Vand

Centralt renseanlæg skal give større kapacitet og imødekomme miljøkrav

Favrskov Forsyning og Favrskov kommune har igangsat processen med at finde placeringen for et nyt centralt renseanlæg.

Udgivet: 25/06/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Et nyt centralt renseanlæg skal efter planen stå klar om godt ti år og erstatte en række ældre renseanlæg i Favrskov Kommune.

Renseanlæggene skal på sigt nedlægges, men får i den forbindelse en ny funktion. De skal enten omlægges til pumpestationer eller fungere som buffer i forsyningens beredskab, fortæller direktør i Favrskov Forsyning Sara Funch til NB-Forsyning & Klima.

"Vores mål er jo ikke kun at bygge et nyt centralt renseanlæg, men også at skabe en fremtidssikret, robust og modstandsdygtig løsning, som både kan håndtere hverdagens drift, men også fremtidens udfordringer, når vi ser ind i ekstremt vejr og andre hændelser, hvor vi har brug for noget kapacitet," siger hun.

Mandag behandlede byrådet i Favrskov Kommune forsyningens anmodning om at igangsætte en planlægnings- og myndighedsproces, der skal finde frem til, hvor det nye fælles renseanlæg skal placeres. Det centrale renseanlæg er en del af kommunens spildevandsplan for 2021-2028.

Det nye renseanlægs udløb skal placeres ved Gudenåen på en cirka to kilometer lang strækning mellem Lilleåens udløb og kommunegrænsen øst for Langå. Det er med til at afgrænse mulighederne for placeringen af renseanlægget.

Kort over udledningsstrækning i Favrskov Kommune.

Foto: Favrskov Kommune

Ekstraudgift på 2.000-2.500 kroner

Ønsket om et centralt renseanlæg bunder i, at det hverken økonomisk eller teknisk vurderes realistisk at opgradere de eksisterende renseanlæg til fremtidige miljøkrav, som det fjerde rensetrin, og samtidig imødekomme kommunens voksende kapacitetsbehov.

Det er Favrskov Spildevand A/S, der er datterselskab i Favrskov Forsyning, der skal bygge det nye renseanlæg. Anlægsoverslaget fra 2025 siger, at etableringen og dertilhørende transportanlæg vil koste mellem 800 millioner kroner til en milliard kroner i 2025-priser.

Investeringerne vil øge vandtaksten med 15 kroner per kubikmeter, eksklusiv moms. Det svarer til en ekstraudgift for en familie med et vandforbrug på 150 kubikmeter årligt på mellem 2.000 og 2.500 kroner, eksklusiv moms.

Ifølge Favrskov Forsyning vil vandtaksten forventeligt stige til omkring samme niveau, selv hvis kommunen ikke vælger at etablere et centralt renseanlæg. Det skyldes, at der ville være væsentlige anlægsudgifter til at udbygge og renovere de eksisterende renseanlæg.

Større kapacitet med nyt renseanlæg

Et nyt renseanlæg med forbedrede renseteknologier skal ikke blot reducere spildevandets påvirkning på vandmiljøet. Det skal også gøre det muligt at rense en større kapacitet, som skal gavne bolig- og erhvervsudviklingen i kommunen.

Renseanlægget skal kunne servicere hele kommunen, hvilket svarer til en kapacitet på 60-80.000 PE (personenheder), der tæller både borgere og erhverv. Til sammenligning er det nuværende niveau omkring 50.000 PE.

Ud over at øge kapaciteten og imødekomme kommende miljøkrav, er mulighederne for vedvarende energiløsninger også tænkt ind. Det er en måde at imødekomme de krav, der er på vej med det reviderede byspildevandsdirektiv i forhold til at være energineutral i 2045, forklarer Sara Funch.

"Det er jo helt klart nogle løsninger, som vi skal kigge på, i forhold til hvad der kan give mening for os at etablere, når de nye krav bliver indført," siger hun.

I anmodningen til Favrskov Kommune er oplyst et areal på ni hektar. Mindst seks hektar skal gå til det nye renseanlæg, mens de resterende skal gå til blandt andet håndtering af overfladevand, visuel afskærmning og eventuelt vedvarende energianlæg.

Ifølge den foreløbige tidsplan skal placeringen af anlægget fastlægges i 2027. Herefter følger blandt andet detailprojektering, miljøvurdering og lokalplanarbejde, mens selve byggeriet er planlagt til perioden 2032-2035. Anlægget ventes at kunne tages i drift i 2036-2037.

Planprocessen for et nyt fælles renseanlæg

  1. Dialogoplæg til offentlig høring med én eller flere foreslåede placeringer (Vinter 2026)

  2. Udpegning af én placering i et kommuneplantillæg til offentlig høring (Sommer 2027). Dette forudsætter, at Byrådet på baggrund af den indledende offentlige høring af dialogoplægget vil lægge sig fast på en enkelt placering. Alternativt kan der afholdes en indledende høringsrunde mere

  3. Vedtagelse af kommuneplantillæg med fastlagt placering (Vinter 2027)

  4. Forslag til lokalplan til offentlig høring (2029-2030)

  5. Vedtagelse af lokalplan og tilhørende miljøvurdering for nyt fælles renseanlæg (2030)

Kilde: Favrskov Kommune

Fik du læst?

Nyt vandværk leverer drikkevand til Middelfart-området

Fik du læst?

Silkeborg vil reducere vandforbruget med ti procent

Sidst opdateret: 25/06/2026 - 11:43

Temaer: Vand

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]