
Borgmester i Horsens, Peter Sørensen (S), mener, at kommunens klimamål for lokal elproduktion fra VE-anlæg kan hæves "ret kraftigt". - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
VE på land
Byråd trækker stikket for solcelleplanlægning: Umuligt for nuværende i Horsens Kommune
Horsens-politikere indfører krav om, at "solid lokal opbakning" skal tillægges væsentlig betydning i vurderingen af VE-projekter uden at definere, hvordan det skal måles. "I praksis tror jeg ikke, at vi vil være i tvivl," siger direktør.
Udgivet: 09/10/2025
Ingen solcelleanlæg eller vindmølleprojekter vil fremover blive etableret i Horsens Kommune, hvis der er modstand fra de lokale borgere til projekterne. Det betyder, at det for nuværende ikke er muligt at etablere nye solcelleprojekter på de åbne arealer i kommunen.
"Vi har lyttet til borgerne og har lavet store ændringer siden høringsfasen, og en af dem handler om, at investorer nu på forhånd skal sikre sig, at der er lokal opbakning. Det vil være det første, man får at vide, når man henvender sig på rådhuset med et projekt."
Det sagde borgmester Peter Sørensen (S) på et byrådsmøde tirsdag i sidste uge, hvor kommunalpolitikerne endeligt vedtog et tematillæg for VE-anlæg og skovrejsning i kommunen.
Målet for tematillægget var at skabe et "plangrundlag, der øger muligheden for etablering af VE-anlæg og skovrejsning i Horsens Kommune". Men høringsperioden hen over vinteren 2024-2025 med 357 svar har givet anledning til, at erhvervs- og økonomiudvalget har tilføjet nye linjer til de retningslinjer, som var udgangspunktet.
"Solid lokal opbakning til konkrete, større solcelleanlæg vil blive tillagt væsentlig betydning i vurderingen af projekter," lyder det for solcelleanlæg, hvor en enslydende tilføjelse er givet for retningslinjer til nye vindmølleprojekter.
Ukonkret krav til opbakning
Lokalbefolkningens holdning til etablering af VE-anlæg får altså med tilføjelserne en større rolle, men det er ikke specificeret, hvordan den lokale opbakning konkret skal vurderes. Det er dog ikke noget, som direktør for teknik og miljø i kommunen, Bjarke Butt Eriksen, umiddelbart ser som en udfordring.
"Det er ikke, fordi der er et målfast procentantal, som er angivet i vores retningslinje. Det er et spørgsmål om at påvise, at man har en solid lokal opbakning, så det bliver en konkret vurdering, hvad det er det pågældende sted," siger Bjarke Butt Eriksen til NB-Forsyning & Klima.
"I praksis tror jeg ikke, at vi (kommunen, red.) vil være i tvivl, men det må jo lade stå sin prøve," tilføjer han.
De nye retningslinjer sætter ikke et endeligt stop for solcelleanlæg på kommunens arealer, men godkendelsen af projekter bliver med en anden tilgang, end den der er i dag. Hele idéen med tillægget til kommuneplanen har dog hele tiden været at have fokus på mere borgerinddragelse i VE-projekter.
"I det, der blev sendt ud som et forslag, og det, der nu er besluttet, er der ikke grundlæggende ændret på, at man stadigvæk tillægger borgerinddragelse meget stor værdi, men intentionen er blevet skærpet med den politisk beslutning," siger Bjarke Butt Eriksen.
Nyt klimamål for grøn elproduktion
Det midlertidige stop er dog heller ikke noget, der kommer til at røre ved, hvorvidt Horsens Kommune opfylder sit klimamål for egenproduceret grøn strøm. Kommunen er allerede over målet på ti procent på årsbasis i 2030.
"Vi ligger sådan set på 14 procent. Det har vi gjort ved, at vi har været meget begunstiget af, at vi har haft nogle private virksomheder, der har lavet nogle af Danmarks - måske Europas - største solcelleanlæg på industribygninger," sagde Peter Sørensen på byrådsmødet med henvisning til virksomhederne Reitan og DSV.
Fremgangen i den grønne elproduktion får også borgmesteren til at åbne op for, at klimahandlingsplanens mål skal revurderes.
"Jeg tror, at vores klimamål på ti procent måske godt kunne trænge til i en ny byrådsperiode at blive hævet ret kraftigt," sagde han.
Horsens Kommune arbejder som mange andre kommuner på at afsøge mulighederne for etablering af solcelleanlæg på de kommunale tage. Det er dog en plan, som kommunen ifølge borgmesteren først vil løfte sløret for, når der er kommet en vejledning for den nye lovgivning.
Seks områder blev taget ud
Det var allerede i juni, at byrådet besluttede, at planarbejdet med solcelleparker på kommunens åbne arealer skulle sættes på pause. Noget, der kom som en overraskelse, da der var stort fokus på kommunens VE-plan.
Beslutningen indebar, at seks områder på i alt 356 hektar solcelleanlæg blev taget ud af planmaterialet, som også indeholdt fire områder for potentielle vindmølleprojekter og skovrejsning. Her var argumentet ligeledes, at kommunens klimamål var nået samt modstand fra de lokale borgere. Det skrev Horsens Folkeblad.
Det var forligspartierne - Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, DF, Enhedslisten, Irene Simonsen og Venstre - der i budgetaftale 2024 og 2025 havde udtryk et ønske om at sætte gang i den grønne energiforsyning i Horsens Kommune. Afdækningen af muligheder for opstilling af VE-anlæg og forslag til retningslinjer skulle i den forbindelse ske i det omtalte tematillæg til den eksisterende kommuneplan.
I kortet nedenfor kan du se, hvor stort VE-tilskud kommunerne får beregnet ud fra produktionen i 2024. Horsens Kommune står til at modtage 3,92 millioner kroner for nytilsluttet kapacitet og 0,21 millioner kroner for produktion.
Sidst opdateret: 09/10/2025 - 13:37











































