellem bygningerne," siger han og tilføjer:

"Tårnby er et eksempel på en kommune, der trods alt har fået fjernkøling etableret i en ny bydel i Kastrup, fordi Tårnby Forsyning har set de synergier, der er i Kastrup mellem fjernvarme, fjernkøling og spildevand."

Begrænsede handlemuligheder for kommuner

Netop kommunernes manglende redskaber i værktøjskassen i forhold til fjernvarme- og køling er ifølge Anders Dyrelund en af årsagerne til, at udrulningen af begge energiformer går for langsomt.

Kommunerne har siden 1979 været varmeplanmyndighed ud fra ønsket om at fremme samfundsøkonomiske løsninger, som inkluderer de miljømæssige omkostninger, herunder klimaomkostninger.

Derved er Danmark et forbillede for EU's energilovgivning. Kommunerne og Folketinget har tidligere haft redskaber til at implementere de planlagte løsninger, men det har de ikke længere, siger rådgiveren.

Til gengæld kræver EU nu, at alle byer over 45.000 indbyggere skal planlægge fjernvarme- og køling, men her er der heller ikke meget hjælp at hente, da fjernkøling betragtes som et "kommercielt" anliggende.

"Kommunerne må ikke planlægge fjernkøling – de må ikke engang kræve fjernvarme i byudvikling, selv om det er til fordel for samfundet og forbrugerne. Med fjernkøling er der desuden et "kommercielt" hemmelighedskræmmeri – hver bygningsejer har sine egne planer, og det gør koordinering og planlægning vanskelig," siger Anders Dyrelund.

Kommunerne er ifølge rådgiveren reelt blokeret i deres muligheder for at planlægge fjernkøling:

"EU kræver nu køleplanlægning i byer, men kommunerne har begrænsede midler eller redskaber til at gennemføre det. Kommunernes selskaber kan heldigvis godt lykkes med fjernkøling – det er København og Aarhus eksempler på – men deres handlemuligheder er begrænsede."

Fokus på bedre energimærker

Desuden peger Anders Dyrelund på, at der nu er et krav fra EU om, at bygninger skal energirenoveres og have et bedre energimærke.

Derfor er der nu ekstra fokus på, hvordan man får et bedre energimærke.

"I dag får bygninger et bedre energimærke ved at skifte fra fjernvarme til varmepumpe og endnu bedre ved at producere varme og køling på matriklen frem for at udnytte byens planlagte infrastruktur for fjernvarme og fjernkøling – det er det stik modsatte af, hvad der er bedst for samfundet og forbrugerne," siger han og tilføjer:

"Det hedder sig, at energimærket skal nedbringe energiforbruget i kWh energi, men problemet er, at Bygningsreglementets regneregler ikke tager hensyn til energitype, pris, klimaeffekt og tidsaspektet."

Der er ifølge Anders Dyrelund en reguleringsmæssig skævhed i, at bygninger får et bedre energimærke ud fra meningsløse "energirammeforbrug" frem for samfunds- og brugerøkonomiske kriterier, der er grundlag for den planlagte fjernvarme og fjernkøling:

"Det betyder, at varmepumper i bygningerne favoriseres frem for fjernvarme- og fjernkøling. Det er en regulatorisk bias i Danmark, som der endnu ikke er rettet op på. Folketinget bør gribe ind, så de meningsløse faktorer ikke undergraver Varmeforsyningsloven og intensionerne i EU-direktivet."

Sådan virker fjernkøling

  1. Fjernkøling fungerer principielt som fjernvarme med central produktion af køling. Central produktion gør det muligt at udnytte flere forskellige teknologier og energikilder.

  2. Kølingen leveres via et to-strenget rørsystem, ligesom distribution af fjernvarme.

  3. Fjernkøling inkluderer blandt andet varmepumper, der forsyner både fjernkølekunder og fjernvarmenettet med energi. Dette giver høj energieffektivitet af den anvendte el.

  4. Et kølelager muliggør forskudt produktion med udnyttelse af lave elpriser og CO2 indhold for eksempel om natten.

  5. Kølingen kommer ind i bygningen igennem kælderen som koldt vand i to rør, der så forbindes til bygningens interne køleforsyning.

Kilde: Kredsløb

Sidst opdateret: 21/04/2026 - 13:28

Temaer: Varme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]