Borgmester Michael Seiding Larsen (V), Vordingborg Kommune, og borgmester Kenneth Sørensen (V), Næstved Kommune, skal samarbejde om industripark.

Borgmester Michael Seiding Larsen (V), Vordingborg Kommune, og borgmester Kenneth Sørensen (V), Næstved Kommune, skal samarbejde om industripark. - Foto: Næstved Kommune

Klima

Meget er endnu uafklaret for sjællandsk industripark: Nu skal fælles projektleder findes

Næstved og Vordingborg Kommuner rykker videre med planerne for Industrial Hub Zealand, men ansvaret for den nødvendige infrastruktur er stadig uafklaret.

Udgivet: 12/05/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

En fælleskommunal projektleder skal sikre tempo, koordinering og fremdrift for den nye nationale industripark Industrial Hub Zealand. Et samarbejde mellem Næstved og Vordingborg Kommuner.

"Vi har besluttet, at vi er nødt til at have samlet styring på det, så det er centreret ét sted. Det er projektlederens job, så forvaltninger ikke arbejder i øst og i vest. Det bliver en koordineringsopgave," siger Michael Seiding Larsen (V), borgmester i Vordingborg Kommune, til NB-Forsyning & Klima.

I begge kommuner er der indtil videre afsat 1,5 millioner kroner over de næste to til tre år til projektledelsen og ekstern rådgivning.

Med en placering mellem Bårse og Tappernøje ligger industriparken centralt mellem hovedstaden og Femern Bælt-forbindelsen. Den er en ud af 11 nationale industriparker i Danmark, og den skal dække 207 hektar.

Kommunernes ønske er, at industriparken blandt andet skal rumme produktionsvirksomheder, så der kan skabes arbejdspladser – og dermed tilflyttere til kommunen.

"Generelt vil vi gerne løfte området hernede. Vi har en unik placering, fordi det ligger på korridoren, når Fermern kommer. Så det bliver på den måde virksomheder, som skal bidrage til vores vandkantsområde her på Midt- og Sydsjælland," siger Michael Seiding Larsen.

Opmærksomhed om industriparken og dens muligheder er central, supplerer Kenneth Sørensen (V), borgmester i Næstved Kommune:

"Det vigtige er, at vi kommer ud til markedet og fortæller, at området er i spil. Så må vi se, hvem der kan være interesseret i at anlægge deres firmaer i området for industriparken," siger han til NB-Forsyning & Klima.

Uenighed mellem borgmestre og Vejdirektoratet

Det store område for industriparken kræver, at der bliver etableret ny infrastruktur.

Men det er endnu ikke planlagt, hvem der skal stå for det. Kommunerne har ikke selv økonomien til at etablere ny infrastruktur med rundkørsler, veje og eventuelle afkørsler ved motorvejen.

"Elefanten i rummet er Vejdirektoratet, fordi det åbne spørgsmål er jo, hvem der skal stå for infrastrukturen til og fra industriparken," siger Michael Seiding Larsen, der forklarer, at begge borgmestre har været til møde i Erhvervsministeriet:

"Vi synes egentlig, at infrastrukturen er en opgave for Vejdirektoratet, men jeg tror ikke, at ministeriet eller Vejdirektoratet er helt enige i vores konklusion. Så der kommer nok til at være en dialog om det," forklarer Vordingborg-borgmesteren.

Ifølge Kenneth Sørensen vil han være "overrasket", hvis infrastrukturen ikke er tænkt ind i det fra ministeriernes side.

Næstveds borgmester er dog spændt på, hvorvidt hastigheden for industriparken reelt bliver holdt – og hvordan ansvaret samt opgaverne bliver fordelt senere i processen.

"Et er, at man har sagt, det kan lade sig gøre, men der er jo også nogle udgifter og andet forbundet med det," siger han og tilføjer:

"Så det er spændende at se, hvor det ligger på nationalplan, og hvor det ligger på kommunalt plan."

De statslige udpegede industriparker fordeler sig blandt kommunerne: Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Vordingborg, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.

Fakta

Kravene til etablering af industriparker

Danmarks 11 nye industriparker er arealer, hvor produktionsvirksomheder hurtigt kan etablere sig og bygge fabrikker og faciliteter, og hvor der er:

  • Adgang til − eller planer om at etablere − den nødvendige erhvervsmæssige infrastruktur, herunder blandt andet el, vand, transport og afledning af spildevand samt transportinfrastruktur.

  • Arbejdskraft i nærheden.

  • En engageret kommune, der understøtter udviklingen af parken.

  • Adgang til Erhvervsstyrelsens One Stop shop for alle virksomheder, der ønsker at etablere, udvide eller omdanne produktionsanlæg i industriparken. One Stop shop sikrer mindre bureaukrati og et loft på sagsbehandlingstider.

  • Industriparkerne er målrettet forskellige typer af virksomheder og har fokus på danske og regionale styrkepositioner inden for blandt andet grøn omstilling, life science, fødevarer og biosolutions samt det maritime område.

Kilde: Erhvervsministeriet

Fik du læst?

Glæde i PtX-højborg: Vi kan fortsætte grøn erhvervsrejse med industripark

Sidst opdateret: 12/05/2026 - 11:54

Temaer: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]