Nogle af udvalgsformændenes øverst prioriterede ønsker er blevet en del af regeringsgrundlaget mellem Moderaterne, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre.

Nogle af udvalgsformændenes øverst prioriterede ønsker er blevet en del af regeringsgrundlaget mellem Moderaterne, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Klima

Udvalgsformænd vil have statsligt ansvar: Regningen må ikke ende hos kommunerne

Kommunerne er klar til at levere på kystsikring, grundvandsbeskyttelse og den grønne trepart. Men staten må tage et større økonomisk ansvar, lyder det i en rundspørge af NB-Forsyning & Klima.

Udgivet: 09/06/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne er klar til at løfte tiltagene for den grønne omstilling. Men staten skal tage et større økonomisk ansvar for både kystsikring, grundvandsbeskyttelse og arbejdet i grøn trepart.

Det er budskabet fra en række udvalgsformænd i en rundspørge gennemført af NB-Forsyning & Klima under regeringsforhandlingerne.

Nogle af udvalgsformændenes øverst prioriterede ønsker er blevet en del af regeringsgrundlaget mellem Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre.

20 udvalgsformænd har deltaget i rundspørgen, hvor 70 procent "i meget høj grad" og yderligere 5 procent "i høj grad" mener, at staten skal indføre et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder.

Sprøjteforbuddet fyldte store dele af valgkampen og er nu en del af regeringsgrundlaget. Men hvordan finansieringen skal ske, er endnu uklart.

"Staten skal på banen med hensyn til finansieringen, ellers bliver det endnu en administrativ byrde for kommunerne," lyder det blandt andet i rundspørgen.

Kystsikring og anlægsramme

Fakta

Om rundspørgen

Rundspørgen er sendt ud til udvalgsformænd i alle kommuner på det grønne område, herunder teknik og miljø, klima og natur.

20 udvalgsformænd har bidraget til rundspørgen. De fordeler sig på tværs af landets kommuner. Ingen af dem er taget direkte til citat, men de har haft mulighed for at give uddybende kommentar anonymt.

Svarerne og procentsatserne skal derfor ses i lyset af deres samlede inputs.

Udvalgsformændene blev præsenteret for en række udsagn, som de skulle forholde sig til. Derudover blev de bedt om at vægte en række områder i forhold til behovet for at være opdateret i udvalgsarbejdet.

Når det kommer til det statslige ansvar for kystsikring, er knap 53 procent af udvalgsformændene i rundspørgen "helt enig" og 32 procent "enig" i, at staten skal tage et større økonomisk ansvar end tilfældet er i dag.

Lige inden valgudskrivelsen fremlagede SVM-regeringen den ventede klimatilpasningsplan 2, National plan for kystbeskyttelse af Danmark. Her blev det præsenteret, at klimatilpasning skal indgå i kommunernes anlægsramme. Det på trods af at det har været problematiseret af en række kommuner.

I regeringsgrundlaget for den nye regering lyder det, at der vil blive indgået en aftale om klimatilpasning med afsæt i netop klimatilpasningsplan 2.

Ifølge klimatilpasningsplanen skal staten medfinansiere 85 procent af anlægsudgifterne til projekterne i investeringsplanen, mens kommunerne skal medfinansiere de resterende 15 procent.

I det videre arbejde skal der ifølge klimatilpasningsplanen besluttes, hvor stor en andel af de statslige udgifter, lodsejerne efterfølgende skal opkræves.

Ulighed mellem land- og bykommuner

Når det kommer til et nationalt sprøjteforbud og målsætninger i den grønne trepart, kan opfyldelsen af kravene komme til at ramme skævt mellem bykommuner og landkommuner.

"Som regel har bykommuner i langt højere grad midler til nye krav og mål, mens især arealomlægning og naturkrav stort set kun påfalder landkommuner, men uden at tilføre midler til udmøntningen," lyder det blandt andet.

"Derved rammer de fleste krav skævt og øger den i forvejen alt for store ulighed mellem kommuner. Derudover er der behov for at give plads til de lokale løsninger og lokale hensyn, som desværre ofte går tabt i landsdækkende målsætninger."

Den lange ventetid under valgkamp og regeringsforhandlinger har ligeledes øget behovet for, at staten skal have fokus på tempoet for arbejdet i den grønne trepart.

Det kræver relevante støtteordninger, påpeger en udvalgsformand.

"Så vi også kan lave projekter, der går ud over kvælstof og kulstof – for eksempel naturprojekter. Og så er det helt centralt med korte sagsbehandlingstider, så vi ikke skal vente unødigt længe på at komme i gang."

Datacentre og slutdato for gas

Mens finansiering fylder på klimaområdet, peger udvalgsformændene også på behovet for en mere national styring af datacentre.

De seneste måneder har planer om nye datacentre fyldt på de kommunale dagsordener. Det har rejst spørgsmål om, hvorvidt det skal være den enkelte kommune, der skal træffe beslutningen om etablering af de store bygninger med servere.

Over halvdelen – 68 procent – af udvalgsformændene i rundspørgen er enige i, at der er behov for en national strategi for etablering af datacentre, så byrådene har et bedre beslutningsgrundlag for at vurdere planerne.

Samtidig mener samme andel, at det er nødvendigt med en slutdato for udfasning af gas til boligopvarmning.

Den nye regering har et mål om, at der i 2030 skal være 100 procent grøn gas, og at der i 2035 ikke skal være boliger, der opvarmes med naturgas og olie. I løbet af 2026 vil regeringen fremlægge en model, der viser vejen til, hvordan der hurtigt sker de væsentlige konverteringer.

Fik du læst?

Udvalgsformand efterlyser samlet national strategi for datacentre

Fik du læst?

Organisationer roser regeringens akutplan for elnettet og slutdato for gas

Fik du læst?

Gjerdings første opgave er et sprøjteforbud: Implementeringen er dog endnu uklar

Sidst opdateret: 09/06/2026 - 10:33

Temaer: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]