
Dialog med borgerne om indsatser er en god vej for kommunerne. Her holder Gentofte Rådhus borgermøde om nye parkeringsregler. - Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix
Klima
Klimarådet: Danskernes opbakning til klimatiltag undervurderes markant
Ny analyse fra Klimarådet viser, at mange danskere undervurderer andres klimaengagement og opbakning til klimaindsatser. Kommuner bør derfor blive tydeligere om effekten og retfærdigheden i de lokale klimatiltag.
Udgivet: 26/05/2026
Opbakningen til klimaindsatser er større blandt borgere, end mange tror.
Det kan være en barriere for den grønne omstilling i kommunerne, hvis både borgere og beslutningstagere undervurderer, hvor mange der egentlig vil bakke op om klimatiltag.
Det peger Klimarådet på i en ny analyse "Klimaholdninger i Danmark", der er offentliggjort tirsdag.
"Danskerne undervurderer markant andres engagement i eller opbakning til klimapolitik. Det viser noget om, at der er for lidt information og dialog om, hvor mange der egentlig synes, at tiltagene er fornuftige," siger Bente Halkier til NB-Forsyning & Klima.
Bente Halkier er professor i sociologi på Københavns Universitet samt Klimarådets adfærdsekspert og medforfatter på analysen.
I analysen har Klimarådet blandt andet inddraget et internationalt studie på tværs af 125 lande. Det viser, at 72 procent af den danske befolkning er villige til at bidrage til klimaomstillingen med en procent af deres indkomst, mens folk i gennemsnit tror, at det kun gælder for 46 procent af befolkningen.
Studier viser samtidig, at undervurderingen af andres opbakning til klimaindsatser kan mindske motivationen til selv at engagere sig og gøre det sværere at skabe adfærdsændringer og politisk opbakning.
Bør fokusere på fairness og effekt
"Opfattelsen af, om klimapolitikken er effektfuld og fair, har meget større betydning for opbakningen end andre faktorer som alder og køn."
Bente Halkier, professor i sociologi og Klimarådets adfærdsekspert Klimarådet
"Vores analyse viser, at opfattelsen af, om klimapolitikken er effektfuld og fair, har meget større betydning for opbakningen end andre faktorer som alder og køn," siger Bente Halkier.
Ifølge professoren skal kommuner ikke kun gennemføre klimatiltag, men også være tydelige om, hvorfor og hvordan tiltagene virker, samt hvordan byrderne fordeles.
"Beslutningstagere på kommunalt plan skal derfor på samme måde som på nationalt plan designe en klimapolitik, som folk vil opfatte som effektfuld og fair," siger Bente Halkier.
Det kan gøres ved, at kommuner for eksempel informerer om, hvor mange ton CO2 klimatiltag kan reducere, samtidig med at kommuner skal stille skarpt på, hvem og hvilke grupper der skal bære omkostningerne.
"Man skal huske at informere borgere om begge dele, eller endnu bedre gå i dialog med dem. Kommunerne er jo tættere på borgerne, end staten og regionerne er. Kommunalpolitikere kan samtidig inddrage borgerne og anerkende deres behov og perspektiver i forbindelse med udviklingen af lokale politikker," siger Bente Halkier.
Den brede opbakning kan altså give kommunerne et større politisk handlerum, vurderer professoren.
"Når der er så bred opbakning til klimapolitik generelt i den danske befolkning, er det faktisk muligt for beslutningstagerne at tale specifikke klimatiltag mere op. Kommunale beslutningstagere kan dermed udvise politisk ledelse ved at argumentere for den foreslåede klimapolitik, når nu klangbunden for at tale om den er ret stor," siger Bente Halkier.
Mindretallet fylder meget
Analysen peger samtidig på, at modstanden mod klimaindsatser ikke nødvendigvis er stor. Den kan virke stor, når den kommer til udtryk i lokale debatter.
"Vi finder, at der både er uengagerede og afvisende borgere, som udgør et mindretal. Men et mindretal kan jo også komme til orde og markere sig tydeligt i for eksempel lokale projekter som energiprojekter," siger Bente Halkier.
Hun forklarer ligeledes, at man ofte taler om den "tavse, brede, stille midte", som er folk, der ikke rigtig er imod, men som heller ikke går offentligt ud med deres holdning på for eksempel sociale medier eller ved informationsmøder.
På tværs af kommunetyper finder analysen, at langt størstedelen vurderer, at den grønne omstilling vil have en positiv eller ingen indflydelse på deres lokalområde. Det er uafhængigt af, om de bor på landet eller i byen.
Der er dog en større andel af dem, der bor i landkommuner, som har en forventning om, at den grønne omstilling kan have en negativ effekt.
Kommunerne kan droppe kødet
Når det kommer til konkrete tiltag, kan kommuner styrke opbakningen til klimaindsatser gennem lokale fællesskaber, ligesom kommuner kan være med til at ændre forbrugsvaner.
Det kan for eksempel ske gennem grønne nabofællesskaber eller ved at ændre på de måltider, som bliver serveret i offentlige institutioner.
"Maden bidrager jo med et kæmpestort klimaaftryk. Kommunerne er det sted i den offentlige sektor, hvor der bliver serveret flest offentlige måltider, så hvis man går i gang med at omlægge dem til mere klimavenlige måltider, så har man med ét slag gjort noget, der både reducerer udledningen og udbreder et mere klimavenligt alternativ til flere grupper," siger Bente Halkier.
Når det kommer til, hvem der har det største ansvar for at håndtere udfordringerne for klimaet, vurderer befolkningen i analysen, at EU, staten og virksomhederne har et større ansvar end borgerne selv.
81 procent af borgerne mener, at staten i høj eller meget høj grad har et ansvar for at bidrage, mens blot 44 procent vurderer, at borgerne selv i høj eller meget høj grad har et ansvar.
Ifølge analysen er der en bred opfattelse af, at klimaudfordringerne skal løses i fællesskab. Samtidig forventes aktører med størst magt og indflydelse at bære en større del af ansvaret.
Metoden bag Klimarådets analyse
Analysen er baseret på to overordnet kilde til data. Først en kortlægning af dansk og international forskningslitteratur samt surveydata fra danske spørgeskemaundersøgelser om befolkningens klimaholdninger.
Klimarådet har kortlagt forskningslitteratur og andre undersøgelser inden for en række emner. Analysen trækker primært på forskning om social accept og offentlig opbakning til klimapolitik. Derudover har Klimarådet også kortlagt forskning inden for just transition, demokrati og borgerinddragelse i klimaomstillingen samt adfærdsforskning. Analysen trækker også på indsigter fra disse forskningsfelter.
Klimarådet har analyseret surveydata, som er indsamlet af forskningsprojektet ClimAct. ClimAct gennemføres i et samarbejde mellem samfundsvidenskabelige forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet og er støttet af fondene Realdania og KR Foundation. Fire gange om året udsender ClimAct befolkningssurveys, der undersøger befolkningens holdninger til forskellige klimarelaterede spørgsmål.
Kilde: Klimarådet. Klimaholdninger i Danmark: Analyse af befolkningens opbakning til og accept af klimapolitik.
Sidst opdateret: 26/05/2026 - 12:02
Temaer: Klima














































