Det er forventningen, at ændringen i reglerne skal føre til endnu flere solceller på offentlige bygninger.

Det er forventningen, at ændringen i reglerne skal føre til endnu flere solceller på offentlige bygninger. - Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Vedvarende energi

Folketinget skal igen behandle lovforslag om solceller på tage

Regeringen vil gøre det lettere for kommuner at opsætte solceller på egne bygninger ved at fjerne krav om selskabsudskillelse og kommunal modregning. Vedtages forslaget, kan reglerne træde i kraft i september.

Udgivet: 25/06/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Regelændringen for solceller på offentlige bygninger kan stadig nå at træde i kraft i 2026.

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) genfremsætter torsdag lovforslaget, som vil fjerne krav om selskabsudskillelse og afskaffelse af kommunal modregning af besparelser ved energiprojekter.

Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er hensigten, at det skal træde i kraft i midten af september, sådan at opsætningen af solceller "hurtigst muligt" kan blive påbegyndt under det nye regelgrundlag.

Som NB-Forsyning & Klima tidligere har beskrevet, har kravet om selskabsudskillelse været et benspænd for flere kommuner, som har ønsket at opsætte solceller på de kommunale tage. Det skyldes, at det har været en administrativt tung opgave.

Solceller på offentlige bygninger har været en del af debatten om vedvarende energi i det åbne land, da det har været et ønske, at solcellerne på bygninger kunne træde i stedet for solcellemarker. Potentialet har dog vist sig ikke at være lige så stort, som ved at etablere solceller på åbne markarealer.

"Der er ikke nogen tvivl om, at det vil ændre noget, og det vil gøre, at vi kan sætte flere solceller op på tagene, men potentialet er ikke gigastort," lød det blandt andet fra Jeppe Trolle (R), forperson for Roskilde Kommunes Klima- og Miljøudvalg, i april.

Fuld opbakning fra partier

Det var oprindeligt planen, at kommuner fra 1. maj kunne starte med at sætte solceller op på de kommunale tage med de nye regler.

Inden lovforslaget bortfaldt som følge af folketingsvalget i marts, nåede det at blive førstebehandlet.

Samtlige af Folketingets partier støttede forslaget, som er en del af den politiske aftale om mere sol og vind på land - samt større hensyn til lokalsamfundet.

"Vi bygger ovenpå de tidligere tiltag, som regeringen og Folketingets partier har vedtaget for at gøre det nemmere at udbygge vedvarende energi på land og har nu fjernet de sten på vejen, som vi kender til, så der kan komme vindmøller og solceller op, hvor efterspørgslen og den lokale opbakning er til stede,” lød det fra daværende klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil der med lovforslaget blive et statsligt mindreprovenu på cirka 60 millioner kroner i 2026 og cirka 110 millioner kroner årligt i perioden 2029-2030. Samlet vil det ende på omkring 300 millioner kroner, som der er afsat finansiering til på finansloven for 2026.

I alt er 17 lovforslag fordelt på forskellige ministerier prioriteret til behandling efter sommerferien – i august eller i starten af september.

Fik du læst?

Byråd trækker stikket for solcelleplanlægning: Umuligt for nuværende i Horsens Kommune

Fik du læst?

Dansk Solcelleforening ser frem til afskaffelse af bøvlede regler

Sidst opdateret: 25/06/2026 - 11:43

Temaer: Vedvarende energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]