
Life Act havde på forhånd varslet, at de ville tage temperaturen på kommunernes klimavirkelighed. De cirka 260 deltagere ved konferencen tirsdag tonede "gult flag", hvilket må tolkes som en ret lunken vurdering af kommunernes klimavirkelighed. - Foto: Jeppe Sahlholdt Christensen
Klima
Life Act genfødt i Nyborg: Nu begynder arbejdet for alvor
Tirsdag har det EU-støttede klimahandlingsprojekt Life Act inviteret til "kickoff" på Hotel Nyborg Strand. Projektet har været stillestående i et års tid, men vil med konferencen genstarte engagementet i kommunerne.
Udgivet: 28/04/2026
I marts trak Nyborg Kommune sig fra klimasamarbejdet Life Act, fordi kommunen vil bruge ressourcerne på andre klimaopgaver.
Paradoksalt nok var det i netop Nyborg Kommune, at Life Act tirsdag den 28. april har inviteret til "kickoff-konference", eller sagt lige ud: det EU-støttede projekts genfødsel.
For siden april 2025, hvor projektet skiftede hænder fra regionerne til kommunerne, har det stået ret stille i Life Act. Projektet, som blandt andet tæller økonomiske partnerskaber med 26 kommuner, SDU Climate Cluster og forsyningsselskabet Lemvig Vand, har skullet finde sine fødder.
"Siden april 2025 har vi haft fokus på at opbygge og få de centrale medarbejdere på plads. Samtidig har vi gennemgået projektets tematiske arbejdspakker grundigt. Ansøgningen blev oprindeligt udviklet i regionerne, og projektet drives nu i et nyt og ret innovativt setup mellem SDU Climate Cluster og Aarhus Kommune," siger Anne Risom, programleder for Life Act, til NB-Forsyning & Klima.
Det har ifølge programlederen været nødvendigt at sikre, at aktiviteterne passer til den virkelighed og de partnerskaber, som Life Act arbejder ud fra i dag.
"Det arbejde giver et stærkt udgangspunkt for projektet. Vi prioriterer at gøre tingene ordentligt fra start, så vi kan skabe solide resultater i de kommende år. For det er et stort og vigtigt arbejde, vi er i gang med," siger hun.
11 arbejdspakker
Life Act er et EU-klimaprojekt med et budget på 212 millioner kroner, der skal omsætte kommunale klimahandlingsplaner til konkret handling i 26 partnerkommuner.
Gennem fælles indsats og lokal forankring understøtter projektet udvikling og udbredelse af praktiske løsninger, der styrker både den grønne omstilling og samfundets modstandsdygtighed over for klimaforandringer.
Med 11 tematiske arbejdspakker som omdrejningspunkt forener Life Act lokal handling med forskningsbaseret viden. Indsatserne spænder bredt fra solenergi og naturbaserede løsninger til arealanvendelse, hedebølger og borgerinddragelse. Projektet fungerer som drivkraft for tværgående samarbejde og effektiv klimahandling i hele landet.
"Vores kickoff markerer, at projektet nu bevæger sig fra etablering til en fase med endnu mere aktivitet og samarbejde. Her sætter vi retningen for de kommende års arbejde og styrker samarbejdet på tværs af kommuner, forskning og erhverv," siger Anne Risom.
Endelig kickoff
Cirka 260 kommunale aktører er tirsdag samlet på Hotel Nyborg Strand til det store kickoff.
Her skal temperaturen tages på den kommunale klimavirkelighed, fra EU og nationale dagsordener til de konkrete dilemmaer og prioriteringer i hverdagen.
For hvordan omsættes strategi til handling? Hvordan udfordres status quo? Og hvordan skabes reel forandring i stærke partnerskaber med borgere og erhvervsliv?
20 minutter inde i konferencen tog konferencens to værter, Anne Risom og Charlotte Autzen, så temperaturen på den kommunale klimahandling.
På bordene havde Life Act placeret vaser med små stofflag i blå, gule og røde farver. Flagene skulle konferencens deltagere så hæve for at indikere, hvordan de så kommunernes klimavirkelighed. Med den blå farve som den mest optimistiske, den røde som den mest pessimistiske, viste skoven af gule flag i mødelokalet på Hotel Nyborg Strand en ret lunken tilkendegivelse blandt de kommunale aktører.
Forhåbentlig vil Life Acts kickoff og kommende arbejde i de 11 arbejdsgrupper give anledning til større optimisme blandt deltagerne efter tirsdagens konference.
En verden af gule flag
Ved oplægget 'Kommunale vidnesbyrd fra klimaarbejdet' af Klimaalliancen, som er et partnerskab mellem KL og Realdania, var der opfordring til optimisme:
"I et globalt perspektiv er det faktisk ret vildt, hvad vi har opnået i Danmark på klimaområdet. I denne verden af gule flag," lød det under oplægget fra Tue Damsø, enhedschef i tænketanken Concito.
Kigger man på tallene, er der stor opbakning til handling i kommunerne: 97 ud af 98 danske kommuner har en certificeret klimahandlingsplan (CAP), og den sidste er på vej.
Og samlet set vil de danske kommuners mål resultere i en 78 procents reduktion af de samlede danske udledninger i 2030 sammenlignet med 1990, lød det blandt andet.
Til gengæld beretter Concito om faldende politisk opbakning til klimaindsatsen siden 2022. Der er et behov for flere ressourcer til klimaarbejdet i kommunerne. Eksempelvis i forhold til klimatilpasning, hvor der ifølge Concito er behov et større datagrundlag og mere ensartet planlægning på tværs af kommuner.
"Når nu vi er i en verden af gule flag, så er det fordi implementering er svær. De gule flag er meget rammende, men det går generelt i den rigtige retning," lød det fra Tue Damsø.
26 partnerkommuner og støttende kommuner
Ud over de 26 økonomiske partnerkommuner har 28 kommuner status som støttende kommuner.
Sammenlagt engagerer projektet kommunerne, SDU Climate Cluster, forsyningsselskaberne Lemvig Vand, Herning Vand og Lyngby-Taabæk Vand, Nordjyllands Trafikselskab, Miljøstyrelsens Center for Klimatilpasning, fire danske regionale EU-kontorer, Danmarks Meteorologiske Institut, Naturstyrelsen, Vejdirektoratet samt Energistyrelsen.
De 26 økonomiske partnerkommuner er:
Brønderslev Kommune
Frederikssund Kommune
Herning Kommune
Hjørring Kommune
Horsens Kommune
Høje-Taastrup Kommune
Kalundborg Kommune
Københavns Kommune
Lemvig Kommune
Lyngby-Taarbæk Kommune
Mariagerfjord Kommune
Middelfart Kommune
Morsø Kommune
Næstved Kommune
Odsherred Kommune
Randers Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Ringsted Kommune
Samsø Kommune
Skive Kommune
Thisted Kommune
Varde Kommune
Vejen Kommune
Vejle Kommune
Aalborg Kommune
Aarhus Kommune
Sidst opdateret: 28/04/2026 - 11:55
Temaer: Klima













































